AUTOBANEN TIL Stuttgart var plaget af trafikprop i går. Der var også 'Stau' på indfaldsvejene til Berlin. Tyske lufthavne var ekstra travle. Togene var fyldte over hele landet, selv om Deutsche Bahn havde indsat ekstra tog.
Det var næsten ligesom i de kolde efterårsdage for knap otte år siden: Dengang vesttyskere flokkedes ved banegårdene med tæpper og varm kaffe, når de første modige østtyskere kom med toget fra Ungarn, der som det første østland havde klippet pigtrådshegnet over. Det var næsten som dengang i november 1989, da ekstra tog blev sat ind for at fragte titusinder af øst- og vesttyskere til Berlin for at mejsle Muren i stykker. Ja, det var vel næsten som for præcis syv år siden, den 3. oktober 1990, hvor Øst- og Vesttyskland formelt genforenedes efter 40 års adskillelse. Dengang var der fest, lige som der skulle være fest i går i Stuttgart og Berlin for at fejre syvårs-jubilæet for genforeningen.
Der er blot den vigtige forskel mellem den store rejseaktivitet dengang og nu, at den i dag - for de flestes vedkommende - ikke skyldtes vesttyskernes trang til at møde østtyskerne og feste sammen med dem. Ifølge undersøgelser har kun en ud af to vesttyskere for eksempel nogensinde været i en af de fem nye østtyske delstater her syv år efter genforeningen. Omvendt har ni ud af ti østtyskere besøgt Vesttyskland.
Det kan naturligvis skyldes mange praktiske, geografiske o.a. forhold. For eksempel, at der materielt er mere at komme efter i vest. Men det kan også skyldes, at vesttyskernes interesse for 'ossierne' og deres deres ve og vel er formindsket drastisk i de senere år fra et i forvejen lavt niveau.
TANKEVÆKKENDE er det i hvert fald, at den borgerligt-liberale regeringskoalition i Bonn natten før genforeningsdagen vedtog at sænke det såkaldte solidaritetsbidrag, som vesttyskere betaler ekstra i skat for at hjælpe med genopbygningen af Østtyskland. Forbundskansler Helmut Kohls konservative CDU/CSU og det liberale FDP aftalte at sænke solidaritetsbidraget, der er en skat på skatten, fra 7,5 procent til 5,5 procent. Nedsættelsen med to procentpoint medfører en skattelettelse til de (vest)tyske middel- og topindkomster på syv milliarder mark (27 milliarder kroner). Lettelsen finansieres via salg af nogle østtyske statsejendomme og ved at udskyde statens afdrag på den gæld, som man har overtaget fra det tidligere DDR. Det har fået den socialdemokratiske opposition i SPD til at beskylde finansminister Theo Waigel for 'bogholderifiduser'.
For herfra skal der klart bakkes op om hovedkritikken efter offentliggørelsen af forliget mellem de to regeringspartier. En kritik, der går på, at det er et forkert signal at sende til østtyskerne. Som lederen af det tyske fagforbund (DGB), Dieter Schulte, sagde: "Hvis man ellers kan tale om en fair skat, så er det netop solidaritetsbidraget. Nu bliver de mennesker, som har lettest ved at klare udgiften - mellem- og højindkomstgrupperne - fri for en en byrde".
Netop derfor ventes ret så mange ordinære (vest)tyske skatteydere fra den nævnte gruppe at være ganske fornøjede med nedsættelsen. Omvendt skal regeringen ikke vente applaus i øst, hvor man i mange tilfælde føler sig behandlet som en koloni fremfor en lige partner. Hvor arbejdsløsheden er over 20 procent (det tyske gennemsnit er rekordhøje 12 procent), og hvor man stadig tjener mindre end i vest, selv om man har længere arbejdstid.
FOR HELMUT KOHL betyder enigheden mellem CDU/CSU og FDP om sænkelse af solidaritetsbidraget fra 1. januar 1998, at kansleren kan gå ind i valgåret med en skattelettelse på samvittigheden.
Samtidig kan han bebrejde socialdemokraterne for det faktum, at de - via deres flertal i det tyske parlaments andetkammer, Forbundsrådet - blokerede for regeringens store skattereform, der skulle have sat skatten ned med 30 milliarder mark over de næste to år. Det er kun store skatteændringer, som også skal godkendes i Forbundsrådet, som består af repræsentanter fra Tysklands - fortrinsvis socialdemokratisk ledede - delstater. Nedsættelsen af solidaritetsbidraget kan derfor gennemføres via regeringens flertal i Forbundsdagen.
Retfærdigvis skal det siges, at det er det lille FDP, som står bag forslaget om at sænke solidaritetsbidraget. Partiet, der er betænkeligt nær spærregrænsen i meningsmålingerne, har gjort skattelettelser (især solidaritetsbidraget) til dets hjertesag i forsøget på at profilere sig og udnytte, at CDU/CSU er afhængige af det. Både Kohl og Waigel har været mere betænkelige ved skattelettelser, der - som denne - i realiteten er ufinansieret. Tyskland kæmper i forvejen med at få bugt med sit budgetunderskud, der gerne skulle komme ned under de berømte 3,0 procent af Bruttonationalproduktet (BNP), hvis Tyskland skal kunne kvalificere sig til den fælles mønt, euro'en, fra 1999. Waigels store skattereform bliver af den grund betegnet af SPD som bluff.
Efter forliget står, at Helmut Kohl gerne vil huskes - efter at have siddet en periode mere i den ny kanslerbygning i Berlin, forstås - for sin solidaritet med østtyskerne og som arkitekten bag den historiske genfor-ening. Kohl har selv, mange gange siden solidaritetsbidraget blev gjort permanent i 1993, argumenteret for nødvendigheden af solidaritet. Han har før betegnet vesttyske kritikere af genforeningen som smålige. At mange af hans ord ikke er fulgt af handling er noget, oppositionen bør få frem i lyset i valgkampen. SPD må appellere til de 17 millioner østtyskerne og til de solidariske blandt de 65 millioner vesttyskere, så Tyskland kan blive virkelig genforenet. Så ville der være grund til fest for at fejre afslutningen på solidaritets-bedraget.
