Læsetid: 7 min.

Det ny Pearl Harbor

Alle store krige i 1900-tallet begyndte med en løgn. Hitler sendte tyske soldater udklædt som polske ind i Polen. Pearl Harbor var provokeret af Roosevelt, og Vietnam-krigen begyndte med en påstand om, at små vietnamesiske fartøjer angreb amerikanske destroyere. Det giver basis for foruroligende spørgsmål til 11. september
3. december 2005

På internettet foregår der en omfattende diskussion af, hvad der egentlig skete den 11. september 2001. Teorierne er nu blevet systematiseret og afprøvet i en ny bog, som fremhæver de problemer, som USA burde lade undersøge uvildigt, fordi de alle peger på medansvar eller medviden hos ledende politikere. Det er en række meget foruroligende spørgsmål.

Bogen er af David Ray Griffin og hedder The New Pearl Harbor. Disturbing Questions about the Bush Administration and 9/11 (udkommet på dansk på forlaget Progressive Publishing). Griffin har været professor i religionsfilosofi i over 30 år og underviser i teologi og etik. Han analyserer begrebet complicity, medviden/medvirken. Det spænder fra en helt generel viden om, at der nok vil finde et angreb sted en dag til en præcis viden om, hvor og hvornår det vil finde sted. Tilsvarende kan det vedrøre enkelte institutioner f.eks. FFA (Federal Aviation Administration), CIA, FBI og hele vejen op til præsidenten og hans nærmeste politiske kreds. Endelig kan det spænde fra passivitet til langt mere aktiv indsats.

Her vil vi tage to centrale problemer op. De er valgt blandt en lang række, som i bogen er belyst langt mere i detaljer, end det er muligt her.

Den udeblevne jager

Det første spørgsmål er, hvorfor de tre fly, der foretog angrebene på WTC og Pentagon, ikke blev forhindret heri. Det er overraskende, fordi der er standard-procedurer for den slags. Normalt vil et fly, der afviger fra kursen, pr. radio blive beordret til at rette ind. Hvis flyet ikke gør det, eller hvis radiokontakt afbrydes, vil FFA ringe til NMCC og NORAD (National Military Command Center og National Military Aerospace Defense Command), der på mindre end 10 minutter vil have en jager oppe ved flyet. Den vil flyve ind foran flyet og vifte med vingerne. Flyet vil normalt besvare dette. Derefter flyver jageren ind mod den rette rute, og flyet følger efter. Det bruges ca. 100 gange om året.

Hvis flyet ikke følger med, kan jageren skyde foran flyet, tilkalde andre jagere og i nødsfald skyde flyet ned. Den 11. september ville det første fly være blevet standset, før det nåede New York, for ikke at tale om de to næste, hvis standard-proceduren var blevet fulgt.

Det første fly AA flight 11 lettede fra Boston kl. 7.59. Kl. 8.14 besvarede det ikke radioopkald, og signalgiver blev slået fra, det kunne være ka-pret. Kl. 8.20 ændrede det radikalt sin kurs, det var sandsynligvis kapret. Kl. 8.21 meddelte en fly-leder, at det afgjort var kapret. Kl. 8.28 satte det kurs mod New York, og kl. 8.46 fløj det ind i Nordtårnet i WTC.

Når flyet ikke blev opsøgt eller skudt ned, kunne man forestille sig, at der var fly-ledere, der sov, misforståelser, dårlig besked til militæret. Hvis dette var tilfældet, hviler der et meget tungt ansvar på de ansvarlige. Ikke desto mindre er ingen af disse blevet holdt ansvarlige. Det skulle ellers være helt nødvendigt for at forebygge andre, kommende angreb.

Det andet fly, UA flight 175, startede fra Boston kl. 8.14, da fly-lederne mente, det første fly kunne være kapret. Kontakten blev afbrudt, og det forlod sin kurs kl. 8.42, efter at man vidste, at det første fly var kapret. Kl. 8.43 gav fly-lederne besked til NORAD. Flyet kunne således være opsøgt eller skudt ned kl. 8.53. Dette skete ikke, og kl. 9.03 ramte flyet Sydtårnet i WTC.

Det tredje fly, AA flight 77, lettede kl. 8.20 - på et tidspunkt, hvor alle alarm-lamper burde være tændt hos FFA og NORAD. Kl. 9.35 fløj et fly over Pentagon og ramte kort efter vestfløjen. Heller ikke dette fly blev opsøgt eller skudt ned. Først da Pentagon var ramt, kom jagerne op.

Den udeblevne ordre

Forespurgt om den forunderlige passivitet, har admini-strationen givet modsigende svar. General Myers, på den tid formand for The Joint Chiefs of Staff, sagde 13.9: "Så vidt jeg ved, blev den (ordren om at sende jagerfly op) givet, efter at Pentagon var ramt."

Cheney og andre højtstående folk gav samme svar. Det er muligt, men omtvistet, at USA's forsvarsminister eller præsidenten skal godkende nedskydning af et fly. Men det er ikke omstridt, at flyveledelsen og NORAD kan, ja, skal sende jagere op, hvis et fly går ud af kurs.

Men uanset, hvem der skal give ordre til at nedskyde et kapret fly, kan det næppe være rigtigt, at USA ikke kan forsvare sine centrale institutioner, hvis en forsvarsminister eller en præsident tilfældigvis ikke er til stede i en time og 24 minutter (fra man vidste det første fly var kapret, til Pentagon blev ramt). Skulle man ikke forvente, at de i det mindste holdt telefonmøder - og at de var der til at give ordren.

Kritikernes analyser af forholdsordrerne for fly-ledere viser, at FFA og NORAD skal handle og, hvis der er stor fare for menneskeliv eller ejendom, nedskyde kaprede fly. Det er ikke ifølge disse procedurer nødvendigt at få en ordre herom fra hø-jeste sted. Det gør det derimod at forholde sig passivt.

En form for medvirken i angrebene på WTC og Pentagon fra USA's ledelse er derfor mulig og bør undersøges.

De inaktive missiler

Det andet spørgsmål er knyttet til angrebet på Pentagon. Hvad var det, der ramte Pentagons vestfløj? I den officielle forklaring var det et temmelig stort passagerfly, Boeing 757. Det havde kurs mod Los Angeles, men kl. 8.56 foretog det et u-sving over Midtvesten og fløj tilbage mod Washington.

Kl. 9.27 fik Cheney, der opholdt sig i bunkeren under Pentagon, oplysning om, at et fly 50 miles væk havde kurs mod Pentagon. Kl. 9.35 fløj det over Pentagon, foretog en vanskelig manøvre, idet det dykkede i en næsten perfekt spiral og fløj mod vestfløjen kl. 9.40. Flere piloter har udtalt sig om manøvren, og et par af dem mener slet ikke, den kan foretages med så stort et fly. Dertil kommer at flight 77 blev fløjet af en flykaprer, hvis lærere under hans træning i USA udtalte, at han var en elendig pilot.

Flight 77 blev ikke opsøgt, da det var kapret. Men heller ikke Pentagons eget forsvar trådte i aktion. Pentagon er formentlig den bygning på planeten med det mest effektive forsvar. I en ring omkring Pentagon er der opstillet anti-missil forsvar, der aktiveres automatisk, hvis et fly eller missil kommer imod det. Dette forsvar aktiveredes ikke. Det de-aktiveres, hvis et objekt, der udsender et særligt signal ('vi er venner'), nærmer sig. Et sådant signal udsendes kun af USA's militære fly.

Dertil kommer, at flyet der ramte Pentagons vestfløj, gik gennem fem mure, før det eksploderede og brændte op. Ifølge et billede, taget før den yderste mur styrtede sammen, var det hul, flyet lavede i ydermuren, ca. seks meter i diameter. Lad os antage at snuden på et Boeing 757 kan gå igennem dette. Men hvad med vingerne med de to motorer og haleroret? Der var på billedet ikke særlige skader på muren omkring hullet.

Ifølge den officielle forklaring gik flyet ved sammenstødet i brand. Derved forsvandt hele flyet. Fordampede det? Også motorerne, der er af stål? Siden har man æn-dret forklaring. Vragdelene ligger på et lager, der er afspærret uden adgang for medier eller andre.

Fra interview med en enke efter en bygningsarbejder der blev dræbt i Pentagons vest-fløj:

"Jeg forstår ikke, hvordan et fly kunne ramme vores forsvarsministerium en time efter, at det første fly ramte det første tårn. Jeg forstår ikke, hvordan det var muligt. Jeg er en fornuftig person. Men når man ser på det faktum, at vi bruger 500 milliarder dollar på nationalt forsvar, og I fortæller mig, at et fly er i stand til at ramme Pentagon- en time efter at det første tårn er ramt. Der er procedurer og protokoller på plads i denne nation, der skal følges.."

De belejlige løgne

Vi har her valgt de to bedst kendte eksempler. Der er langt flere: Videnskabelige analyser af den måde tårnene faldt sammen på; den kendsgerning at et tredje tårn (tårn syv), der ikke var ramt, uforklarligt faldt sammen om eftermiddagen; det fly der blev skudt ned, var det hvor passagerer var på vej til at overmande kaprerne; træningen af piloterne på amerikanske flyve skoler og mm. Der er rigtig mange spørgsmål, der bør undersøges.

Nogle af dem peger på medvirken fra administrationen og ikke så få på, at præsidenten og hans nærmeste har et stort ansvar. Alt dette ifølge Griffins analyse.

Som vi ved, kom 11. september meget belejligt for Bush-administrationen. Den omlægning af USA's udenrigspolitik efter de retningslinier, der var udstukket af tænketanken 'Plan for a New American Century', blev af Kissinger kaldt en revolution i amerikansk udenrigspolitik. Her tales der om, at det ville kræve et nyt Pearl Harbor at få denne gennemført. Krigen mod Afghanistan begyndte 11 dage efter 11. september.

Alle store krige i 1900-tallet begyndte med en løgn. Hitler sendte tyske soldater udklædt som polske ind i Polen for at angribe en tysk deling. Pearl Harbor var provokeret af Roosevelt, der afbrød Japans forsyning af olie. Kongressen gav sin tilslutning til en krig mod Vietnam på basis af Tonkin-bugt-episoden: påstanden om, at små vietnamesiske fartøjer angreb kæmpe amerikanske destroyere i internationalt farvand.

De fleste mennesker bryder sig ikke om krige. Der skal noget til for at få dem mobiliseret, og sandheden er sjældent tilstrækkelig. Så utænkeligt er det ikke, at også Bush måtte have en myte for at skabe et fjendebillede, hvorfra han kunne starte krigen mod terror.

Morthen Thing er historiker og dr.phil og Susanne Thorbek er kultursociolog og dr.phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer