Læsetid: 14 min.

Sammenbruddet

Udland
28. oktober 2005

Det skulle have været så let som en svingom på dansegulvet. Invasionen af Irak skulle have banet vej for den arabiske verdens demokratisering, terrorens bortvisnen og USA's stolte århundrede. I dag ligger de nykonservative evangelisters tankeslot i ruiner I -Visionen Det er som en stemme fra en fjern tid og en anden verden. "Jeg tror, at ødelæggelsen af (Saddam) Husseins militære styrke og befrielsen af Irak vil blive 'a cakewalk'." Som en svingom på dansegulvet. "Bedømt ud fra enhver cost-benefit analyse vil en sådan operation udgøre den største sejr i Amerikas krig mod terrorisme." Sagt i februar 2002, et år før invasionen af Irak, af Kenneth Adelman, våbenkontrolchef under præsident Reagan, medlem af Pentagons Defence Policy Board, indflydelsesrig ven af både forsvarsminister Donald Rumsfeld og vicepræsident Dick Cheney Og Cheney talte samme sprog, da han få dage før invasionen i marts 2003, lod sig interviewe af den amerikansk tv-station NBC: "Det er min overbevisning, at vi vil blive hilst som befriere," sagde vicepræsidenten. - Hvis Deres analyse ikke er korrekt, og vi ikke behandles som befriere, men som erobrere, og irakerne begynder at gøre modstand, specielt i Bagdad, tror De så, at det amerikanske folk er klar til en lang, omkostningsfuld og blodig kamp med betydelige amerikanske tab? "Altså, jeg finder det ikke sandsynligt, at det vil gå sådan, Tim, for jeg tror virkelig på, at vi vil blive hilst som befriere. Jeg har personligt talt med en masse irakere de seneste måneder, haft dem på besøg i Det Hvide Hus. Præsidenten og jeg har mødtes med dem (...) Det billede, vi har af det irakiske folk, er, at der ikke er tvivl om, at de vil af med Saddam Hussein, og at de vil byde os velkommen som befriere, når vi kommer for at gøre det." II -Afgrunden I dag stirrer vicepræsidenten sammen med forsvarsminister Rumsfeld og præsident Bush ned i en afgrund. De har netop måttet notere dødsfald nummer 2.000 blandt amerikanske soldater i Irak. De har modtaget en meningsmåling fra det britiske forsvarsministerium, som fortæller, at 82 procent af irakerne vil af med deres 'befriere', at 45 procent mener, det er i orden at angribe de amerikanskledede besættelsesstyrker, og at ikke engang én procent oplever, at koalitionens tilstedeværelse har gjort Irak mere sikkert. USA har blandt meget andet brugt 1,8 milliarder skudsalver for at få ram på måske et par tusind oprørere og terrorister - noget nær en million skud pr. død modstandsmand - uden at det har haft nævneværdig effekt. Den amerikanske regering må tværtimod se i øjnene, at det al-Qaeda, der ikke fandtes i Irak i Saddams tid - endskønt Bush, Cheney og Rumsfeld hævdede det - nu bruger landet som, med den canadiske efterretningschef Jim Judds ord, et "videregående uddannelsesfakultet for terrorisme", hvor man skaber "veltrænede, yderst effektive og farlige personer", som efter endt gerning i Irak kan drage ud i verden og sprede al-Qaedas rædselsregime. Det Hvide Hus må også se i øjnene, at den ny irakiske hær og politistyrke indtil videre ikke magter sikkerhedsopgaverne. Det britiske International Institute for Strategic Studies (IISS) fremlagde i tirsdags sin årsrapport, og direktør John Chipman sagde om Irak, at der "fortsat eksisterer et dybt sikkerhedsmæssigt vakuum" i det meste af landet. "USA's plan om at flytte tyngden af kampen mod oprøret fra egne styrker til den nyuddannede irakiske hær har ikke til dato givet udbytte - de irakiske sikkerhedsstyrker er fortsat stort set ude af stand til selvstændig aktion," fastslog Chipman. Konsekvensen af den manglende sikkerhed er manglende genopbygning. En aktuel statusrapport til den amerikanske kongres fastslår, at "olieproduktionen fortsat er under niveauerne fra før krigen, elproduktionen er upålidelig og et godt stykke under målet om en spidskapacitet på 6.000 megawatt, og en tredjedel af irakerne mangler stadig adgang til drikkevand." Tænketanken The Brookings Institution i Washington siger, at 30-35 procent af irakerne i dag er arbejdsløse og yderligere 20-25 procent underbeskæftigede. Sikkerhedssituationen er én forklaringe på de manglende fremskridt. En anden er korruption. "Når de sidste sider skrives om USA's katastrofale imperiale vovestykke, vil ét ord dominere forklaringen på USA's fiasko: korruption," skriver den tidligere antiterrorekspert hos CIA Philip Giraldi i det seneste nummer af The American Conservative. Giraldi beskriver, hvordan tocifrede milliardbeløb i dollar, der tilhører det irakiske folk eller kommer fra de amerikanske skatteydere, er forsvundet i en korruptionskultur grundlagt af det amerikanske regeringsråd i Irak efter invasionen og videreført af landets nye magthavere. "En nylig high-level undersøgelse af Iraks midlertidige regering konkluderede, at korruptionen nu er så altgennemtrængende, at den er irreversibel," skriver Giraldi. "Fortsat korruption i forbindelse med våbenindkøb og militærudgifter indebærer, at Bagdad aldrig vil komme til at kontrollere en effektiv hær, hvorimod de shiitiske og kurdiske militser vil vokse sig stærkere og resultere i et delt Irak, hvor forfatningsmæssige garantier vil være uden relevans." "Langt fra at blive det modeldemokrati, som USA gik i krig for at skabe, vil Irak synke dybere ned i kaos - ikke mindst hjulpet af den korruptionskultur, som vi bidrog til at forstærke," lyder dommen fra den tidligere CIA-mand. III -Idealismen Dette er udsigten, der møder George Bush, Dick Cheney og Donald Rumsfeld, hvis de vover at kigge ned i den irakiske afgrund. Et land på vej mod somaliske tilstande, siger Toby Dodge, Irak-ekspert hos IISS. En nation i sammenbrud, mener Irak-kenderen Joost Hilterman, International Crisis Group. Hvad situationen er udtryk for, er det faktiske sammenbrud for den 'Bush-doktrin', der blev udviklet af de nykonservative i tiden omkring George Bushs tiltræden i præsidentembedet, men som først kunne formuleres offentligt og offensivt i kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2001. Den 'idealistiske' eller 'evangeliske' tro på, at USA kan og derfor bør bane vej for demokrati og frihed ved at fjerne totalitære regimer med magt. Herunder forestillingen om, at demokrati i sig selv er et værn mod terrorisme, og at USA's egen sikkerhed kan garanteres ved at rydde op i stater, hvor terrorelementer har ly. Den nykonservative strategi har fra starten været skydeskive for demokratiske politikere, intellektuelle og fredsfolk. Men i lyset af udviklingen i Irak møder de nykonservative idealister nu også åben modstand i traditionelt konservative, republikanske og militære kredse. Den nationale sikkerhedsrådgiver under præsident Bush senior, tidligere general i det amerikanske luftvåben Brent Scowcroft, tog i mandags bladet fra munden i et interview i The New Yorker. Scowcroft beskriver, hvordan en af de ledende nykonservative arkitekter bag Irak-krigen, tidligere viceforsvarsminister, nu verdensbankchef Paul Wolfowitz, er drevet af en idealisme, der gør blind. "Han ser et Utopia derude. Vi forandrer Mellemøsten, og så vil der ikke være krig mere (...) Pauls idealisme fejer tvivlsspørgsmål af bordet." "Hvad realisterne frygter, er konsekvenserne af idealismen. Grunden til, at jeg distancerer mig fra de nykonservative, er, at jeg ikke tror på, at målet om at demokratisere Mellemøsten kan realiseres inden for nogen overskuelig tid (...) Hvordan bringer de nykonservative demokrati til Irak? Man invaderer, man truer, man udbreder evangeliet." I dag lider amerikanerne under følgerne af denne udgave af revolutionær utopisme, siger Scowcroft. "Man hævdede, at dette var en del af krigen mod terror, men Irak nærer terrorismen." En anden, som har talt ud, er ambassadør Robin Raphel, der har arbejdet for det amerikanske udenrigsministerium siden 1977 og i 2003 var rådgiver for det amerikanske regeringsråd i Irak. "Man må forstå, at beslutningerne (om at invadere Irak) var baseret på ideologi. De var ikke baseret på en analytisk, historisk forståelse," siger Raphel, som påpeger, at det hurtigt efter invasionen stod klart, at "vi var et bundt amatører," når det handlede om at forstå og samarbejde med irakerne. "I løbet af få uger var der en stærk oplevelse af, at vi var langt uden for, hvor vi kunne bunde," fortæller Robin Rachel. Andre centrale embedsmænd fra tiden omkring Irak-invasionen har tilsvarende talt ud om, hvad de har oplevet som både ideologiske motiver, inkompetence og lukkethed i den lille kreds af reelle beslutningstagere omkring præsidenten: Dick Cheney, Donald Rumsfeld og deres mere eller mindre nykonservative rådgivere. Tidligere udenrigsminister Colin Powells stabschef, forhenværende chef for US Marine Corps War College, Lawrence Wilkerson, beskyldte i sidste uge "kliken" omkring Cheney og Rumsfeld for at have "udfordret skæbnen i Irak, Nordkorea og Iran" ved bl.a. at holde udenrigsministeriets mindre ideologisk belastede folk ude af de besluttende processer. Larry Diamond, i 2003 ledende rådgiver for det amerikanske regeringsråd i Irak, nu forsker ved den konservative tænketank Hoover Institution, sagde for nylig, at "den største enkeltstående fejltagelse, som har bragt os i mange af de aktuelle vanskeligheder, var beslutningen om i det hele taget at invadere Irak. At forestille sig at vi - som en Douglas MacArthur i Japan - bare kunne styre og genskabe dette land (...) Irakerne var krænkede over arrogancen i den amerikanske måde at agere på - at vi vidste bedst og nok skulle hjælpe vore små brune brødre på vej." IV -Grundpillerne Der er tre grundpiller i den nykonservative vision, som er ved at bryde sammen i konsekvens af Irak-krigens forløb: Forestillingen om at demokrati kan indføres hurtigt og med acceptable omkostninger via en fremmed magts militære indgriben. Forestillingen om, at en sådan manøvre fjerner eller reducerer truslen fra terrorismen. Samt forestillingen om at et således installeret demokrati i et mellemøstligt nøgleland vil starte en dominoproces, der spreder demokratiet til hele regionen. De, der ikke ligefrem forudser Iraks opløsning i sekterisk borgerkrig, forudser i dag en langvarig og omkostningsfuld proces. Storbritanniens udenrigsminister Jack Straw betegnede det selv som en "optimistisk" position, da han forleden sagde, at Irak forhåbentlig "bliver stabilt" om fem-ti år. Irak-kenderen Larry Diamond siger, at "selv i det mest positive, realistiske scenario vil der i lang tid herske betydelige elementer af autoritær tænkning og instinkter. Der vil ske valgsvindel. Der vil foregå en meget betydelig korruption i regeringen. De demokratiske kræfter i politik og civilsamfund vil skulle føre en meget omfattende kamp for at sikre rettigheder, inddæmme magtmisbruget og skabe en retsstat (...) Irak vil skulle leve med en vis ekstraordinær etnisk og religiøs polarisering, som vil fastholde landet i en farefuld tilstand et godt stykke tid. Irak vil formentlig eksistere med en større religiøs indflydelse på politik, end vi føler os trygge ved, eller liberale og sekulære kredse i Irak vil have." "Jeg erkender, at det i dag forekommer at have meget lange udsigter at nå det resultat. Det er meget lettere at se for sig en endeløs fortsættelse af den lav-intense konflikt eller en synken ned i fuldtonet borgerkrig," siger Larry Diamond. I betragtning af de medfølgende omkostninger på hjemmefronten - i dollar, amerikanske liv og vælgerfrafald - er det svært at karakterisere dette forløb som en succes og bekræftelse af den nykonservative demokratiseringsvision. Mere fatalt for Bush-doktrinen og for USA selv er det antagelig, at mere eller mindre demokratiske tilstande opnået via militærintervention på ingen måde ser ud til at bremse terror. Den tidligere CIA-medarbejder og krigsfortaler, nu forsker ved Brookings Institution, Kenneth Pollack, sagde i sidste uge til New York Times, at "hele deres teori om, hvordan dette vil gå i orden, fungerer ikke og vil næsten med sikkerhed ikke komme til det. Teorien om, at demokrati er modgiften mod oprør, modbevises i felten hver eneste dag." I realiteten har den amerikanske invasion og besættelse gjort Irak til al-Qaedas nye internationale kraft- og rekrutteringscenter. George Bush taler selv om terrornetværket på en ny måde, der afspejler præsidentens erkendelse af dets styrkede position. "De islamiske radikales morderiske ideologi er den store udfordring for vort nye århundrede. På mange måder ligner denne kamp striden mod kommunismen i sidste århundrede," sagde Bush i en tale den 6. oktober, hvor Abu Musab al-Zarqawi, lederen af al-Qaeda i Irak, var hovedperson snarere end Osama bin Laden. Internationale fagfolk afviser i dag forestillingen om, at demokratisering i den muslimsk-arabiske verden vil bremse terror og øge USA's sikkerhed. I tidsskriftet Foreign Affairs skriver professor F. Gregory Gause III, leder af mellemøststudier på University of Vermont, at "den tilgængelige viden viser ikke nogen stærk sammenhæng mellem demokrati på den en side og fravær eller reduktion af terrorisme på den anden. Terror ser ud til at udspringe af forhold, der er meget mere specifikke end styreformen. Det er heller ikke sandsynligt, at demokratisering vil få den aktuelle kamp mod USA til at ophøre (...) Og der er ingen holdepunkter for, at demokrati i den arabiske verden vil 'dræne sumpen', fjerne den arabiske offentligheds bløde støtte til terrororganisationer og reducere antallet af potentielle rekrutter til dem." William Eubank og Leonard Weinberg, politologer ved University of Nevada, har i en gennemgang af terrorhandlinger i 1980'erne påvist, at de fleste terrorhandlinger udføres i demokratiske stater. Samme konklusion når terrorismeeksperten Robert Pape i sin nye bog Dying to Win, mens kollegaen Jessica Stern, Harvard University, argumenterer for, at "demokratisering ikke nødvendigvis er den bedste måde at bekæmpe islamisk ekstremisme," eftersom omstilling til demokrati "har vist sig at være en særlig sårbar fase for alle stater." Ironien er, at totalitære regimer som Kina og Saddams Husseins Irak faktisk har været bedre til at holde terrorisme væk end mange grundfæstede demokratier. Storbritannien havde i årtier sit militante IRA, Tyskland sin Baader-Meinhof-gruppe, Italien sine Røde Brigader og Spanien sit ETA, påpeger Gregory Gause. "Når det fungerer, er det liberale demokrati den bedste regeringsform. Men der er ingen dokumentation for, at det reducerer eller forebygger terrorisme. Den fundamentale antagelse bag Bush-regeringens kampagne for demokrati i den arabiske verden er stærkt fejlagtig," skriver Gause. V -Dominoeffekten Udadtil har Bushregeringen imidlertid ikke opgivet denne antagelse, endsige visionen om en arabisk-muslimsk dominoeffekt med en demokratisering, der spreder sig fra Irak. Udenrigsminister Condoleezza Rice sagde i sidste uge i den amerikanske kongres' udenrigskomite, at "hvis ikke vi forpligter os til at ændre karakteren af Mellemøsten, og hvis vi kører træt og beslutter at trække os og efterlader menneskene i Mellemøsten i fortvivlelse, så kan jeg forsikre, at det amerikanske folk vil komme til at leve i usikkerhed og frygt i mange, mange årtier fremover." Rice erkendte, at et 'redesign' af Mellemøsten ikke er, hvad Kongressen stemte for, da man i 2003 gav grønt lys for Irak-krigen. "Hvad jeg beskriver er ikke, hvad I stemte for i krigsresolutionen, men denne regerings bredere strategi," sagde Rice. Tilhængere af dominoteorien forestiller sig, at Saddamstyrets fald og velsignelserne ved et nyt irakisk demokrati på en gang vil presse mellemøstlige diktatorer og stimulere mellemøstlige befolkninger til at indlede lignende demokratiseringsprocesser. Kritikere siger, at udviklingen peger den stik modsatte retning: Irak-krigen lægger op til en omvendt domino-effekt, hvor konflikt eller religiøs fundamentalisme spreder sig fra Irak til andre lande i regionen. Syrien kan blive det næste land. Her har Bush-regeringen ifølge Flynt Leverett, tidligere sikkerhedsrådgiver om Syrien i Det Hvide Hus, nu medarbejder ved Brookings Institution, allerede besluttet sig for at gå efter "regimeskift på den billige måde," dvs. næppe ved et militært indgreb men bl.a. ved at samarbejde med den eksilerede opposition. "Hvad hvis Syrien blev bragt til kollaps? Det er et mindst lige så kompliceret samfund som det irakiske. Der vil blive kaos, og ethvert deraf følgende regime vil blive antiamerikansk," mener Leverett. Vali Nasr, professor i mellemøststudier ved det amerikanske militærs Naval Postgraduate School i Californien, påpegede for nylig i et interview her i avisen, at afsættelsen af Saddam Hussein og hans sunnimuslimske Baath-parti har forstyrret den sekteriske balance mellem sunnier og shiiter i hele den muslimske verden. Nasr frygter, at "militante sunnimuslimer vil vikle regionen ind i sekterisk vold i bestræbelsen på at forhindre såvel den amerikanske dagsorden som de forandringer, øget shia-indflydelse vil indebære." Demokratieksperten Thomas Carothers, Carnegie Endowment, frygter den næsten modsatte dominoeffekt, der består i, at autoritære regimer strammer grebet, skræmt af det blodige kaos som demokratiseringen i Irak har åbnet for. Skulle forandringerne i Irak endelig føre til en bredere demokratisering, er det ifølge Gregory Gause "højst usandsynligt, at demokratisk valgte arabiske regeringer vil være lige så samarbejdsvillige over for USA som de siddende autoritære regimer." De arabiske befolkninger vil gerne have demokrati, understreger han, men deres holdninger er - især efter Irak-krigen - markant antiamerikanske og ofte proislamistiske, påpeger Gause. "Yderligere demokratisering i Mellemøsten ville i en overskuelig fremtid med stor sandsynlighed skabe islamistiske regeringer med mindre tilbøjelighed til at samarbejde med USA om vigtige amerikanske mål, herunder retten til militærbaser i regionen, fred med Israel og bekæmpelse af terror," konkluderer Gause. VI -Sammenbruddet I dag kan man i den amerikanske kongres høre konservative, republikanske politikere kræve en hurtig tilbagetrækning fra Irak. Ron Paul, valgt i Bushs egen hjemstat Texas, sagde i en tale den 7. oktober, at "Irak-krigens støtter såvel som nogle af dem, der ikke støtter den, advarer om farerne, hvis vi trækker os ud. Men er det ikke ganske sandsynligt, at disse farer simpelthen er konsekvensen af at have invaderet Irak fra starten, snarere end en konsekvens af at trække sig ud? Er det ikke muligt, at en forbliven bare gør situationen værre? Hvis der opstår kaos efter vor afrejse, er det fordi vi besatte Irak, ikke fordi vi rejste," sagde den republikanske politiker. En ny meningsmåling fra Scripps Survey Research Center fortæller, at 48 pct. af amerikanerne nu ligesom Ron Paul ønsker soldaterne hjem "hurtigst muligt." En tilsvarende måling fra Harris Interactive siger, at 61 procent ikke længere har tillid til, at præsidentens politik i Irak vil lykkes. De færreste fagfolk støtter en hurtig tilbagetrækning. Det vil med sikkerhed føre til blodbad og borgerkrig, siger de. Men de siger også, at slaget er tabt. USA kan ikke længere opnå det, man drog i krig for. Og man kan ikke trække sig ud. To et halvt år efter at Dick Cheney lovede, at USA ville blive hilst som befriere i Irak, ligger de nykonservatives storslåede tankeslot i ruiner. Den amerikanske præsident står uden masterplan og strategi, og ingen synes i stand til at hjælpe ham. I de støvede gader i Bagdad, Falluja og Basra er virkeligheden konkret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her