Læsetid: 4 min.

Kosovo: Plan savnes!

23. januar 1999

DENNE MORGEN for en uge siden vågnede Europa op til endnu en gruopvækkende nyhed fra det balkanske rædselskabinet: En massakre på 45 kosovo-albanske landsbybeboere, angiveligt begået af serbiske sikkerhedsstyrker.
Nyheden vakte naturligt afsky og førte til øjeblikkelige krav om handling fra den NATO-alliance, der i oktober sidste år fremtvang et stop for den serbiske storoffensiv mod albanerne.
Så sikkert som amen i kirken begyndte de første spørgsmålstegn ved massakren at dukke op efter nogle dage. Akkurat som det var tilfældet, dengang granater fra bjergene flænsede Sarajevos markedspladser op, og 'kilder' meldte sig med såkaldte beviser for, at der var tale om bomber, anbragt af Bosniens muslimer for at vække omverdenens skyldfølelse og handlekraft. Nu lyder tvivlen: Har Kosovo-albanerne selv - helt eller delvist - arrangeret lig af albanske UCK-partisaner på en måde, så det ligner civile, dræbt under en massakre?
Information valgte i går at bringe vor franske samarbejdspartner Libération's research om, hvad vi med sikkerhed ved om massakren, hvad vi formoder - og i hvilket omfang der eventuelt kan være tale om et forsøg på vildledning. Det gjorde vi i vores evige jagt på fragmenter af sandhed.
Det kan fortsat ikke udelukkes, at albanere i et misforstået forsøg på at overdramatisere situationen har iklædt dræbte UCK-partisaner civilt tøj og lagt ligene til rette på en særlig 'uappetitlig' måde i en grøft. Det ændrer dog ikke ved, at der foregik en massakre i Racak fredag aften for en uge siden. Der er tilstrækkeligt med udsagn fra uafhængige vidner til at fastslå, at der var adskillige gamle mænd, kvinder samt en 12-årig dreng blandt de dræbte, og at alle var dræbt på klos hold ved regulære henrettelser - flere med skud i ansigtet.
Det er så tæt på fuldbyrdet dokumentation, vi kan komme i en krig af denne kaliber. Især taget i betragtning, at de serbiske myndigheder har obstrueret internationale forsøg på at blotlægge forløbet yderligere.

NÅR SPØRGSMÅLET diskuteres så lidenskabeligt skyldes det, at det øjensynligt kun er følelsesoppiskede scenarier, der kan drive det internationale samfund til handling i Kosovo. Eller ialtfald: Trussel om handling.
Som folk og nation har Kosovo-albanerne været udsat for 'massakrer' i snart et årti: Den ret til politisk selvstyre, de fik under Tito, blev afskaffet og enhver modstand mødt med hensynsløs vold. Albanerne blev henvist til privat undervisning i kældre og garager, hvis børnene skulle undervises på albansk. Albanere er over en bred kam udrenset fra jobs både i det offentlige og i den private, ikke-albanske sektor. De har i praksis levet som andenrangs-borgere i et europæisk apartheid-samfund.
Albanske politiske aktivister, der i et tiår med fredelige midler forsøgte at ændre situationen, blev interneret uden dom og torteret i sikkerhedspolitiets fængsler. Da tålmodigheden brast, og nogle albanere så sig henvist til den væbnede kamp, svarede Beograd igen med terror og 'den brændte jords' taktik over for de landsbybeboere, der formodedes at dække over eller bistå partisanerne.
Der findes en omfattende dokumentation for de forbrydelser, Milosevic-styret gennem årene har begået over for Kosovo-albanerne. Nye eksempler bør ikke være nødvendige, før det internationale samfund skrider til handling.

HVAD KAN VI da stille op? Opmærksomheden rettes nu mod NATO's trusler om flyangreb mod militære mål i Serbien, hvis Milosevic ikke holder sig til aftalen fra oktober sidste år og trækker sikkerhedsstyrkerne tilbage til kasernerne.
Bombeangreb er et herligt dramatisk udtryk for handlekraft. Og fanget af sin hidtidige retorik er NATO nødt til at lade truslerne stå ved magt, hvis Milosevic ikke skal kunne se sig selv som 'sejrherre' i den igangværende styrkeprøve. Ethvert udtryk for svaghed hos den vestlige alliance vil blive udnyttet.
Men man savner unægtelig en strategi for NATO's indsats. Selv om det også denne gang - efter et længerevarende psykologisk spil - skulle lykkes at true Milosevic på plads, vil nye konfrontationer opstå i løbet af få uger eller måneder. Også fordi de albanske UCK-partisaner er interesseret i at bryde dødvandet.
Det har længe været en etableret sandhed hos militære eksperter, at kun indsættelse af landstyrker effektivt kan overvåge en våbenhvile-aftale, og holdningen begynder at vinde indpas blandt politikerne.
Det behøver ikke at ske i en dramatisk konflikt med Beograd - faktisk kan Milosevic have en interesse i, at de stillinger, hans styrker tvinges til at forlade, ikke straks - som nu - overtages af UCK-partisaner.
Internationale styrker - helst med FN-mandat, men om nødvendigt uden - kan opretholde freden for en periode, men ikke løse den grundlæggende politiske konflikt.
For at denne proces skal komme igang, må Vesten revidere sin hidtidige forudsætning: At Kosovo for enhver pris skal fastholdes som del af Jugoslavien.
For det første, fordi det er en taktisk fadæse på forhånd at give den ene part, Beograd, garanti for fortsat suverænitet. Det tilskynder ikke Milosevic til at give indrømmelser om øget selvstyre til albanerne.
For det andet, og vigtigere, fordi det efterhånden er svært at se albanerne som borgere i en stat, der i de seneste ti år systematisk har myrdet og undertrykt dem. Hvis Serbien historisk har et retmæssigt krav på Kosovo - og det kan diskuteres - så må denne ret være tabt under de seneste års misregimente. Tavlen må viskes ren i Kosovo. Alle løsningsmodeller må på bordet - inklusive fuld selvstændighed. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu