Læsetid: 4 min.

Tito bandito showdown i Beograd

Vi siger farvel til vores værstpar og forlader den nu igen tomme campingplads.
1. august 2007

Det er Beograds udkant ved aftenskumring. Vi kører gennem et goldt industrikvarter, og her ser vi to skilte. Et på hver side af vejen. Det ene er et campingskilt, det andet viser en pistol med en rød streg igennem! Skal revolveren - som i Tombstone - afleveres ved bygrænsen? Vi kører efter campingskiltet. Ad en hullet vej når vi campingpladsen, hvor Rio Grande, øhh Donau, løber langs den ene side. Da vi kører gennem porten, skifter vejret brat. Fra solskin til skybrud med regn, orkanagtig storm, lyn og torden. Campingfar - med cykelstyrsoverskæg og en anselig vom - er hastigt ved at fjerne en flok plastikstole fra græsset foran den lille campingcafé. Han inddrager vores pas og peger mod den fjerneste ende af pladsen. I klaskende regn snegler camperen sig mod nattens lejr. Der er overraskende fyldt med autocampere. 25 tyske af slagsen. Et eller andet sted betryggende. De bebos af tyske pensionister, der i samlet flok under navnet Perestrojka Tours kører verden tynd i én lang række fra Tyskland til Sibirien gennem Sydamerika og USA. Lidt ligesom de gamle amerikanske nybyggere i deres overdækkede hestevogne. Vi slumrer trygt ind omgivet af tyske autocamper-globetrottere.

MOAR!

Næste morgen vågner vi med solspejl i Donau. Vi er mutters alene - MOAR! De tyske 'nybyggere' er forsvundet. Vi synes, vi kan høre Ennio Morricones titelmelodi fra Den gode, den onde og den grusomme, da cykelstyrsoverskægget kommer skridtende hen imod autocamperen. Der er dog ikke duel i vente, han kommer såmænd bare med vores pas og ønsker os en fortsat god tur. Puha! Efter syv skefulde serbiske pap-cornflakes and a cup of Joe kører vi ind til Beograd. Planen er hurtigt at finde Tito, der i modsætning til de andre grave burde være et let bytte. Han er nemlig begravet i et gigantisk mausoleum. Derefter kan vi køre hele dagen og nå Bukarest ved aftenstide. Ad kringlede, slidte og trafiktilstoppede gader sniger vi os mod Beograds centrum. Her er kun serbiske biler, vi ser ingen - INGEN - andre biler med EU-nummerplader. Vi ser heller ingen Tito. Selvom der kun er to kilometer fra campingpladsen til mausoleet, er vi efter to timer fuldstændigt lost i det myldrende Beograd. Vi spørger om vej. "Fra Danmark. Jeg har en tante i Malmø," siger den modelsmukke skolelærer og lader solbrillerne glide op i panden.

"I er på afveje. Left, right, second right," forklarer hun med missende mørke øjne, mens hendes utålmodige datter trækker beslutsomt i de hvide jeans.

"Tito? Why don't you go to the seaside instead?" siger hun forundret.

Vi synes selv, at vi kører: Left, right, second right, men lige lidt hjælper det. Stadigvæk ingen Tito. Der er puls overalt, farverige bikse og interimistiske saloons kæmper med menneskevrimlen om hver kvadratcentimeter. Vi spørger igen og igen om vej, og igen og igen farer vi vild. Vores tidsplan er shot to shit. Pludselig åbenbarer et kaotisk udendørsmarked sig, hvor hundredvis af boder, der faldbyder alt fra shampoo til springknive, står klaustrofobisk tætte. Fire timers forvirret Beogradskørsel gør os sultne, og vi stopper ved den store basar. Efter en lækkerbisken af en frokost med sardinlignende fisk, der spises med både hoved og hale, fortsætter jagten. Men vi når kun en halv meter i bakgear, da en animeret herre med kolerisk fægtende arme og skinger stemme kræver vores opmærksomhed. Er det nu det sker? High Noon i Beograd?

The Tito Kid har stil

Nej, han vil bare gøre os opmærksom på, at vi har lys på bilen, hvilket åbenbart ikke er nødvendigt her. Med slukkede lygter finder vi endelig den gamle jugoslaviske ræv. Han ligger ganske rigtigt i et stort prangende mausoleum i en hvid marmorkiste under et imponerende skylight omgivet af et parkanlæg. Der er stil på The Tito Kid. I parken ved Titos mausoleum sidder et ungt par. En korthåret hip gut i sort T-shirt og løse army pants. Pigen er ekviperet med masser af guldsmykker. De sorte solbriller, der kunne være fralistet Jackie O, dækker hendes sarte ansigt. De er ikke i parken på grund af den tidligere landsfader. Med en håndviften siger hun:

"It's okay. We don't care about him. We just sit in the park".

Vi kan endelig forlade Beograd klokken 17.00, fem timer senere end planlagt og med et indtryk af Serbien, som et ufarligt sted befolket med venlige og hjælpsomme mennesker. Uden en kioskmands udførlige vejbeskrivelse på bagsiden af et par cigaretkartonlåg ville Bukarest være endnu længere væk.

Despot 1: DDR, mission fuldført.

Despot 2: Polen, mission fuldført.

Despot 3: Tjekkoslovakiet, mission fuldført.

Despot 4: Ungarn, mission fuldført.

Despot 5: Jugoslavien, mission fuldført.

Despot 6: Rumænien og Ceausescu.

De foregående dagbogsuddrag blev bragt den 24. juli, 25. juli, 26. juli og den 30. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu