Læsetid: 6 min.

Har du set en høne flyve

Mod mange odds tog Michael Rasmussen Tour de France i egen hånd og kørte sig både til en etapesejr i Alperne og i løbets førertrøje
Udland
16. juli 2007
Michael Rasmussen sætter sit følge på de første meter op ad sidste stigning til Tigne, og har 18 km alene op til mål i pivende modvind. Christophe Moreau er den første af favoritterne, der angriber nede fra feltet, favoritter falder, Valverde er med, Cadel Evans er der, det eksploderer, Vinokourov og Klöden kommer ikke med, og da den første krudtrøg lægger sig kører Iban Mayo væk i et ordentligt ryk op mod Rasmussen, men Mayo holder ikke og falder tilbage til forfølgergruppen med Moreau, Valverde, Contador, Popovich, Kasheckin, Evans og CSC-s Fränk Schleck. Carlos Sastre er væk, ser det ud til. Og så Rasmussen over målstregen alene til -gult- og -prikket-.

Michael Rasmussen sætter sit følge på de første meter op ad sidste stigning til Tigne, og har 18 km alene op til mål i pivende modvind. Christophe Moreau er den første af favoritterne, der angriber nede fra feltet, favoritter falder, Valverde er med, Cadel Evans er der, det eksploderer, Vinokourov og Klöden kommer ikke med, og da den første krudtrøg lægger sig kører Iban Mayo væk i et ordentligt ryk op mod Rasmussen, men Mayo holder ikke og falder tilbage til forfølgergruppen med Moreau, Valverde, Contador, Popovich, Kasheckin, Evans og CSC-s Fränk Schleck. Carlos Sastre er væk, ser det ud til. Og så Rasmussen over målstregen alene til -gult- og -prikket-.

Alessandro Trovati

Man fik et varsel om det lørdag eftermiddag på Tour de France' første bjerg, Col de la Colombiere. Tyskeren Linus Gerdemann var for længst over toppen og på vej mod sit unge livs første etapesejr og gule trøje i verdens vigtigste cykelløb som frugt af et tidligt udbrud, mens favoritterne vogtede på hinanden og ingen turde spille ud. Men Michael Rasmussen trådte fra favoritgruppen 500 meter før toppen for at hente sig en portion points til den bjergkonkurrence, han har vundet de to seneste år, og det skete med en sådan lethed og fart, at det varslede et stort togt på gårsdagens meget, meget svære prøve over to høje tinder inden målet oppe i Tigne.

Flere omstændigheder talte imod, at Rasmussen skulle kunne gennemføre et angreb lig dem, der bragte ham etapesejre og bjergtrøje i både 2005 og sidste år. Da han vandt i Alsace i 2005 lå han inden etapen syv minutter efter den førende Lance Armstrong og kunne med sit solotogt hverken genere ham eller andre af favoritterne, så de lod ham køre. Og da han sidste år vandt dronningeetapen, den sværeste af alle, lå han hele 23 minutter efter den førende Floyd Landis i klassementet, og ingen fulgte ham, da han angreb få kilometer fra start.

Disse omstændigheder forklejner ikke hans præstationer, men det er nemmere for en grimpeur, en klatrer, at vise sit speciale, hvis han ikke har andre ambitioner end det og ikke truer nogen til den samlede sejr, og Michael Rasmussen bragte sig bevidst i den situation ved at tabe tid i den første uge. Sådan er situationen ikke i år. Rasmussen lå før søndagens etape blot 1.03 minut efter den bedst placerede af favoritterne, Andreas Klöden, og dermed kunne ingen af de store drenge tillade sig at lade ham køre.

Den anden omstændighed, der talte i mod et langt Rasmussen-togt er hans rolle på holdet, det hollandske Rabobank, hvor russeren Denis Menchov er manden at køre for til den samlede sejr, og den gule trøje i Paris har højere proritet end den prikkede bjergtrøje og nok så spektakulære bjergsejre. Rasmussen kan blive beordret til at skulle passe på russeren i en eventuel krise eller forberede et angreb for ham i stedet for at køre sin egen chance. Det var inden søndagens etape omstændigheder, der ikke blev talt så højt om i de højspændte danske forventninger til, at dette skulle være dagen, hvor Rasmussen lavede sit store nummer.

Mærkeligt cykelløb

ligt cykelløbNår en etape slutter på en bjergtop og har to svære stigninger forinden, håber enhver elsker af cykelløb på, at de store angriber allerede på den første. Desværre sker det så sjældent i moderne cykelsport.

Favoritterne holder hinanden i skak og udskyder afgørelsen til den sidste. Det var også frygtet før gårsdagens etape. Og også af Rasmussen selv, der med god grund kunne være betænkelig ved at det første bjerg - og det sværeste - Cormet de Roselend - skulle blive brugt til taktisk fedtspilleri og dermed låse ham.

"Jeg håber, der bliver angrebet allerede i bunden af Roselend," sagde han dagen før - og så gjorde han det selv!

Det var et mærkeligt cykelløb. Med angreb på angreb straks fra start og ikke af hvem som helst. I en gruppe på 18 sad en af de mindre favoritter, T-mobiles australier Michael Rogers, som en, man i hvert fald ikke skulle lade køre, men da de fleste af de stærkeste hold var repæsenterede i udbruddet, var det Rasmussens Rabobank, der måtte slide deres hjælperyttere op for at hente udbryderne, fordi de ikke havde fået nogen med. Også det var en klar ulempe for Rasmussens muligheder for et stort togt, og jeg sad og frygtede en ordre fra Rabobanks bil om at han skulle blive ved Menchov.

Enten er den ordre ikke kommet eller også har han trodset den. I hvert fald kørte Rasmussen væk med samme lethed, som han kort havde vist dagen forinden. Op til udbrydergruppen, og fra den kunne kun Michael Rogers, Bernhard Kohl, David Arryo og Antonio Colom følge ham til toppen af Roselend, hvor han først over stregen høstede 15 points til bjergtrøjen.

At Michael Rogers styrtede på nedkørslen, var ikke blot synd for ham og cykelløbet, men også for Rasmussen. Han kunne have brugt australierens styrke til føringer opad og især på de fladere stræk i modvind, men i stedet måtte han lægge sig alene i front uden at overlade en eneste føring til de to spaniere Colom og Arroyo. Samtidig med at Rogers faldt længere og længere bagud og til sidst måtte trille cyklen ud i vejkanten og opgive at fuldføre. Han lå i position til at køre sig i gult, da han styrtede, og nu er han helt ude. Så grusomt er det.

Uforudsigeligt

Og nu skifter det mærkelige cykelløb, hvor ingen af favoritholdene har villet tage ansvar, pludselig karakter. Rasmussen med Colom og Arroyo på hjul passerer toppen af næstsidste bjerg med et forspring på 6,16 minut, men nede i feltet tager det forslåede Astana-mandskab over. Storfavoritten Vinokourov, der er syet med 20 sting på begge knæ og en albue, og Andreas Klöden der kører med en rift i halebenet. Og jeg må af hensyn til deadline skrive i nutid og mens rytterne kører.

Rasmussen sætter sit følge på de første meter op ad sidste stigning til Tigne, og har 18 km alene op til mål i pivende modvind. Christophe Moreau er den første af favoritterne, der angriber nede fra feltet, favoritter falder, Valverde er med, Cadel Evans er der, det eksploderer, Vinokourov og Klöden kommer ikke med, og da den første krudtrøg lægger sig kører Iban Mayo væk i et ordentligt ryk op mod Rasmussen, men Mayo holder ikke og falder tilbage til forfølgergruppen med Moreau, Valverde, Contador, Popovich, Kasheckin, Evans og CSC's Fränk Schleck. Carlos Sastre er væk, ser det ud til.

CSC's kaptajn er i dag ikke så skarp som den unge luxembourger, og Moreau angriber i byger. Det er ikke blot et mærkeligt, anarkistisk og uforudsigeligt cykelløb. Det er fantastisk. De sårede krigere fra Astana, Vino og Klöden, er ikke på vanligt niveau, men de lever endnu og fører an i jagten på dem forude. Sammen med dem Menchov og Sastre, som ikke er i krise, men accellerer væk fra Astanerne med russeren på hjul.

Et hierarki er sprængt i stumper og et nyt ved at blive skabt. Rasmussen slås i modvinden og taber tid, men ubetydeligt, han kører mod prikket og gult, og på de sidste kilometer angriber den gådefulde og undertippede Mayo Moreau-gruppen til en andenplads, for da træder Michael Rasmussen sine sidste tråd til etapesejr og gul trøje på en af de vildeste Tour-etaper, jeg mindes. Uanset vinderens nationalitet.

Har du set en høne flyve? I de seneste dage har den ikke fået for lidt med at kyllingen er flyvefærdig eller at kyllingen har fået vinger. Bag klicheerne gemmer sig den kendsgerning, at en grimpeur, en af de sjældne spinkle fugle i moderne cykelsport, vandt på en måde, som er lige så sjælden. På et stort mod til at angribe meget tidligt, og på en nøgtern kalkule af, at hvis han gjorde det, så ville rådvildheden brede sig bagude.

Herreløst felt

Tour-feltet har ikke fundet sin leder og det hold, der kan kontrollere begivenhederne. På forhånd var det forventet at Astana-mandskabet ville tage den rolle, men med den sædvanligvis aggresivt kørende Vinokourovs og Andreas Klödens skrammer er det tvunget til at køre defensivt og vente på at de to muligvis kommer til hægterne. Og intet andet hold har villet træde ind i den rolle, Astana har givet afkald på. Feltet er herreløst, og den situation udnyttede Rasmussen koldblodigt.

Det er sjovt for Danmark, endnu sjovere for hovedpersonen selv, men det er allersjovest for Tour de France og cykelsporten, fordi det er så uhørt sjældent, at det er klejne folk med store klatreevner, der vover at byde de større og mere komplette muskelmænd trods i kampen om at vinde Tour de France. Og det var hvad Michael Rasmussen gjorde i går. Etapesejr og bjergtrøje har han prøvet i de to seneste år. Nu har han hævet sigtet og kører for at vinde løbet med de midler, han nu har. Den næste uge vil vise hvor langt de rækker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her