Læsetid: 6 min.

'Kina er klar til demokrati'

Wuer Kaixi var som studenterleder i begivenhedernes centrum under demonstrationerne i Beijing i 1989. Kineserne er siden protesterne blevet pacificeret af økonomisk fremgang, men fra sit eksil i Taiwan forsøger han at overbevise dem om, at kravet om demokratisering ikke hører fortiden til
Den nu 41-årige Wuer Kaixi blev verdenskendt under studenterdemonstrationerne i Kinas hovedstad, da han mødte op i Folkets Store Hal for at fremlægge de studerendes krav til det øverste lederskab. Han kom direkte fra hospitalet efter sin første sultestrejke, stadig iført hospitalsklæder og bærende på en iltflaske.

Den nu 41-årige Wuer Kaixi blev verdenskendt under studenterdemonstrationerne i Kinas hovedstad, da han mødte op i Folkets Store Hal for at fremlægge de studerendes krav til det øverste lederskab. Han kom direkte fra hospitalet efter sin første sultestrejke, stadig iført hospitalsklæder og bærende på en iltflaske.

Martin Gøttske

Udland
16. juli 2007

TAIPEI - Wuer Kaixis rejse har været lang, både geografisk og mentalt. Studenterlederen under protesterne i 1989 er nu en succesfuld finansmand. Han har skiftet teltet på Den Himmelske Freds Plads, hvor de demonstrerende diskuterede deres næste træk, ud med et kontor på 55. etage i verdens højeste bygning, Taiwans TAIPEI 101. Og 18 år efter hans sultestrejker har hans livvidde haft rig mulighed for at gøre et stort comeback, joker han.

Der er gået lang tid. Alligevel taler denne eksilkineser stadig passioneret om behovet for demokratisering af det politiske system i Kina - selvom han indrømmer, at han fra sin kontorstol på den forkerte side af Taiwan-strædet ikke er i stand til at gøre den store forskel. Og det piner ham, for han har altid befundet sig bedst i begivenhedernes centrum.

Men studenterbevægelsen, og den efterfølgende massakre, hvor hundreder, måske tusinder, blev dræbt, er så godt som slettet fra den kinesiske befolknings kollektive hukommelse. Kina har ændret sig, befolkningen er blevet rigere. Er nutidens kinesere overhovedet interesserede i at få opfyldt de studerendes krav om demokratisering?

"Absolut," insisterer Wuer, der beskriver massebevægelsen, han stod i spidsen for, "som en af de mest succesfulde i menneskehedens historie."

"Vi plantede tanken om demokrati i folks bevidsthed," siger han.

Studehandel

Ifølge Wuer tvang det regeringen til at indse, at den var nød til at give efter på nogle områder for at sikre befolkningens loyalitet på andre:

"Efter 1989 besluttede regeringen at indgå en handel med folket, hvor den tilbød økonomisk frihed til gengæld for politisk lydighed, som betyder, at man ikke gør krav på sine politiske rettigheder."

"Det virkede," vurderer han.

"Det kinesiske folk nyder nu deres økonomiske rettigheder og er mindre interesserede i politik. Det var præcis det, den kinesiske regering sigtede efter."

Han mener dog ikke, det er et arrangement, der kan fortsætte meget længere:

"Det er altid praktisk at gå på to ben, både økonomisk frihed og politisk frihed er nødvendig, og det ene ben kan ikke halte for meget efter det andet."

For ham vil demokratisering være en logisk følge af den stigende velstand for befolkningen, der vil søge et effektivt system, som kan beskytte deres personlige økonomiske interesser, og kan udradere "den svulst, der suger deres blod, nemlig korruptionen".

Klar til demokrati

På grund af den usagte aftale, befolkningen og styret imellem, er det dog umiddelbart svært at se, hvorfra en demokratisk bevægelse skal vokse frem, og hvor de studerende fra 89 virkelig har sat deres aftryk. Wuer mener imidlertid, at det kinesiske folk gerne vil vælge deres egne ledere - problemet er tilsyneladende bare, at de ikke selv ved det endnu.

Når man lytter til Wuer, kan man få den opfattelse, at etableringen af demokrati er langt lettere end den kinesiske realitet ellers kan give indtryk af. Han beskriver det, som om det er konsekvensen af en selvskreven dominoeffekt, en proces, der uundgåeligt vil føre til det færdige produkt, hvis man blot følger skridt et, to og tre, som var det en manual til samling af en IKEA-reol:

"Hvis du spørger kineserne, om de virkelig ønsker retten til at vælge deres præsident, så vil de fleste ikke ane, hvad det er, du taler om. Og de vil tænke, 'Hvad har det med mig at gøre? Det eneste jeg vil er at tjene flere penge.' Men hvis du går dem på klingen, så vil de alligevel sige, 'Jeg kunne godt tænke mig at vælge min landsbyleder, fordi det er ham, der gennem korruption har taget muligheden for at tjene flere penge fra mig.' Hvis du så fortsætter med at spørge dem, om de ikke ønsker at vælge ledere højere op i hierarkiet, fordi det er dem, der forhindrer landsbylederen i at føre dine ønsker ud i livet, så vil de besvare bekræftende. På den måde vil du efterhånden nå til præsidenten eller parlamentet."

"Kina og befolkningen er i dag klar til demokrati," understreger han.

Studerendes rockstjerne

Den nu 41-årige blev verdenskendt under studenterdemonstrationerne i Kinas hovedstad, da han mødte op i Folkets Store Hal for at fremlægge de studerendes krav til det øverste lederskab. Han kom direkte fra hospitalet efter sin første sultestrejke, stadig iført hospitalsklæder og bærende på en iltflaske. Effekten var kraftfuld, da han på stats-tv, tilsyneladende uden ærefrygt for magten, pegede anklagende fingre af premierminister Li Peng, personificeringen af de hårde, konservative kræfter i kommunistpartiet.

Han er søn af en uighurer, et muslimsk mindretal i Vestkina, og besad en karisma som en rockstjerne. Den førte ham hurtigt til tops i de studerendes hakkeorden, og han blev beskrevet som "den mest charmerende, mest veltalende, mest blærede".

"I 1989 var politisk frihed vores største krav," siger han i dag. "Men dengang forlangte vi ikke et flerpartisystem eller kommunistpartiets afgang. Vi ønskede blot pressefrihed, og at regeringen startede en dialog med os. Det var kun bittesmå skridt, vi bad om, og Kina var klar til dem allerede dengang."

Økonomisk fremgang

Det var dog tydeligvis ikke kommunistpartiets indstilling. Det satte i stedet det økonomiske ben langt foran det politiske, og hylder i dag sig selv for på imponerende vis at have hævet landets og befolkningens velstand.

Men Wuer er ikke klar til at give regeringen æren for den udvikling.

"Krav om ændringer fra befolkningen, fra markedet, fra udenlandske investorer, fra forretningsfolk var så store, at regeringen blot forsøgte at følge med udviklingen. Det var en ustoppelig udvikling, og det var ikke et resultat af regeringens planlægning," mener han.

Han er dog villig til at anerkende, at nutidens lederskab ikke er som det i 1989:

"Dengang kunne man på tv se generaler med et grumt blik i øjet, og man forventede næsten, at de ville hoppe ud af skærmen og gribe fat i en. Nu til dags er de teknokrater, der taler om BNP, udvikling og et harmonisk samfund. (...) De er mere effektive."

Wuer arbejder nu for en amerikansk kapitalformidler, og nyder derigennem, på ironisk vis, godt af de økonomiske muligheder nutidens lederskab tilbyder. Sidste år stod hans firma for investeringer på en mia. dollar på fastlandet.

Argumentet, som nogle menneskerettighedsorganisationer bruger, om at udenlandske firmaer også har et ansvar for at forbedre menneskerettighedssituationen i de områder af Kina, hvor de opererer, abonnerer han ikke på.

"Man kan ikke forvente, at forretningsfolk fokuserer på menneskerettigheder," siger han. Han er dog skuffet over, at europæiske regeringer tøver med at lægge pres på Beijing på menneskerettighedsområdet af frygt for, at det kan koste deres virksomheder økonomiske kontrakter i Kina - eller som han udtrykker det, så er de villige til at se igennem fingre med overgreb, da Kina "er den lækre sild, som alle vil i seng med".

Vil hjem igen

Wuers flugt ud af Kina i 1989 gik via Hongkong til Frankrig og USA (hvor han blev indskrevet på Harvard University), og i 1996 endte han i Taiwan. Her har han været igennem en broget karriere i pr-branchen, som politisk kommentator og radiovært.

Han brænder efter at vende hjem igen. "Det er min ret," siger han.

"Det er svært at leve i eksil, at man ikke er i stand til at komme hjem. Det er mental tortur."

Myndighederne har forhindret hans 72-årige far og 66-årige mor i at forlade Kina for at besøge ham. Wuer griner lidt over, at hans kommunikation med familien ville være en god reklame for Skype, da hans aldrende far har fået sat sig ind i, hvordan internettelefonen virker, så de nu tit kan se hinanden på webcam.

Wuer kæmper med at finde ud af, hvordan han kan udnytte sin historiske status og være med til at fremme demokratiets muligheder i Kina. Hans tanker er flotte, men spørgsmålet er, om de, specielt med den manglende opfølgning med praktiske tiltag, har den store effekt på den anden side af Taiwan-strædet.

Beijing tillader ham stadig ikke at vende tilbage til hjemlandet. Så han er tvunget til at blive i Taiwan og herfra skrive og tale om den politiske situation i Kina.

"Men det er virkelig svært at sige, hvor meget indflydelse det giver, eller hvor stor forskel det gør," siger han desillusioneret.

"Vi kunne gøre noget i 1989, fordi vi var i Beijing, vi var, hvor det foregik. Nu er jeg i Taipei og er finansmand."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her