Læsetid: 8 min.

Når de sorte brænder i de riges ghetto

15. oktober 2005

Inden for det sidste år er 48 indvandrere omkommet ved slumbrande midt i af Paris. Portræt af en sag, der ikke kun handler om ildebrande, men afspejler det sociale Frankrig "Min datter havde lige fået nye sko. Hun var stolt og skulle have dem på, når børnehaven startede." Det er en kvinde af senegalesisk oprindelse, der roligt fortæller om sin lille datter til den franske tv-avis dagen efter den brand, der den 24. august kostede 17 mennesker livet på Boulevard Vincent Auriol i Paris. 14 af ofrene var børn, og den lille pige var blandt de omkomne. "Det bliver så ikke til noget", afslutter den unge kvinde. Hun er fattet, men nu kan hun ikke mere. Det er ikke første gang, hun taler til tv-kameraerne. Allerede i februar i år var fjernsynet på reportagebesøg i den nedslidte ejendom i det 13. arrondissement. Dengang viste hun rundt i de overbefolkede lejligheder, med afskallet maling, dryppende vandrør og interimistiske elinstallationer. Problemet om saneringsmodne ejendomme, der i det forløbne år har ført til tre tragiske brande i Paris, har været kendt i årevis. Alligevel skulle der i alt 48 dødsofre til, før det kom højst på dagsordenen i byernes by. Forargede og skamfulde røster rejste sig allerede ved den første brand. Den 15. april omkom 24 afrikanere, da et såkaldt "møbleret hotel" i det 9. arrondissement klos op ad den gamle Opera brændte ned. Midt i et af Paris' rigeste kvarterer ventede familier i årevis på ordentlige boligforhold. Indtil det gik galt. Præsident Jacques Chirac, den borgerlige regering under Jean-Pierre Raffarin, og Paris' socialistiske borgmester Bertrand Delan0ë beklagede forholdene, skubbede skylden over på hinanden og nedsatte kommissioner. Den 24. august var det ejendommen i det 13. arrondissement, der gik op i flammer og krævede sine 17 døde og 30 sårede. Indvandrere fra Mali, Senegal og Gambia, beboede ejendommen stillet til rådighed af den velgørende organisation Emmaüs. Emmaüs blev grundlagt af den nu 92 årige Abbé Pierre. Allerede i 1954, under en af efterkrigstidens koldeste vintre, råbte han vagt i gevær, da en baby i et slumkvarter blev bidt af rotter. Han fik sat gang i en omfattende solidaritetsbevægelse, de første større sociale boligbyggerier og har siden ført noget, der ligner en sisyfoskamp for de hjemløse i Frankrig. Organisationens årsrapport fra 2005 beretter, at næsten fem millioner mennesker stadig lever under kummerlige forhold i Frankrig. Abbé Pierres organisation var ganske godt klar over, at den ejendom, de administrerede midt i Paris, ikke levede op til normerne. De talrige børn levede med risiko for saturnisme, den blyforgiftning, de pilfingrede små får mén af resten af livet, når de har suttet den søde, afskallede, blyholdige maling af fingrene. De familier, der boede i ejendommen, flyttede ind i 1991. De var blevet tvangsflyttet ud af huse, de havde besat. Som demonstration havde de slået telte op på Vincennes-esplanaden. De camperede i ugevis midt i den parisiske trafik i protest over manglen på boliger, og med mediernes fulde bevågenhed. Emmaüsejendommen var den "foreløbige løsning", de fik tilbudt. Kameraerne vendte sig mod andre begivenheder, og foreløbigheden trak ud. Efter 14 år var renovering blevet påkrævet, men problemet var nu, hvem der kunne huse de mange familier i mellemtiden. Med branden den 24. august som resultat. Kun fire dage efter var det midt i Marais-kvarteret, i Rue du Roi Doré, et stenkast fra Picassomuseet, at ilden brød ud. 12 familier fra Elfenbenskysten, levede i en squat uden rindende vand, i "en af de 423 ringeste ejendomme i Paris", som René Dutrey, en af byens grønne folkevalgte, formulerede det. Han ved, hvad han taler om. Han er formand for det sociale boligselskab SIEMP, der med byen Paris bag sig, netop havde opkøbt ejendommen for at istandsætte den. Men først skulle familierne genhuses. Og det problem alle skubber foran sig og over på andre er, at der hverken er almindelige eller sociale boliger til rådighed i Paris. Der er ingen huller at flytte de hjemløse hen i. Slet ikke af den slags, man kan betale med en mindsteløn. Over 100.000 står på ventelister. I Rue du Roi Doré døde syv mennesker heraf fire børn. Siden den første brand i april, har der været adskillige demonstrationer, både i tavs sorg over de døde og i politisk vrede over boligsituationen. De politiske reaktioner har været tilpas medfølende og rutinerede. Indtil den tredje brand. "Hvorfor er det altid de sortes bygninger, der brænder?" lød spørgsmålet. Indtil videre tyder intet på, at brandene er påsatte, og "ild er vel ikke racistisk", som Nouvel Observateur konstaterer det. Den liberale indenrigsminister, Nicholas Sarkozy var på pletten. "Problemet er, at en hel bunke mennesker, hvoraf en del er illegale, hober sig op i Paris", forklarede han til Le Monde. Han bad den tilsynsførende for politiet i Paris, om at udarbejde lister over brandfarlige ejendomme og anklagede Delanoë for "at have været borgmester i årevis og bare snakke uden at gøre noget ved sagen". Det satte den politiske debat i brand. Indvandrerorganisationerne fór i flint over Sarkozys populistiske stigmatisering af 'papirløse' indvandrere: Langt størstedelen af dødsofrene i Paris havde ikke alene opholdstilladelser, men betalte både husleje og skat. Den tidligere boligminister fra Lionel Jospins socialistiske regering, Marie Noëlle Lienemann, der netop har skrevet bogen Skandalen om det sociale boligbyggeri, undrede sig over kravet om lister, man i årevis har ligget inde med. Borgmester Delanoë gik til direkte modangreb. Han udbad sig i stedet lister over de kommuner, der ikke opfylder det lovmæssige krav om 20 procent socialt boligbyggeri, som den socialistiske Jospin-regering fik gennemført i 2000. Nicholas Sarkozy har siden 1983 selv været borgmester i den velhavende vestlige forstadskommune Neuilly-sur-Seine. Her finder man kun 2, 5 procent socialt boligbyggeri, mens procenten i de såkaldte ghettokommuner mod nord nærmer sig de 50. Delanoë bad derfor regeringen om at sætte de bøder væsentligt op, som visse kommuner foretrækker at betale frem for at efterleve kravene. I Paris, hvor der i øjeblikket bygges 4.000 sociale boliger om året, ligger den gennemsnitlige procent omkring de 20. Men også her er der stor forskel fra kvarter til kvarter. "Koncentration af socialt boligbyggeri, risikerer at skabe problemer", som en af de ansvarlige i det 8. arrondissement omkring Champs-Elysées udtaler det. I kampens hede flammede også den ulmende splittelse på venstrefløjen op. Kommunisterne og de grønne stemte i forrige uge sammen med borgerlige i et umage forsøg på at presse Delanoë til at forøge sin kvote. Den konservative premierminister de Villepin havde netop opfordret Delanoë til "i løbet af halvandet år at forøge boligbyggeriet". En presset Delanoë svarede igen med, at "regeringen blot kan lave om på de love, der tvinger mig til at gøre den slags over seks og syv år." Bag det hele virker så måske en dump mekanisme, som alle har svært ved at dæmme op for. Den tidligere boligminister Lienemann beskriver en del af den i en bog, hun var ved at forberede længe inden brandene i Paris gjorde spørgsmålet lidenskabeligt påtrængende. I den store boglade Fnac, finder en ekspedient eksministerens bog frem fra den nederste hylde, mens diskene bugner af opskriftsbøger og psykologiske gør-det -selv-værker. Boligpriserne i Paris-området har inden for de sidste 20 år sat rekorder, med næsten en fordobling de sidste fem år. Man har for vane, at kalde de fattigste kvarterer både i og omkring byen for 'ghettoer', og boligpolitikken både fra venstre- og højrefløjen har på forskellig vis koncentreret sig om at forbedre kårene i disse områder. Men ifølge sociologen Eric Maurin, doktor i økonomi og statistik ved den statslige forskningsinstitution CNRS, som i 2004 udgav sine forskningsresultater under titlen Den franske ghetto, går ghettoiseringen den stik modsatte vej. Det er igennem de utallige små personlige valg, der skabes et hierarki, som først og fremmest går ud på at udskille de velstillede. Ved at udvælge naboskaber på cirka 40 boliger, interviewe samtlige personer over 15 år, og derefter sammenligne sociale kategorier mellem ikke mindre end 4.000 af sådanne stikprøver, påviser Maurin, at udskillelsen ikke handler om det synlige mindretal i de såkaldte ghettoer. Siden 80'erne er det franske samfund som helhed "blevet fragmenteret, gennem en angst for deklassering". Hvert eneste sociale niveau undgår aktivt at blande sig med det niveau, der befinder sig lige under eller på samme stade af vanskeligheder, som det selv. Det sted man bor, er mere end nogensinde afgørende. Ghettoiseringen er først og fremmest resultatet af en elite, der gør alt for at holde sig på afstand. De 10 procent højst lønnede befinder sig således inden for et ekstremt begrænset område. Det trækker helt "naturligt" priserne i vejret. Så meget, at det snart gælder for hele pariserområdet. De fattige familier koncentrerer sig i mangel af bedre andre steder, men uden en bevidst strategi om en "kommunitarisme", som ikke mindst Nicholas Sarkozy offentligt har anklaget invandrersamfundet for at være præget af. Alle der overhovedet kan undgå det, arbejder bevidst den modsatte vej. Ifølge Lienemann kræver det enorm politisk vilje at dæmme op for dette forhold. Hun anklager skuffet sin egen tidligere premierminister og præsidentkandidat Lionel Jospin for ikke at have forstået problemets omfang, og gjort det til programpunkt for det præsidentvalg, der førte til nederlag over for Le Pen og Chirac i 2001. Ifølge Eric Maurin er det den bedste vilje af verden - at ville sine børn det bedste - der i øjeblikket trænger ikke de sorte, men ganske enkelt de fattigste ud mod de yderste periferier af bysamfundet. I den forløbne uge, foreslog to af regeringspartiets UMP's parlamentsmedlemmer, at røgdetektorer skulle være lovpligtige. Villepins-regeringens minister for "beskæftigelse, social sammenhængskraft og boliger" den sympatiske Jean Louis Borloo, har pragmatisk sat gang i en række nødordninger på boligområdet. Indenrigsminister Sarkozy har med loven i hånden fortsat den tvangsrydning af besatte huse, han med sædvanlig energi satte i værk netop ved skolestart i Paris. Og på venstrefløjen kives man. Foreløbig er der kameraer på, men snart vender de sig nok andre steder hen. I mellemtiden, skal der bare en tændstik til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu