Læsetid: 7 min.

'Den polske blikkenslager' vil hjem

Der er udbredt bekymring i de gamle EU-lande for polakker, der presser lønnen og snupper job. Polakkerne har svært ved at forstå frygten - de vil jo bare tjene lidt til at sætte noget i gang hjemme
28. juli 2005

 

BIALYSTOK - Stanislaw Rutkowski er en glad mand. Og stolt. Han ejer to butikker i udkanten af byen Bialystok. Han har tjent pengene til butikkerne med sine egne, store hænder, og han har selv bygget den første af dem. Bialystok ligger i det nordøstlige Polen. Der er lidt verdens ende over dette grænseområde. Gennem de store skove, der omkranser byen, fører to landeveje til Hviderusland, en til den russiske enklave Kaliningrad, en til Litauen, og en langs grænsen og sydpå mod Ukraine, foruden selvfølgelig livlinen: Hovedlandevejen til Warszawa. Bialystok er hovedby i Podlaskie Amt, her i grænselandet er der en arbejdsløshed på 20 procent, nogle områder er helt oppe på 30 procent. Mange herfra tager ud i verden for at tjene penge. Det gjorde Stanislaw også. Allerede i 1989. I tre år arbejdede han som tagtækker for et græsk selskab i New York, boede i Brooklyn. Arbejdet som tagtækker var hårdt. Farligt var det, hedt om sommeren og koldt om vinteren. "Polakkerne tager det hårde arbejde, det giver bedre penge," forklarer han. En god løn for Stanislaw var på 15 dollar i timen. "De sorte, der plejer at arbejde med det, de tager 45-80 dollar i timen," siger han med forundring i stemmen. Senere blev Stanislaw sjakbajs, og lønnen steg til 20 dollar. Løntrykkeri? Det kan han ikke se - for han kunne jo godt gøre det billigere, ikke? "Polakkerne tager afsted for at arbejde, ikke for at modtage bistandshjælp. Vi arbejder hårdt, og vi betaler skat," lyder hans logik. "Hårdt, hurtigt og hjem," er mottoet for de polske gæstearbejdere. De vil tjene penge, gode penge, og hurtigt - så de kan komme tilbage til Polen. Stanislaw Rutkowski blev i Brooklyn i tre år i første omgang. Så tog han hjem til Bialystok, købte en bil, satte huset i stand og levede udemærket i nogle år - indtil pengene slap op. Så tog han til New York igen, samme græske firma, samme job. "Men anden gang var jeg lidt mere fornuftig," forklarer han.

Sendte penge hjem

Denne gang blev han tre og et halvt år i Brooklyn, boede billigt, sparede pengene og sendte dem tilbage til Polen til sin kone. Familien Rutkowski bor i et gammelt jernbanearbejderhus på den ene side af banen, ovre på den anden side ligger et kvarter med boligblokke og rækkehuse - socialt boligbyggeri. Her byggede Stanislaw en dagligvareforretning. Butikslokalet er ikke større end en velvoksen dansk dagligstue. Bagved er kontoret og et toilet. "Alt har jeg bygget selv," siger den høje og kraftige mand i 50'erne og holder sin store næve frem som bevis. "Jeg kan bygge alt." Mens han tjente mere startkapital, begyndte konen at drive den lille tyrkisfarvede butik. "Ulas butik - Ost og skinke" står der på skiltet over døren, og forretningen har nu gået ganske godt i otte år. Ost, skinke, mælk, brød, mel og sukker. De daglige fornødenheder. Slik til ungerne. Faktisk gik det så godt, at Stanislaw for nogle år siden kunne købe endnu en butik, længere nede ad vejen. Her sælger de hårshampoo, paraplyer, skolehæfter og toiletpapir. Stanislaw står op klokken fire hver morgen for at køre til grossisten og handle ind, butikken lukker klokken otte om aftenen. Om søndagen åbner butikken først klokken ni og lukker allerede klokken seks om aftenen. "Om søndagen sælger jeg kun. Da tager jeg ikke til grossisten," forklarer Stanislaw om helligdagens rytme. I dag går forretningen så godt, at der foruden Stanislaw og hans kone er blevet tre arbejdspladser i de to butikker. Noget af en bedrift i Podlaskie-området, der døjer med arbejdsløshed og fattigdom. Hvert år bliver der mindre industri, fortæller Ryszard Urbanczyk fra fagforeningen Solidarnosc i Bialystok. Tendensen har gået samme vej siden systemskiftet i 1989, hvor den ene fabrik efter den anden blev lukket. I dag er der to store fabrikker i området. Et glasværk, og så spiritusfabrikken Polmos, der producerer den berømte Zubrovka-vodka - den, som i hver flaske har et græsstrå, der ifølge legenden er krydret med pis fra bisoner i grænselandets skove. Nye virksomheder vokser kun langsomt frem, de fleste er iværksættere med en til fem medarbejdere. Arbejdsløsheden er svær at komme af med. En EU-undersøgelse med tal fra 2003 viser en arbejdsløshed blandt unge på 37 procent for Podlaskie Amt. Socialhjælp kan man få i et år, derefter må den enkelte klare sig på bedste beskub. Der er en smule handel med nabolandene, eksempelvis sælger polske snedkere møbler til Hviderusland. Men handlen går mest den anden vej - alt fra alkohol til arbejdsløn er billigere end i Polen. Lønnen i Littauen er på 70 procent af den polske, mens den i både Rusland og Hviderusland er omkring 50 procent. Her i Podlaskie kender alle nogen, der søger arbejde i vest. Solidarnosc' bogholder, Agnieszka Rzeszenska, har overhørt samtalen og begynder at remse op: Hendes bror er taget til Belgien for at arbejde, ligesom mange andre her fra egnen. Han er nu endda blevet gift med en belgisk kvinde. Men det er usædvanligt, for de fleste vender tilbage. "Kvinderne arbejder typisk som husholdersker, mændene i byggeriet," fortæller Ryszard. "Når de kommer tilbage åbner de en lille forretning eller et firma. Ofte har de måske været mekanikere og bygger et større værksted. Eller hvis de har haft et pizza-bod, så åbner de en restaurant," siger han. Agnieszkas yngre bror er uddannet gartner og drømmer om at åbne et gartneri med speciale i vandplanter. Han har allerede en webside, og han har anlagt nogle havedamme, blandt andet for hoteller. Men han kan ikke låne sig til startkapital, så også han forsøger at komme afsted vestpå for at arbejde. For nogle lykkes det at komme afsted selv, andre henvender sig til folk, der formidler job i Vesten. Det koster mellem 500 og 2.000 zloty (900-3.600 kroner), fortæller Ryszard Urbanczyk - ikke småbeløb, når en brutto-månedsløn i landsgennemsnit ligger på 2.000 zloty. "Men der findes ingen lovregulering på området," forklarer fagforeningsmanden. Hvis bare folk kunne nogle sprog, så kunne de selv lede efter arbejde i vest via internettet. Det er kun de unge, der kan vestlige fremmedsprog, alle dem, der er blevet færdige med skolen inden systemskiftet har kun lært russisk. Og så er der de helt gamle, der også taler tysk. Urbanczyks egen søn taler både fransk og engelsk. Sommeren over er han taget til Irland for at tjene penge - så vender han tilbage til efteråret for at fortsætte sit psykologistudium.

Lønforskellen

Mellem 300.000 og 500.000 polakker tager hvert år afsted for at arbejde, skriver professor Stanislawa Golinowska fra Instituttet for Arbejde og Sociale Spørgsmål ved universitetet i Warszawa. Mange af dem rejser til Tyskland, Sverige, England og Irland - tallene er offentliggjort i en netop udgivet rapport for den fagforeningsnære tyske Friedrich Ebert Fond. "I de senere måneder er mange unge rejst fra Polen, først og fremmest for at finde en måde at tjene hurtige penge på og for at lære engelsk. Set fra modtagerlandenes synspunkt er det en mulighed for at udvikle områder, hvor hjemlige ansatte ville kræve en meget højere løn. Lønforskellen mellem en britisk statsborger og en ung akademiker fra Polen er så stor, at mange job aldrig var blevet skabt, hvis ikke det var for immigranterne," argumenterer Golinowska. At flytte efter arbejde er et ganske almindeligt symptom i globaliseringens tid, mener hun. Modtagerlandene får dermed mulighed for at løse flaskehalse og andre problemer på arbejdsmarkedet. Men det bliver vanskeligere at udnytte den udenlandske arbejdskraft og derved at sænke lønudgifterne i den legale økonomi på grund af regler, der beskytter mod diskrimination, og på grund af faglige organisationer, der prøver at opretholde løn-niveauet for deres egne arbejdere. "Derfor flytter selskaber ofte til lande, hvor lønudgifterne er markant lavere, så de kan konkurrere internationalt," skriver hun i rapporten.

Østpå og østfra

Virksomhederne er da også begyndt at flytte videre mod øst, og polske firmaer køber fabrikker i eksempelvis Ukraine for at udnytte de lavere lønninger østpå, fortæller Clemens Rode fra Friedrich Ebert Fonden. Men det er ikke kun arbejde, der bliver flyttet fra Polen til Ukraine, ukrainerne flytter også selv efter arbejde, og store grupper arbejder allerede nu i Polen. Det er hovedsageligt som rengøringskoner, bygningsarbejdere eller jordbærplukkere. En undersøgelse fra Instituttet for offentlige Anliggender, offentliggjort tidligere denne måned, vurderer, at 250.000 ukrainere allerede nu arbejder illegalt i Polen. "Fra Opole Amt rejser polske bønder som sæsonarbejdere til Tyskland, i deres sted arbejder ukrainere," hedder det. Selv skolelærerne mangler allerede, og polske skoler er begyndt at ansætte ukrainske lærere. Den polske regering forhandler for tiden en aftale med Ukraine, der skal give 200.000 ukrainere lov til at arbejde i Polen sommeren over. Yderligere et par tusinde højtuddannede ukrainere skal kunne søge længerevarende opholdstilladelser, skriver avisen Rzeczpospolita. Den polske regering vil dermed ikke blot legalisere de mange ukrainere i Polen, men også knytte Ukraine tættere på EU. Kommentatorerne er tilfredse: "Både af politiske årsager, nemlig for at styrke de for os så vigtige bånd til Ukraine, og af økonomiske årsager kan det betale sig for os, at tage denne udfordring op," kommenterer Rzeczpospolita den 1. juli i en leder. "Desuden er det yderligere et argument i forhandlingerne med EU om at åbne EU-arbejdsmarkedet. Denne gang for os," kommenterer lederskribenten. Og polakkerne? De tager ukrainernes ankomst med ro: "De tager jo de job og lønninger, ingen polakker vil have," er den generelle holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu