Kommentar
Læsetid: 4 min.

Succes i Afghanistan kræver historisk og kulturel indsigt

Det er en historisk og etnisk smeltedigel, danske soldater er på vej ind i i Helmand-provinsen, og jeg håber, at forsvarets planlæggere og antropologer i det mindste vil sætte sig ind i stedets ånd
Udland
7. maj 2007

Af Informations fokusartikel (16.04.2007) om den danske krigsdeltagelse i Afghanistan og en evt. genopbygning i Helmandprovinsen, fremgår det tydeligt, at hvis genopbygningen skal have nogen som helst chance for at lykkes, må de danske soldater og ansvarlige officerer forberedes særdeles godt på de meget anderledes historiske og kulturelle forhold, der hersker i denne traditionsbundne del af Asiens bjergegne.

Det er et stolt folk med rige traditioner, man vil i krig med. Det kan engelske kolonitropper (tænk blot på Kiplings bog om drengen Kim) og sovjetiske panserstyrker bevidne.

Nok udkæmpes krigen mod afghanerne i afsides bjergegne, men forhandlinger om genopbygning vil normalt foregå i byer, hvor de centrale og lokale myndigheder er repræsenteret. Hvis disse forhandlinger skal have nogen som helst chance for at lykkes, bør man sætte sig ind i og respektere 'fjendens' historie og traditioner. Ikke som i Irak, hvor besættelsesstyrkerne arrogant og magtfuldt tilsidesætter historiske, klanmæssige og traditionelle magtrelationer.

Afghanske byer og provinser har deres egne lange historier, som går næsten 2.500 år tilbage til Aleksander den Store (356 - 323 f. Kr.). Aleksander fik grundlagt sin viden og skabt sine ambitioner af Aristoteles, som var hans huslærer. Han gav sin elev grundig træning i retorik og litteratur, og vakte hans interesse for videnskab, medicin og filosofi. Disse færdigheder gjorde Alexander til en dygtig erobrer, som forstod vigtigheden af at sætte sig ind i lokale forhold. Aleksander den Store grundlagde flere nye byer end nogen andre. I alt etablerede han 13 Aleksandria'er, og en kæde af nye byer, der strakte sig langs en strategisk kommunikationslinje fra Makedonien via det Kaspiske Hav, til Indien og Afghanistan. I alt 60 nye byer blev det til.

Tradition for skepsis

Mange af disse byer er siden gået til grunde, men Aleksandria i Egypten, Kabul og Kandahar i Afghanistan og Samarkand i Usbekistan er stadig vigtige kulturelle og politiske steder.

Aleksanders byer var, i modsætning til de græske kolonibyer, anlagt af strategiske grunde, og de var del af en rigoristisk og dominerende besættelsesplan. Kolonisterne blev rekrutteret fra ældre og udtjente soldater, og fra de handelsfolk og andre, som altid følger i hæres fodspor. Sammen med lokale undersåtter skulle de opdyrke de omgivende landområder, for på denne måde at skabe forsyningsdepoter for de fremrykkende tropper.

Ligesom byer grundlagt senere af romerne, har flere af Aleksanders byer bevaret deres vigtige rolle og folkelige betydning helt op til vore dage. En faktor, som nutidens erobrere tenderer mod at overse, når de gennemfører deres imperialistiske politik.

En anden faktor, som uvægerligt vil spille ind, når danske soldater skal i krig i Helmand-provinsen, er netop disse egnes særlige tradition for skepsis - eller aversion og fjendtlighed - over for fremmede.

Den engelske opdagelsesrejsende og forfatter Sir Wilfred Thesiger (1910-2003) tilbragte det meste af sit liv i afsides egne af Afrika og Asien, hvor han levede og rejste sammen med lokale beboere. Thesiger, som er hædret med flere æresdoktorater og litterære priser, har skildret sine rejser i adskillige bøger, der alle er kendetegnet ved en dyb respekt og forståelse for lokale leveforhold, og for de kulturelle og naturgivne forudsætninger, der præger livet i de pågældende egne.

I bogen Among the Mountains - Travels through Asia (London 1998) skriver han om Hazarerne, som befolker egnene omkring Helmand-floden, at de er af mongolsk afstamning, og at de blev bosat dér af Djengis Khans søn, Jagati, eller af hans barnebarn, Mangu. Hazarerne er shia- muslimer, og de taler stadig en iransk dialekt.

Etnisk smeltedigel

Det er altså en historisk og etnisk smeltedigel, danske soldater er på vej ind i. Det vil også være klogt at forberede sig på, at Helmand-provinsen rummer en del såkaldte karbalawier, rettroende, som har aflagt pilgrimsbesøg i den hellige by Karbala i det sydlige Irak. På vejen mod Sultan Ribat, nær ved hvor floderne Helmand og Panjao mødes, skriver Thesiger, at han mødte, selv efter lokale standarder, ekstremt fjendtlige indbyggere, som ikke respekterede reglerne om at udvise gæstfrihed over for rejsende og sågar nægtede at sælge blot en kylling til de fremmede.

Vil være i fred for fremmede

I de mange bøger Thesiger har skrevet om sumparabere, kenyanske nomader, danakiler og Himalayas bjergfolk, kan jeg ikke mindes, at han har udtrykt så stor reservation over for et bestemt folk, som han gør om indbyggerne i Helmand- provinsen. Det er folk, som ønsker at være i fred for indtrængende fremmede. Derfor håber jeg, at forsvarets planlæggere og antropologer - hvis de har sådanne - i det mindste vil gøre sig ulejlighed med at læse noget af den skøn- og faglitteratur, som findes om det fascinerende land Afghanistan. Det vil nok også være en god idé, hvis de soldater, som skal af sted, læser den omtalte bog om Himalayas bjerge.

Bo Vagnby er arkitekt og byplanlægger. Han har rejst og arbejdet mange år blandt andre folkeslag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her