Læsetid: 4 min.

Oliemarkedet er vendt op og ned

Analytikere mener, at en økonomisk globalisering har ændret markedskræfterne totalt
4. januar 2007

Sudans økonomi er i gunstig udvikling, og sådan har det allerede været i nogen tid. Trods krigen i Darfur og internationale sanktioner mod styret i Khartoum voksede det bundfattige lands bruttonationalprodukt i 2005 med otte procent. Når regnskabet er gjort op kommer vækstraten for 2006 formentlig til at ligge omkring de 12. Fra at være en af verdens mest forarmede nationer er Sudan langsomt begyndt at kravle op, og det kan lade sig gøre, fordi økonomien, der længe var baseret på bomuld og andre landbrugsprodukter, i de senere år har fået olie som en ny, givtig eksportvare. Der er stadig meget lang vej op, og i store dele af landet lever befolkningen fortsat i desperat fattigdom. Men selv om den daglige olieproduktion på 512.000 tønder om dagen fortsat er en dråbe i forhold til Saudi- Arabien og Iran, er det nok til at akkumulere indtægter i milliardklassen, og dermed viser eksemplet Sudan, hvordan de økonomiske mekanismer omkring olien har ændret sig.

Globalisering

At Sudan oplever denne vækst hænger nemlig sammen med, hvad flere analytikere betegner som en globalisering af oliemarkedet. De olieproducerende lande er ikke længere så afhængige af et godt forhold til vesten, fordi nye markeder har slået igennem med fuld kraft inden for det sidste tiår. Sudan har således fundet sine gode afsætningsmuligheder i Kina, der ikke bare er blevet verdens næststørste forbruger og vurderes at fratage USA førstepladsen inden for de kommende par år. Kina deler heller ikke ubetinget den vestlige sanktionspolitik, men har tværtimod trodset amerikanske ønsker ved oven i købet at investere i Sudans olieudvinding.

Naturligvis har Kina i mange år - ligesom en anden stærkt voksende økonomi, nemlig Indien - haft behov for olie, men det er de seneste års voldsomme vækstrater, der således har været med til at ændre et hidtil meget bipolart oliemarked. En anden faktor, som har ændret markedskræfterne, er OPEC's relative svækkelse. Sudan er ikke at finde blandt OPEC's 11 medlemmer, og der er på samme vis kommet mange nye olieproducenter til, som heller ikke er det. Det betyder, at OPEC ikke er så dominerende længere, og at olievåbenet heller ikke har den effekt som i 70'erne, hvor de olieproducerende lande påførte vesten en lammende oliekrise.

Diversificering

Men at dette heller ikke er tilfældet længere ,hænger også sammen med, at OPEC indadtil står splittet på en hel anden måde end i 70'erne. Ligesom de politiske skel i den arabiske verden gennem de senere år er blevet mere markante, samtidig med at 70'ernes panarabisme er blevet afløst af en ideologisk diversificering, sætter et tilsvarende billede sig i OPEC. Verdens daglige olieforbrug ligger på 82 mio. tønder, mens den daglige produktion i og udenfor OPEC ligger på 83 mio. Organisationen forsøger fortsat at tildele sine medlemslande produktionskvoter, og navnlig Saudi- Arabien gør som en af OPEC's sværvægtere ihærdige forsøg på at undgå overproduktion, men må også sande, at dette bliver stadig vanskeligere. Navnlig landets politisk problematiske forhold til en anden storproducent, Iran, resulterer også i rivalisering, hvad oliepolitikken angår.

Irakernes olie

De rekordhøje oliepriser i de senere år hænger til dels sammen med at globaliseringen og de nye asiatiske vækstområder har gjort det til sælgers marked. Kan olien ikke sælges det ene sted, er der altid afsætning et andet, og denne tendens er blevet styrket ved, at det trods indre uenigheder og konkurrence udefra er lykkedes OPEC at lægge et vist låg på produktionslofterne. Samtidig har regional usikkerhed presset priserne i vejret. Folkelige krav om demokrati og religiøse protestbevægelser har skabt usikkerhed om mange regimers stabilitet, hvilket altid får de økonomiske indikatorer til at give hurtigt udslag - og dette i særlig grad hvad angår en vigtig råvare som olie. Dette billede viste sig allerede i 1991, da den irakiske invasion af Kuwait satte en ikke uvæsentlig del af Mellemøstens olieproduktion ud af spillet, og i de efterfølgende mange år gjorde den stramme blokade af Saddam Husseins Irak sit til at presse oliepriserne i vejret. Olie var blevet en mangelvare.

Derfor overvejer mange analytikere nu hvad der vil ske, når Iraks olieproduktion på et eller andet tidspunkt kommer på benene igen. Det vil efter alt at dømme føre til et vist prisfald, men på ingen måde så priserne kommer ned, hvor de var før i tiden.

Forklaringen på dette er, at vesten på mange måder har vænnet sig til de høje oliepriser. Dels oplever mange dette som et incitament til at investere i alternative energikilder, og dels har mange vestlige ledere også erkendt, at pressionsmidlerne over for de olieproducerende stater er stærkt udhulede. På den ene side står OPEC ikke samlet som i 70erne, men på den anden betragter vestlige ledere heller ikke organisationens medlemsstater som et hele som dengang. Forståelsen af at en svækkelse af eksempelvis den saudiarabiske økonomi ved en gennemtvunget sænkning af priserne, også vil kunne svække landet politisk over for rivalen Iran, har affødt en ny forsigtighed. Og selv om både Indien og Kina har store vanskeligheder med de høje oliepriser, opvejer disse landes ønske om økonomisk vækst nogen form for seriøs alliance med vesten som oliekunder, fordi deres vækst i forvejen sker i skarp konkurrence med vesten. Derfor har også Sudan fået en plads i en global olieøkonomi, som er vendt helt op og ned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu