Hvad kan små lande egentlig bruges til i en stor verden? Det har jeg tænkt nogle små tanker om, mens jeg var i Makedonien. Der er kun to millioner makedonere, og det kan få en dansker til at føle sig som medlem af en mindre stormagt.
For tiden handler det jo om at brande. Nationalismen er forældet, men lever bedre end nogensinde, og det nationale globaliseringskrav lyder, at nationen skal brandes. Hvad er de nationale historier, vi har at fortælle, og som fører til, at andre synes, vi er interessante i en verden, hvor små lande er uinteressante?
Vi danske har H.C. Andersen og Gorm den Gamle. For den religiøst-filosofisk intellektuelle internationale niche har vi også Grundtvig og Søren Kierkegaard, og for dem, der interesserer sig for den stædige og indædte kamp mod multikulturalisme og pluralisme, har vi Pia Kjærsgaard.
Makedonien har Alexander den Store og Mother Theresa. Nu er det jo ikke en boksekamp, men hvis det var, ville Danmark tabe på knockout. Det lille Balkan-folk har en af historiens største erobrere og et af de blideste og mest selvopofrende symboler på næstekærlighed. Mo-ther Theresa står som statue lige neden for mit hotelvindue.
Makedonernes problem er måske, at verden ikke ved, at Alexander den Store og Mother Theresa var makedonere. Og hvad angår Alexander den Store, vil især grækerne slet ikke vide det. Grækerne har altid betragtet makedonerne som barbariske bonderøve, og det er dybt provokerende for den græske selvopfattelse, at Alexander Den Store kom fra Makedonien og besejrede en stor del af datidens klassiske verden. Men det gjorde han.
Derfor var grækerne indædte modstandere af etableringen af den nye stat Makedonien.
Det undrer ikke makedonerne, at de har store forfædre. De er uenige om meget, men i almindelighed enige om, at kulturens vugge stod netop her. Det var her, civilisationen udviklede sig. Det fremgår ikke, om det er den civilisation, der ifølge Pia Kjærsgaard er den eneste ene, men det er den største og bedste.
Der er flere danskere, der har hørt om Alexander den Store og Mother Theresa, end makedonerne, der har hørt om de danske helte. Problemet er som sagt kun, at de fleste næppe ved, at de to historiske storheder kommer fra Makedonien. Som de heller ikke helt ved hvor ligger. Men det er nord for Grækenland. Folk i syd har altid - ligesom grækerne - ment, at barbarerne kom nordfra. Medmindre det var de muslimske horder fra øst og syd.
Når det handler om små landes gensidige kendskab til hinanden, vinder makedonerne også. Mange makedonere har faktisk været i Danmark. Derimod har kun få danskere været i Makedonien (selv om danske ingeniørtropper kom til undsætning, da et jordskælv i 1963 ødelagde store dele af Skopje).
Der har været masser af jugoslaviske gæstearbejdere i Danmark. En del kom fra Makedonien, dengang det var en del af Titos fredelige, multikulturelle, socialistiske Jugoslavien.
Kan ikke bruge os
På vej til Skopje mødte jeg en nydansker med makedonsk baggrund. Han kom til Danmark som tre-årig i 1960'erne sammen med sine forældre, og han har boet der siden. Han er velintegreret, har arbejde og tjener penge. Han er blevet så dansk, at han både har fast ejendom og friværdi. Så nu overvejer han at tage tilbage til det Makedonien, han aldrig har levet i. Han synes mindre og mindre om det danske brand. Det er for meget op ad bakke, fortæller han. Han skal hele tiden bevise, at han er god nok til danskerne, men han gider ikke rigtigt mere, nu hvor landet har ændret sig til det værre. Hans danske er mindst lige så godt som mit, så hans argumenter er gode og nuancerede. Og det er ikke kun noget, han siger. Hans kone og to børn på tre og seks år er taget i forvejen og har boet i Makedonien nogle måneder. Nu skal han undersøge, om han kan etablere et lille æble-mosteri i et område med mange æbler. Det lyder som en rigtig god idé. Men den endelige beslutning har han ikke taget endnu. Han er fornuftig og rationel.
Han virker som en af dem, vi rigtig godt kan bruge i Danmark, men han tvivler på, om han kan bruge os, og det kan man godt forstå.
Jeg kom til at tænke på, at når ledighedsprocenten er så høj blandt nydanskere, er forklaringen måske, at de velintegrerede rejser til lande og byer, der er mere tolerante og indbydende. Hvis kun de arbejdsløse bliver tilbage, er det klart, at ledighedsprocenten bliver høj.
Ved den UNESCO-beskyttede kulturhistoriske by Ohrids grænse mødte jeg en ung kvindelig veluddannet regeringsansat, der til min overraskelse begyndte at tale om, at hun overvejede at søge dansk statsborgerskab. Hun havde hverken hørt om Pia Kjærsgaard eller Rikke Hvilshøj.
Hun fortalte, at hun faktisk var født i Danmark som barn af jugoslaviske gæstearbejdere. Hun havde levet sine første fem år som dansk, og hendes forældre var i alt 25 år i Danmark. Hun mente, at når hun var født i Danmark af forældre, der i 25 år havde dansk opholdstilladelse, måtte hun være berettiget til dansk statsborgerskab. Hendes forældre bor i dag i Makedonien.
Det kan godt være svært at beskrive den danske udlændingelovgivning og det særlige tilknytningskrav, som fører til, at mange gode danskere bor som flygtninge i Malmø. Men jeg prøvede efter evne, og det er min opfattelse, at jeg har sparet den danske stat for en udgift til sagsbehandling. Jeg tror ikke, hun umiddelbart vil kontakte Udlændingeservice eller danske konsulære myndigheder for at flytte til Danmark. Hun blev klogere.
Jeg fortalte hende, at for sådan en som hende er Danmark ikke noget at satse på. Hun tog det med stor ynde. Hun skal nok klare sig.
Billig dansk ost
Men en nation og dets brand er andet end de mennesker, der bor i nationen. Det er også de varer, der produceres.
I dag var jeg i den muslimske, tyrkisk-prægede gamle bydel i Skopje og gik i timevis rundt i det gamle basar-område.
Der er alt det, der skal være. Al slags mad og alt muligt tingeltangel. Alt det nødvendige og alverdens unødvendigheder. Jeg købte krydderier og lokal honning og nødder, og så købte jeg ost. Jeg har fået en masse fetaost, og jeg besluttede at tage original feta med hjem. Den er billig og god. Jeg var midt i handlen, da jeg opdagede, at der stod Danwhite og Arla på det stykke ost, jeg var ved at købe. Det var ikke det, der var meningen.
Det lykkedes mig dog at finde original makedonskfetaost. Jeg købte 900 gram for knap 15 kroner. Billigt, må man sige. Men den danske (svenske?) Arla-feta er ikke dyrere. En dåse med fire kilo kostede 600 denarer eller omkring 70 kroner. Det er ikke den pris, de tager nede i Kvickly.
Når man gennem årene har brugt energi på at beskrive europæisk protektionisme og landbrugsordninger, som giver andre landes bønder problemer, er det jo interessant at se praksis.
Her står man midt i Skopje, og ud i sommerluften spørger man, hvordan det er muligt her at købe dansk ost til en pris, der er langt billigere end den danske indkøbs- og produktionspris.
Når vi brokker os over billige kinesiske varer, ved vi, at de er et udtryk for lave kinesiske lønninger. Men når man køber billig dansk ost i Makedonien, er det på trods af danske lønninger. Det er EU's helt platte og effektive forsøg på at omgå almindelige konkurrenceregler.
Makedonske bønder skal ikke tro, de har konkurrencefordel, bare fordi de er fattige og arbejder ekstremt billigt. Vi har de forenede stats- og EU-pengekasser.
Det danske brand bygger ikke på frihandel.
Man bliver træt af at vade rundt i basaren, og jeg satte mig for at få en kop kaffe på en ydmyg cafe. Stærk espresso og iskoldt vand. Jeg ved ikke, hvor lidt det kostede, for da jeg sad og tænkte over livet, spurgte en ung mand - cafeejerens søn - mig på tysk, om jeg var fra Tyskland.
Det var jeg ikke. Hans tysk, som han havde lært i skolen, var bedre end mit, og tilsammen kunne vi mange tyske ord. Han syntes, det var interessant, at jeg kom fra Danmark, men der var andre ting, der interesserede ham mere. Vi snakkede om Makedonien og også om de meget glittede, postkortagtige billeder af grønne marker, græssende køer, idylliske landsbyer og fjerne bjerge, der dekorerede væggen i cafeen. Midt i det ene billede var der en kirke med et højt tyndt spir. "Det er ikke en kirke, det er en moske," sagde han. Og fotografiet er ikke fra Schweiz, mente han. Måske var det tyrkisk. Han havde stærke og gode argumenter for, at kirkespiret i virkeligheden var en minaret, og da jeg senere så den bod i basaren, hvorfra man solgte romantiske kulisse-fotos, så jeg gode argumenter for, at 'hans' fotografi kunne simulere tyrkisk idyl.
Det var en god snak, vi begge var glade for. Den handlede også om andre ting, og når jeg ikke ved, hvad kaffen kostede, var det fordi han afviste at lade mig betale. Han var glad for vores møde, og det skulle der ikke blandes penge ind i. I øvrigt hedder 'kaffepause' også kaffepause på makedonsk.
Ikke med et ord antydede den unge mand særlig interesse for Danmark endsige ønske om at emigrere til Danmark - eller for den sags skyld Tyskland. Jeg spurgte ham ikke, men jeg tror, han var glad for at være makedoner og regner med at fortsætte med det. Også selv om arbejdsløsheden er alt for høj.
Makedonien er godkendt EU-kandidatland, og jeg sagde til den unge embedskvinde, der er født i Danmark, at hun jo kan komme, den dag Makedonien har opnået medlemskab. Men jeg er sikker på, at hun har fundet bedre løsninger længe inden.
Knud Vilby er forfatter og journalist
* Kronikken i morgen:
Gymnasium a la carte
