Læsetid: 4 min.

Khartoum boomer, mens Darfur lider

Sudans regering bruger landets oliepenge på at bygge 'Afrikas Dubai' i hovedstaden, mens vi andre på nettet kan følge borgerkrigen i Darfur fra oven. Den bliver nemlig ved og kan blive endnu værre i takt med, at Khartoum og lokalregeringen i Syd enes om at dele oliepengene
Udland
16. juli 2007
Imens oliepengene fodrer økonomien i Khartoum, kan man via Googles satellitfototjeneste, Google Earth, zoome ind på den uudviklede, vestlige Darfur-region og forvisse sig om, at krisen her bare fortsætter. Ovenstående femstjernede Al-Fatih-hotel i Khartoum er bygget for libyske penge.

Imens oliepengene fodrer økonomien i Khartoum, kan man via Googles satellitfototjeneste, Google Earth, zoome ind på den uudviklede, vestlige Darfur-region og forvisse sig om, at krisen her bare fortsætter. Ovenstående femstjernede Al-Fatih-hotel i Khartoum er bygget for libyske penge.

Alfred de Montesquiou

Mens krisen i Sudans Darfur-region fortsætter med at drive folk på flugt - 450.000 siden USA's præsident Bush i maj 2006 lovede ikke at vende ryggen til krisen - lægger regeringen i Khartoum planer med sine mange oliepenge.

Den Internationale Valutafond (IMF) regner med, at økonomien i Afrikas største land vil vokse med 11 procent i løbet af i år, og hvor den blå og den hvide Nil løber sammen i Khartoum, finder man et fysisk udtryk for olierigdommen. Her skal en 647.000 kvadratmeter stor byggeplads efter planen blive til 'Afrikas Dubai'. Det såkaldte Almogran-projekt til fire mia. dollars skal stå klar i 2014 og rumme 10 hoteller, 1.100 villaer, 7.900 lejligheder, indkøbscentre, golfbane og en marina ved Nilen.

Og finansieringen i form af oliepenge skulle være sikret de næste mange år: Kinas største olieselskab, CNPC, underskrev den 28. juni en 20-årig aftale om retten til at udvinde olie ud for Sudans kyster i samarbejde med det indonesiske olieselskab Petronas. Kineserne har ligeledes lovet at samarbejde militært med præsident Omar al-Bashirs styre.

Følg med på Google

Imens oliepengene fodrer økonomien i Khartoum, kan man via Googles satellitfototjeneste, Google Earth, zoome ind på den uudviklede, vestlige Darfur-region og forvisse sig om, at krisen her bare fortsætter. Man kan læse om krisen og se fotos af nogle af de mange landsbyer, som er blevet ødelagt og brændt af, siden krisen eskalerede i 2003. Tjenesten er et samarbejde med United States Holocaust Memorial Museum og registrerer løbende skaderne fra det, som både museet og den amerikanske præsident har kaldt et folkemord.

I alt vurderes over to millioner mennesker at være drevet på flugt og op mod 300.000 dræbt, mens tusinder af kvinder er blevet voldtaget.

Og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre fremover, vurderer ph.d.-studerende Luke Patey fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), som forsker i olieindustriens indflydelse i Sudan.

Et selskab som CNPC fra et ikke-demokratisk land er endnu mindre tilbøjeligt til at stille menneskerettighedskrav i de lande, hvor de arbejder, end vestlige olieselskaber, som er under et vist pres fra medier og menneskerettighedsgrupper.

Og så kan fredsaftalen fra 2005 mellem Bashir-regeringen i nord og den nye sydsudanesiske regering - en aftale, som foreløbigt afslutter mere end 60 års nord/syd-borgerkrig - paradoksalt nok være dårligt nyt for Darfur. Aftalen indeholder nemlig også en plan for fordelingen af oliepengene:

"Hovedproblemet i landet lige nu er, at Nord og Syd stort set har delt landet imellem sig - og såvel øst som vest, hvor Darfur ligger, er blevet forbigået," siger Luke Patey.

Samarbejder med USA

Den analyse deles af Luke Pateys kollega på DIIS, seniorforsker og Østafrika-ekspert Bjørn Møller. Når oprørsbevægelserne i Darfur i 2003 gik på krigsstien, var det netop motiveret af Khartoums manglende opmærksomhed og vilje til at udvikle den tilbagestående region, understreger han.

Også internationalt er opmærksomheden om Darfur lille, pointerer Bjørn Møller, og det af flere årsager.

"Konflikten har en lav prioritet, fordi der ikke er andre interesser end de humanitære på spil for Vesten," siger han. Samtidig har f.eks. USA nok at gøre med konflikterne i Irak og Afghanistan. Og selvom præsident George W. Bush i maj skærpede de økonomiske sanktioner mod Sudan, skal man ikke tage fejl:

"Sudan er i høj grad en aktiv medspiller i krigen mod terror," siger Bjørn Møller og understreger, at Bashirs styre får rosende ord med på vejen i det amerikanske udenrigsministeriums seneste rapport om andre landes indsats i krigen mod terror.

Militær løsning umulig

Mens Bush altså svinger både pisk og gulerod, har den nyvalgte franske præsident Nicolas Sarkozy krævet handling og plæderet for en international styrke med en god portion franske soldater, senest ved et regeringstopmøde i slutningen af juni.

I øjeblikket er der blot ca. 7.000 soldater fra den Afrikanske Union (AU) i Darfur, og de kan ikke stille meget op over for oprørsbevægelser og de hærgende og voldtagende Janjaweed-militser, som er delvist bevæbnede af regeringen, i et område på størrelse med Frankrig.

Men selvom det skulle lykkes at samle opbakningen, kan konflikten ifølge Bjørn Møller næppe løses med et 'quick fix' i form af en international fredsstyrke.

"Chancerne er stort set lig nul. Mange siger, at man bare skal sætte ind militært, så falder det hele på plads. Men det er umådeligt vanskeligt, fordi området er så enormt. De militære muligheder er enten at bombe Khartoum og håbe på, at de overgiver sig, eller at invadere Sudan og overtage magten. Ingen af delene ser ud til at være særligt realistiske. Ellers skal man indsætte rigtigt mange styrker med rigtig godt udstyr, og det er politisk fuldstændigt urealistisk."

Fløjlspres på Kina

Derfor må man satse på en diplomatisk løsning og lægge pres på såvel Sudans regering som de nabolande, der puster til ilden, f.eks. Eritrea og Chad, mener Bjørn Møller. Og på oprørsbevægelserne, som også har menneskerettighedsovertrædelser på samvittigheden.

Men skal der lægges et diplomatisk pres på Khartoum, er Kina uomgængelig - landet aftager to tredjedele af Sudans olie. Selvom olieforsyningen har topprioritet for kineserne, mener Bjørn Møller ikke, at de er totalt uvillige til at lægge pres på Khartoum: Kineserne har også et internationalt omdømme at pleje.

Men kineserne skal håndteres med silkehænder og "diplomatisk korridorspil", mener Bjørn Møller:

"Laver man en offentlig udhængning af Kina, går de i baglås. Men det betyder ikke, at man ikke med traditionelt diplomati kan opnå noget."

Mens der arbejdes i korridorerne, kan oliepengene fortsætte ned i præsident Omar al-Bashirs statskasse, konflikten i Darfur kan blive ved, og kranerne ved den blå og den hvide Nils sammenløb kan bygge videre på Almogran, 'Afrikas Dubai'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her