Læsetid: 5 min.

Den næstbedste vinder

Sagen Michael Rasmussen har givet anledning til, at Tour de France i fremtiden skal køres efter helt nye regler - hvor man kan frygte, at vilkårlighed skal afgøre, hvem der må køre, og hvem der skal vinde
Med en veldisponeret enkeltstart forsvarede den 24-årige spanier Alberto Contador den førerposition, han havde arvet efter den bortdømte Michael Rasmussen, og han var den værdige og rigtige vinder af Tour de France. Den rigtige og værdige vinder, men kun hvis man vil acceptere den næstbedste som vinder.

Med en veldisponeret enkeltstart forsvarede den 24-årige spanier Alberto Contador den førerposition, han havde arvet efter den bortdømte Michael Rasmussen, og han var den værdige og rigtige vinder af Tour de France. Den rigtige og værdige vinder, men kun hvis man vil acceptere den næstbedste som vinder.

Bas Czerwinski

30. juli 2007

Den, der betaler festen, vil også bestemme gæstelisten, menuen og musikken - og hvis nogen blandt gæsterne skulle ødelægge den gode stemning, hyrer den en ud-smider, der kan vise dem døren.

Således skal man forstå Tour de France-arrangøren ASO's brud med den internationale cykelunion UCI, der blev offentliggjort på et pressemøde lørdag, men allerede var varslet i et interview med løbets direktør, Christian Prudhomme, der stod at læse i Süddeutsche Zeitung samme morgen. Det er ASO, der arrangerer og tjener mange penge på begivenheden, men det er UCI, der bestemmer, hvilke hold, og dermed hvilke ryttere, der skal køre, og det er UCI, der forestår dopingkontrollen i løbet.

UCI gennemtrumfede i 2004 den såkaldte Pro Tour, hvor unionen giver en fireårig licens til 20 firmahold, der dels skal dokumentere orden i deres økonomi, dels være ubelastede i doping-sager, og disse 20 hold har både ret og pligt til at deltage i alle særligt udpegede Pro Tour-løb. Blandt dem også de tre store etapeløb, Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a Espana, hvis ejere var stærkt imod reformen. Arrangørerne ASO, Rcs og Unipublic har det fælles træk, at det er store koncerner med interesser i arrangement af sportsbegivenheder og medievirksomhed.

Ud over ejerskabet til begivenheden råder hver af de tre firmaer også over dagblade som ASO og Rcs, eller har tv-kanaler som Unipublic.

De tre koncerner er utilfredse med ikke at være herre i eget hus, og det er ikke blot franskmændene, der vil bryde med UCI. I fredags kunne den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport skrive, at såvel Rsc som Unipublic støttede dem, og "at bruddet er totalt". En vigtig kilde, fordi den ligesom Giro d'Italia ejes af Rsc.

Privat cykelsportsliga

Det er ikke blot de tre store etapeløb, bruddet med UCI rammer. De tre koncerner, især den franske og italienske, ejer og arrangerer langt de fleste attraktive og traditionsrige etapeløb og en-dagesløb, som i øjeblikket figurer på UCI's Pro Tour.

Hvis de tager sig magt, som de har agt, vil UCI blot kunne råde over internationalt betydningsløse begivenheder som løb i Slovenien eller Danmark. I horisonten tegner sig konturen af en privat professionel cykelsportsliga helt under fransk kontrol, for ASO er med Tour de France og klassikere som Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege tungere end italienerne og spanierne. Det er ikke dette perspektiv, der i sig selv er skræmmende, men den måde, hvorpå ASO har håndteret sagen Michael Rasmussen. Det er den, der har været den direkte anledning til et brud, der har været undervejs i tre år. UCI har ved sin formand Pat McQuaid gentagne gange hævdet, at der ikke var noget formelt grundlag for at nægte danskeren start i Tour de France. Dermed var der heller ikke noget i vejen for, at han kunne vinde det. Han har af UCI fået to såkaldte 'recorded warnings', den ældste tilbage i marts 2006, for ikke at være tilgængelig for uanmeldt dopingkontrol, og der skal tre advarsler til inden for 18 måneder for at udløse en sag. En anden af UCI's regler er, at en rytter skal testes uden for konkurrence inden for 45 dage før et løb for at kunne stille op. Det har været et angrebspunkt mod Rasmussen og UCI, at denne regel ikke er blevet overholdt, men Pat McQuaid har kunnet oplyse, at han, altså Rasmussen , i den periode op til Tour de France er blevet testet to gange og begge gange negativt.

Der har således ikke været noget grundlag for at nægte ham deltagelse i løbet eller at bære den gule trøje. Det lignede derfor en gave til Tour de France-ledelsen, der tidligt og offentligt har ytret deres mistillid til ham, at han blev fyret og trukket ud af løbet af sit eget hold på grund af tillidsbrud og en tilsyneladende løgn om sit opholdssted i juni.

Løbsdirektøren Christian Prudhomme kunne således få det, som han og hans arbejdsgiver ASO ville have det, samtidig med, at han kunne vaske sine hænder og placere ansvaret for beslutningen hos Rasmussens chef Theo de Rooij.

Indtil i lørdags er sagen blevet fremstillet sådan, at det alene var Rabobank-chefen, der traf beslutningen. Det var det imidlertid ikke. I det omtalte interview i Süddeutsche Zeitung gør Prudhomme ingen hemmelighed af, at han selv lagde pres på Theo de Rooij, og tilmed på holdets sponsor Rabobank, for at få ham til at føre kniven, når Tour-ledelsen nu ikke havde legal mulighed for at gøre det.

Sendt hjem på mistanke

Det er svært at konkludere andet, end at Michael Rasmussen er blevet sendt hjem fra løbet udelukkende på en mistanke og med metoder, der ikke klæder Tour-ledelsen. Men det vil ikke være sidste gang, noget sådant sker, for mistanke alene vil blive kriterium for deltagelse, hvis - eller når - Tour de France bliver herre i eget hus og selv kan bestemme, hvem der må køre og hvem ikke.

Det vil bero alene på løbs-ejerens skøn af, hvem der er hævet over enhver mistanke, og derfra er der ikke langt til, at de så også bestemmer, hvem der må vinde.

I TV2's interview med Michael Rasmussen i går fra bopælen i Italien under feltets promenadekørsel til Paris, ironiserede han over dette ved at sige, at de kunne jo mistænke så mange i klassementet, at de til sidst kom ned til en franskmand. Men så skal de i årets udgave rigtigt langt ned. Bedste franskmand er Stephane Goubert på en plads som nummer 27.

Med Rasmussen ude blev Tour de France afgjort på et meget tæt opgør mellem Alberto Contador, Cadel Evans og Levi Leipheimer, der i den rækkefølge sluttede 3.570 kilometers væddeløb inden for et minut.

Og på de tre er mistænkeliggørelsens jagt nu sat ind, så afgjort er måske et stort ord i lyset af sidste års Tour, hvor det endnu ikke er afgjort, om vinderen var Floyd Landis eller Oscar Pereiro, eller om Tour-ledelsen dekreterer, at løbet ingen vinder skal have. Det sidste ville falde godt i hak med, at den i år har besluttet, hvem der i hvert fald ikke måtte vinde.

Værdig vinder

Det var den 24-årige spanier Alberto Contador, der kunne hyldes i gult på Champs Èlysèes.

Han har kørt aggressivt og spektakulært på alle bjerg-etaper og også på den sidste til Col d'Aubisque, hvor han på den sidste kilometer blev knækket af Michael Rasmussen.

Med en veldisponeret enkeltstart forsvarede han den førerposition, han havde arvet efter den bortdømte, og han var den værdige og rigtige vinder af Tour de France.

Den rigtige og værdige vinder, men kun hvis man vil acceptere den næstbedste som vinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu