Læsetid: 4 min.

Ludotragik

13. februar 1997

Nød lærer nøgen kvinde at spille - det kunne man være fristet til at konkludere oven på den seneste skandale i Albanien. For nød er baggrunden for, at så mange albanere har kastet sig ud i de såkaldte Pyramidespil. Og dermed sat den smule over styr, de havde sparet sammen af deres meget begrænsede midler. Man kan rynke på næsen og sige: »Hvad kommer det os ved - de har jo selv været ude om det. Der er ingen, der vil komme mig til hjælp, hvis jeg bruger alle mine penge på Lotto!«

Men så enkelt er det ikke. Der er ikke noget at sige til, at borgere i Albanien, Europas mest vanrøgtede stat i det 20. århundrede, lader sig lokke af spillets eventyr. Så meget mere, som der var adskillige politikere, der direkte anbefalede dem at deltage i spillet. Mange af spillerne var netop blevet ejere af deres egne lejligheder og skaffede sig kapital til spillet ved at gå ud og sælge dem videre. Andre havde sparet op af, hvad de havde tjent som legale eller illegale fremmedarbejdere. For alle disse ulykkelige mennesker er tabet af pengene i pyramidespillene et hårdt slag.

Det er let nok at affærdige de demonstrerende albanere som ansvarsløse ludomaner og dårlige tabere. Men for dem har spillet været det håb, de har klamret sig til. Nu føler de sig direkte franarret deres penge. Og holder regeringen ansvarlig for ikke at have advaret dem. Ligesom den serbiske opposition føler sig franarret sine valgsejre og kræver præsident Milosevic til ansvar for det. Og ligesom den bulgarske befolkning har følt sig sveget af postkommunisternes valgløfter.

I alle tre samfund må menigmand se til, mens enkeltpersoner beriger sig, og den brede befolknings - ikke mindst pensionisternes - levestandard falder. For de demonstrerende er den kommunistiske samfundsorden blevet afløst ikke af demokratiet, men af kleptokratiet, dvs. tyvevældet. Blandt dem, der bliver rigtig rige i Albanien i dag, finder vi menneskesmuglerne, der tager sig godt betalt for at bringe albanere illegalt ind i et af de rige lande. Og narkosmuglerne. Begge slags smuglere har oven i købet brugt pyramidespillene til at vaske deres sorte penge hvide.
I alle tre lande synes der nu at ske noget via det nationale parlament. Den bulgarske regeringskrise har fundet en foreløbig løsning. I Serbien har parlamentet fulgt præsident Milosevic' henstilling om at vedtage en særlov, der lovliggør oppositionens valgsejre i lokalvalgene, der hvor OSCE mener, den indiskutabelt har sejret. Og i Albanien har parlamentet vedtaget at yde erstatning til ofre for pyramidespillene.

Jamen, er alt så ikke godt? Nej, bestemt ikke. Disse skridt er vigtige men har kun begrænset virkning. De er symboler på en krisetilstand, som går meget dybere. Men som desværre i vid udstrækning bliver ignoreret i Vesten.

Fra Azerbajdsjan i øst til Kroatien i vest strækker der sig et postkommunistisk bælte af fattige stater i Europas randzone. Få steder står det så slemt til som i Albanien, men nøden har godt fat overalt i dette bælte mellem Det kaspiske Hav og Adriaterhavet. Det er en zone, der rummer rige muligheder for blodige konflikter - hvoraf nogle allerede er blevet en realitet. Størrelsesmæssigt spænder staterne i dette bælte fra giganten Ukraine med 600.000 km2 og 52 millioner indbyggere til Albanien på 28.700 km2 og 3,3 millioner indbyggere. I alt tæller dette multietniske krisebælte ca. 128 millioner mennesker.

Det er ikke, fordi Vesten ikke har haft opmærksomheden rettet mod denne zone, når det virkelig brændte på. Indsatsen i det tidligere Jugoslavien viste dette. Men det var først, efter at et helt område var gået fuldstændig i hårdknude, krigen rasede og flygtningene strømmede væk. Indgrebet har imidlertid kun skabt våbenstilstand, ikke fred, og slet ikke forsoning. Og rundt om de nedfrosne konflikter i det tidligere Jugoslavien ligger den ene konfliktmine efter den anden.

Hvad gjorde man med nedbrudte europæiske lande for 50 år siden? Ja, da var det, at amerikanerne igangsatte Marshall-planen. Planen er et af verdenshistoriens mest fremsynede projekter, som kombinerede effektiv økonomisk hjælp med krav om strukturelle, socialt afbalancerede reformer og indbyrdes samarbejde mellem de lande, der stod som modtagere af pengene. Formålet var efter Anden Verdenskrig at forhindre, at krigshærgede europæiske lande skulle blive kommunismens bytte, på samme måde som en række lande var blevet fascismens ofre efter Første Verdenskrig.

Et af problemerne i dag er, at der ikke er en klart defineret potentiel fjende som for 50 år siden, hvor fjenden var 'verdenskommunismen' ledet af supermagten Sovjetunionen. Godt nok rumler der stadig lidt efter-sovjetisk mistænksomhed over for Rusland, og det islamisk-fundamentalistiske spøgelse dukker også med mellemrum op, men få tager for øjeblikket disse trusselsbilleder virkelig alvorligt.

Imens vokser problemerne i den europæiske krise-randzone. De vil sikkert stadig kunne løses gennem en målbevidst indsats båret af visioner, der minder om Marshall-planen, hvis grundlæggende synspunkt var, at demokratiet skulle sikres gennem en stigende levestandard for befolkningerne i de truede lande. Så demokrati og samarbejde kom til at stå som den eneste mulige vej fremad, og ikke bastante ideologiers og smarte demagogers frelsertilbud.

Vesten har forstået vigtigheden af en sådan udvikling i Centraleuropa. Men det kniber tilsyneladende meget med at se nødvendigheden af, at krise-randzonen også inddrages i denne udvikling. Men på længere sigt vil pengene være givet lige så godt ud hertil som til Marshall-planen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu