På min barndoms skole var der en forhadt lærer, der gik hen og døde. Vi fik det at vide af latinlæreren, som også var ham, der stod hver morgen øverst på trappen ind til skolen og nappede dem, der kom for sent, men den morgen lukkede han ingen ind. Han meddelte os dødsfaldet, og at vi på grund af det godt kunne tage hjem igen. "I må godt klappe - men kun med neglene!" sagde han.
Arrangørerne af Tour de France klapper slet ikke. De har for længst meldt ud, at Michael Rasmussen ikke er en troværdig eller værdig vinder af deres løb, hvis det skulle komme dertil, og får ekko af de franske medier, men den situation er ikke ny. De skal tilbage til Miguel Indurains sidste af sine fem sejre i 1995 for at kunne hylde en troværdig vinder, men det var før der overhovedet blev hvisket ordet doping, og ikke engang Indurain kan de vel længere være sikker på. Hvor langt skal de tilbage? Den seneste franske vinder, tilbage i 1980'erne, Bernard Hinault, er en blandt arrangørerne, og han står nu hver dag på podiet og trykker hånd med Rasmussen med et cerimonielt smil, og han kan dårligt få hænderne op til to lydløse klap. Et minimum af, hvad protokollen kræver.
Der ville under normale omstændigheder ellers være nok at klappe ad efter etapen i går, hvor Michael Rasmussen ikke alene vandt etapen, men også udbyggede sit forspring til nærmeste og vel eneste alvorlige konkurrent, Alberto Contador, med 47 sekunder. Det var en meget smuk etape med spænding om udfaldet til sidste kilometer, og Rasmussen kørte den meget kløgtigt med stor hjælp fra sit hold, der formåede at holde et udbrud i snor indtil foden af det sidste bjerg, hvor han så måtte klare sig selv. Faren for ham var, at på så lang en etape, 218 km, med fem så svære stigninger kunne blive isoleret langt tidligere.
Men det var ikke Rasmussen, der gav kolorit til løbet eller bestemte dets udvikling fra start. Siden Tour de France' første bjergetape for en evighed siden i Alperne har CSC's Carlos Sastre været placeret i udkanten af favoritguppen. Blandt de 10 bedste, men ikke i nærheden af den plads på podiet, som er hans ambition.
Sastres store satsning
På nær Michael Rasmussen og Alberto Contador, som på det seneste har vist sig i særklasse, når det går opad, har Sastre holdt trit med de næstbedste i sin sædvanlige diskrete og konstante kørestil. Han har forsøgt et par spæde angreb, men ellers haft nok at gøre med at sidde med. Så den sidste bjergetape i går med mål på Col d'Aubisque var også Sastres sidste chance for avancement, og den greb han ved at angribe allerede ved roden af den første af de fem bjergtoppe. Med følgeskab af Iban Mayo, der også har meget at revanchere sig for, og løbets columbianske overraskelse Mauricio Soler, der skulle ud at hente point til den bjergtrøje, han gerne vil fravriste Michael Rasmussen. Et tilsyneladende godt selskab, men Sastre fik ingen hjælp af Soler, der indtil Aubisque kun tog føringer nær de pointsgivende toppe, eller af Mayo, der konsekvent lurepassede. Så meget mere imponerende, at Sastres togt blev så langvarigt. Først langt oppe ad Col d'Aubisque blev han fanget ind, og ambitionen om en podieplads fortonede sig endeligt. Men den lille mand døde med støvlerne på. Vel en størrelse 38.
I flere år er løbet det rygte, at Carlos Sastre kører helt uden ulovlige tilsætningsstoffer, og det siger selvfølgelig noget om situationen, at man således gør sig umage med at pege de skyldfri ud. Den lille Carlos med det store hjerte og det finurlige smil ville kalde klapsalverne frem hos Tour-arrangørerne, men den situation kommer de næppe til at opleve. Carlos Sastre kører konstant i top fem år efter år, men mere er det svært at forestille sig. Det er også godt nok. Han er en pryd for denne så udskældte og tilsvinede idræt, og det fik han i hvert fald vist i går, indtil han måtte vige scenen for Rasmussens kamp mod sine tre nærmeste rivaler: Alberto Contador, Cadel Evans og Levi Leipheimer. De fire øverste i klassementet og kun de fire i slagsmål på bjerget. Det er sådan det skal være på en stor Tour-etape. Ingen uvedkommende til at blande sig helt fremme. Med de to Discovery-ryttere i kvartetten var der strategiske muligheder for at få Rasmussen til at køre sig mør ved angreb og kontraangreb på skift, og Leipheimer åbnede den leg. Rasmussen kørte efter ham, og da han fik kontakt, accellererede Contador med dette tørre antrit, der bringer ham 50 meter væk i en ruf.
Ikke øjne i nakken
Hvis Contador vil vinde Tour de France skulle han angribe og vinde tid på Rasmussen. Men med tre kraftige accellerationer, som den gule trøje roligt halede ind uden at panikke, var det spanieren, der endte med at koge over. Rasmussen kunne måske have set Contadors tilstand noget før, men han har jo ikke fjernsyn på styret eller øjne i nakken, og sat sit nådesstød ind noget tidligere. Nu ventede han til den sidste kilometer, men det var nok til at distancere Discovery-duoen med 26 og 35 sekunder, plus 12 i bonus for at vinde etapen. Med nu 3.10' til Alberto Contador har han en rimelig, men ikke helt betryggende margin før lørdagens afgørende enkeltstart.
Det er en besynderlig situation. Efter en fejende flot etape, en dansk etapesejr og en tynd mand fra Tølløse godt på vej til at vinde Tour de France, så sidder jeg her og klapper med neglene på grund af al den flimmer, der er omkring både løbet og den gule trøje.
Det, der er tilbage af neglene.
