EU-modstanderne i JuniBevægelsen er allerede nu klar med deres bedømmelse af resultatet fra EU's regeringskonference, der først afsluttes til næste år. Både Drude Dahlerup og Jens-Peter Bonde mener, at de helt afgørende ændringer vil ske på det organisatoriske område, hvor EU's afstemningsregler vil blive ændret, så færre beslutninger skal tages i enstemmighed og flere med flertal, så store EU-lande får mere indflydelse på bekostning af de små og så de nationale parlamenter afgiver endnu en bid indflydelse til EU.
I forsøget på at gøre EU-debatten til et opgør for eller imod EU's politiske union, foretager JuniBevægelsen et præcist kirurgisk snit ind i EU-debattens hjerteregion. Kan JuniBevægelsen overbevise danskerne om, at den kommende traktat først og fremmest handler om at skabe mere union, så har EU-modstanderne taget det første og helt afgørende stik hjem. Alene det kan afgøre en folkeafstemning og føre til endnu en dansk forkastelse af en EU-traktat.
De nuværende forhandlinger under EU's regeringskonference vil føre til ændringer i den måde foreningen Europa fungerer på. Det kan ikke komme som en overraskelse. Forhandlingerne på EU's regeringskonference er først og fremmest sat i gang for at ændre på lige nøjagtig de forhold.
I bogen "Regeringskonference 1996" fortæller direktøren for Dansk Udenrigspolitisk Institut, Niels-Jørgen Nehring, at alle EU's regeringskonferencer op gennem tiderne har forsøgt at effektivisere EU's komplicerede og tunge beslutningsproces.
Med al sandsynlighed vil resultatet af denne regeringskonference ligge i forlængelse af den hidtidige udvikling. Afstemningsreglerne vil blive ændret endnu en gang og EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU-Domstolen vil få mere magt. Danskerne vil få mere union, ikke ret meget mere, men mere, for der vil ikke blive tale om et kvantespring ind i europæisk superstat.
Spørgsmålet er her, om mere union betyder mindre demokrati og mindre magt til det danske Folketing. Det er ikke sikkert og vi ved det faktisk ikke endnu. Der er flere jokere i den diskussion.
En af dem er de helt nye forsøg på at give de nationale parlamenter en selvstændig rolle i EU's beslutningsproces. Det er Frankrigs ønske i forhandlingerne på EU's regeringskonference.
Det er heller ikke sikkert, knap nok sandsynligt, at det ny EU vil blive en militærmagt, sådan som JuniBevægelsen fremstiller det.
Når JuniBevægelsen allerede nu forbinder EU med mere union og mere militær, så er de ved at opbygge det skræmmebillede af EU, som danskerne elsker at hade. Det er ikke helt igennem troværdigt.
Luk derfor dine øjne og sig nogle magiske trylleord, så JuniBevægelsen og de andre EU-modstandere forsvinder. Åbn dem først igen, når du er helt sikker på, at Drude Dahlerup og Jens-Peter Bonde aldrig har eksisteret og stop først med at fremsige trylleordene, når juraprofessor Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EF-Unionen ikke længere praktiserer sine færdigheder i Østre Landsret, men holder sig til forelæsningerne på Københavns Universitet.
Så vil EU-modstanderne være væk, helt væk, skræmmebillederne og de ikke helt troværdige forudsigelser vil være forsvundet.
Tilbage vil kun være EU-tilhængerne og deres argumenter. I en solid samling citater fra EU-debatten, gengiver Hans Kloster fra JuniBevægelsen eksempler på EU-tilhængernes argumenter fra de seneste ti års EU-debat. I partilederdebatten i tv før folkeafstemningen om EU's indre marked i februar 1986, sagde Poul Schlüter f. eks., at "unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag".
På det tidspunkt var EU-samarbejdet præget af euro-sclerose - EU-love blev blokeret af først et og så et andet EU-land. På det tidspunkt var offentligheden ikke opmærksom på, at den ny EU-Kommissær, Jacques Delors, havde fundet medicinen mod euro-sclerosen. Med fuld opbakning fra samtlige statsledere i EU satte Delors gang i udviklingen af EU's indre marked. Med en afgrænset samling på godt 200 EU-direktiver lovede han, at han ville opbygge et fælles, indre marked i EU inden 1992. Midlerne var EU-Kommissionens initiativret og en ændring af afstemningsformen, så flertalsafgørelser erstattede enstemmighed. Dermed satte Delors gang i den hidtil største og mest massive overførsel af suverænitet fra de enkelte medlemslande og til det europæiske fællesskab.
I 1992 skulle danskerne endnu engang tage stilling til en ny EU-traktat ved en folkeafstemning. Her var Delors indre marked begyndt at virke og de fleste af de godt to hundrede direktiver var vedtaget. Op til afstemningen var den positive danske holdning til EU begyndt at vende. Reaktionen på 1986-beslutningen satte ind og overskyggede helt vurderingen af den ny traktat.
På det tidspunkt gik den daværende generalsekretær for EU's ministerråd, Niels Ersbøll, ind i debatten og sagde i Berlingske Tidende, at "hvis Danmark stemmer nej den 2. juni, må Danmark forlade alle EF's institutioner, det vil sige Ministerrådet, Kommissionen, Parlamentet og Domstolen. Danmark kan ikke deltage i møderne i EF eller få nogen som helst indflydelse. Vi vil skrue tiden tilbage fra før medlemskabet i 1972."
Alligevel vovede et snævert flertal af danskerne pelsen og sagde nej ved folkeafstemningen i 1992. Danmark sidder stadigt med ved bordet i Kommission, Ministerråd, Parlament og Domstol.Unions-fortalernes skræmmebilleder er ikke bedre end JuniBevægelsens.
Luk dine øjne endnu engang og sig de magiske trylleord igen, så EU-tilhængerne og deres argumenter forsvinder.
Åbn dem først, når du tror, EU-debatten kan handle om andet og mere end skræmmebilleder. Anstændighed og fakta f.eks.
