Læsetid: 4 min.

Kvinder samler tang for 25 kr. om måneden

Tusindvis af kvinder på øen Zanzibar i Tanzaniagår krumbøjede i det turkise hav og samler rødt tang. Tangen indeholder stivelse, der bruges i hudcremer til 350 kr. krukken og i fødevarer. Projektet omtales af bl.a. Verdensbanken som en succes, fordi det har løftet kvinderne ud af fattigdom. Men kvinderne mener noget andet, føler sig underbetalt og kræver mere i løn
Tangen bliver hængt til tørre på grene, efter at kvinderne har samlet den i det tropiske Indiske Ocean.

Tangen bliver hængt til tørre på grene, efter at kvinderne har samlet den i det tropiske Indiske Ocean.

Jens-Arne Sørensen

21. juli 2007

PWANI, ZANZIBAR - TANZANIA - Sceneriet med vajende kokospalmer, en frådende hvid brænding, der brækker mod koralrevet 500 meter ude i det smaragdgrønne Indiske Ocean, og det knirkende sand af pulveriserede koraller er overjordisk.

Men bag skønheden gemmer globaliseringens grumme ansigt sig. Her går hundredevis af lokale fattige kvinder krumbøjede i deres traditionelle dragter i pangfarver - hver dag ved lavvande og høster den hurtigt voksende tropiske røde tang, når den har badesvamp-størrelse. Tangen er fyldt med stivelse, der bruges som gelerings- og konstistensmiddel i mad og kosmetik over hele verden.

Arbejdet består i, at kvinderne ved ebbe går bøjet i saltvandet, mens solen brænder brutalt ned på rygstykkerne.

De stikker grene ned i sandbunden, hvorpå de har bundet lange tøjsnore. Til disse snore fæstner de små tangtrevler, som i løbet af tre uger er vokset til badesvampstørrelse og klar til at blivet høstet, - og de røde og grønne tangtotter hænger til tørre på stativer på stranden. Deres arbejde er lidt som østersfarne, men prisen, de får for sliddetmedtangen, ligger lysår fra østers.

Fast kilopris

Verdensbanken har støttet denne produktion med mange penge.

Næsten 20.000 fattige kvinder fra godt 60 landsbyer langs Zanzibars kyst har plukket tang i to årtier. Den ansvarlige projektleder fra Zanzibars fisker- og haviministerium, Youmar Omar, fortæller stolt, om de fordele, det giver kvinderne. De får en fast kilopris på knap to kr. og kan tjene op til 50 dollar (275 kr.) om måneden. Ja mere hvis de arbejder ihærdigt, siger han, mens vi går hen ad stranden og ser på de mørke 'tangmarker' under havoverfladen.

Det lyder overraskende positivt, eftersom det er 600 dollar (3.300 kr) om året, hvilket er det dobbelte af eksistensminimum i Tanzania.

Men Verdensbankens fakta-ark, vi pressefolk har fået i hånden, fortæller, hvor meget tanghøsten har forbedret og ændret alt for disse tusinder af fiskerkoner, der nu arbejder og samler skibsladninger af rødtang til eksport.

Projektet bekæmper ifølge Verdensbanken fattigdom i kystområderne og forbedrer havmiljøet. Kvinderne kan nu sende deres børn i skole, og produktionen har sågar forhindret de unge i at flytte fra lokalområdet. Alene her fra denne lille landsby Pwani på Zanzibars østkyst kan de samle adskillige ton. Mændene fisker.

Tang til stivelse

Zanzibar har på knap 20 år gjort en stor forretning ud af denne tang og eksporterer 8.000 ton tørt tang om året til tre hovedaftagere i USA, Spanien og CP Kelco i Lille Skensved 40 km syd for København, der af sine 2.500 ton tang hovedsageligt udvinder stivelsesmidlet carregeenan til fødevarer.

Vi har fået to af de lokale projektledere til at gå med ud i det varme ocean og vise os tøjsnorene og forklare om projektet. Mindst 100 kvinder sidder i skyggen oppe under træerne bag et stakit, og vi vil gerne havde deres udlægning. Men da vi spørger dem, hvad tanghøsten har betydet for dem og deres økonomi, kommer der en anden version frem.

Mama Karafu, der er i 50'erne og har ni voksne børn, svarer med en vis vrede:

"Vi får at vide, at priserne på tangen er lave. Vi ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg tjener, men jeg kan ikke rigtigt spare noget op. At samle 100 kg giver da penge, men når tangen er tørret, vejer den jo intet. Det er hårdt arbejde, især for ryggen..."

Da Information spørger om, hun ikke konkret ved, hvad hun tjener, prøver chefen Youmar Omar fra fiskeriministeriet i de pressede bukser og grønne silkeskjorte at glatte ud. Men en anden yngre kvinde rejser sig, og hun ser hvast på ham. Hun hedder Mosii:

"Jo, vi har det da lidt bedre end før," begynder hun, "men vi tjener altså maks 5.000 shilling (fem dollar eller 25 kr.) om måneden for tre timer i vandet om dagen."

Kvinderne protesterer

Det er startskuddet til, at flere af de siddende kvinder blander sig og gestikulerer og protesterer over forholdene. Min tanzanianske kollega fra EU-Kommissionens kontor, Neema Kambona, oversætter Mosii og de øvrige vrede kvinders krav:

"Vi vil have en båd, da vi skal vade længere og dybere ud, vi vil have badesko, så vi ikke skærer os på korallerne. Vi vil have betalt snorerne til at binde tangen op på, og så vil vi have mere i løn!"

De fleste af kvinderne slutter op om kravene og rejser sig op og følger de to mandlige projektledere helt op på landevejen, mens de taler i munden på hinanden og griner over at have været så modige at fremsætte deres krav.

Fiskeriministeriets mand. Youmar Omar, er tydeligt beklemt ved, at 12 inviterede journalister fra hele verden skal blive vidne til en mindre arbejdsrevolte, når vi var inviteret til at se et succes-udviklingsprojekt.

Men han siger: "De ville ikke arbejde for så få penge, men vi vil naturligvis se på kvindernes krav om udstyr".

Under de susende palmer får man bevis på, at globaliseringen ikke er en politiker-kliché, når man ved, at marine-protein-stivelse i ens vanilleis og chokolademousse eller i den fugtighedscreme, man brugte i morges, er indsamlet af saltsprukne hænder i Det Indiske Ocean af tusindvis af ludfattige kvinder på Zanzibar.

Information var inviteret til Tanzania af Verdensbanken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu