Læsetid: 4 min.

Trabant oder nicht Trabant? Das ist die Frage

Udland
24. juli 2007

Det er umuligt at leje en autocamper i Danmark, hvis man planlægger en tur til Østeuropa. "Det er alt for farligt," hører vi igen og igen, "forsikringsselskaberne dækker ikke," og "det kan vi kun fraråde", lyder det enstemmigt fra den danske campingbranche. Selv grænseudlejerne i Süder-Lügum, Flensborg og Schleswig siger nej. Løsningen bliver det amerikanske selskab McRent, der stiller en camper på tyske plader til rådighed. Afhentning i Hamborg. Jagten kan gå ind på de gamle tyranners grave - hedengangne symboler på kommunismens nedtur og Tirana, baby!-missionens pejlemærker. Den officielle start bliver krydsningen af den gamle øst-vest-grænseovergang Marienborn, der bringer os på gammelt DDR-territorium...

Kære dagbog, Mikkel og jeg tog til... Tirana, baby

Kører ind i 'Øst'tyskland velvidende, at målet - Honeckers grav - ikke forefindes. Han døde i Chile i 1994, og lige nu kører enke Honecker rundt i Sydamerika med hans aske i en lille dåse. What to do? I stedet kører vi på autobahnen gennem det tidligere øst i et stort lokum af en autocamper uden et egentligt DDR-mål. Godt nok et topmoderne lokum med både køkken, brusebad og - nå ja - et lokum, men stadigvæk et lokum. Et langsomt lokum. Normalt er det yderbanen og overhale, overhale! I dag ligger vi med 115 kilometer i timen i inderbanen. Kein Honecker und kein überholen. Dobbelt røvtur. Tænke, tænke, hmm, tænke, tæ... Trabant! Yes! Hvis vi ikke kan finde resterne af Honecker, så finder vi i stedet noget andet, der symboliserer det tidligere system. Og hvad er mere symbolsk end den lille forurenende 24 hestes Trabant. Tusindvis af de små Trabbis krydsede grænsen hin novemberdag i 1989.

Og med en tophastighed - i medvind, ned ad bakke og forfulgt af fire Wartburgkørende Stasifolk efter et indbrud i en dollarshop - på 105 kilometer i timen ville den lille bil også være en, vi kunne blæse forbi i vores firehjulede lokum. Trabant: Dobbelt optur! Jeg kigger på Mikkel.

"Trabant!" Han kigger forstyrret op fra DCC-Campingführer 2007: Die Schönsten Naturcamps in Europa.

"Huh?" siger han.

"Trabant, mand. Vi finder nogle Trabanter, og så bliver de symbolet på det tidligere regime. Der må da være tusindvis af dem tilbage," siger jeg.

"Det lyder godt," siger Mikkel uengageret, mens han igen fordyber sig i det samlede værk om campingpladser i Europa.

Ausfahrt Morsleben

Vi kører forbi ausfahrt Grasleben. Ingen Trabanter. Mariental. Nul Trabbi. Jeg nedjusterer fra tusindvis til hundredvis. Videre. Ummendorf. Immer noch nix Trabant. Jeg nedjusterer igen. Fra hundredvis til der-må-sgu-da-være-bare-en-enkelt.

"Vi må væk fra motorvejen," siger jeg anspændt. Mikkel nikker bare. Han er i gang med at læse om Kuznica Zelichwska-Przesieki camping i Wielkopolskies faciliteter. Jeg tvinger rattet til højre: Ausfahrt Morsleben. Morsleben: Trabant-tom. Vi kører nu på en lille vej. Skov til begge sider. Masser af skov. Det tidligere DDR er i det hele taget fyldt med skov. En bondegård her, en bondegård der, men ingen Trabant. Trabandet også! Hvis det ikke var for al den skov, ligner Øst- og Vesttyskland faktisk hinanden i dag, og der er jo heller ingen Trabanter i det gamle BRD.

Opgivende ser jeg BMW'erne og Mercedeserne, der overhaler os i en lind strøm. Vi kører ind i den lille by Irxleben. STOP! Dér foran Allbrect Auto - køb og salg af brugte biler - står den. Lidt forsagt med flade dæk og et stort reklameskilt monteret på taget: Auto-Service 'Flitzi'. Her står den klejne Trabbi for sig selv. Henvist til et græsovergroet hjørne af de blankpudsede og til salg udstillede BMW'er, Audi'er og Mercedes'er.

"Når kunder kommer efter lukketid med reservedele, der skal repareres, smider de dem ind på Trabantens forsæde. Det er faktisk alt, den bruges til," forklarer mekaniker Eberhardt, der ejer Autoservice Flitzi.

Den første Trabant

Wilfried Zimmerling ventede i 14 et halvt år på at få lov til at købe sin Trabant. Endelig var det så vidt - i 1988!

"Jeg købte min Trabant i efteråret 88 for 14.500 DM, så kom genforeningen - jeg solgte den næsten nye bil i 89 for 500 DM," siger den tidligere DDR-bonde med et skævt smil.

Halvmånen svæver stolt over skoven og kaster en blid lyskegle over Zimmerlings mark, men bonden er ikke bonde længere. Hans dont for DDR sluttede den 9. november 1989. Nu driver Wilfried Zimmerling Pension am Wald i den afkrog af Tyskland, der snitter både Polen og Tjekkiet. Efter den tyske genforening solgte han alt på gården, "alles," fastslår han med dyb panderynken og snupper en tår af sin alkoholfreies bier med en undskyldning om, at der kommer en del folk forbi hans lille gasthof, hvor vi tilbringer første nat i camperen.

Vi får også lov til at bruge bruseren i et af værelserne, da hans autocamperafdeling på den tidligere bondegård ikke er helt færdig endnu.

"Eine woche". En uge, så er han klar til at modtage fem autocampere ad gangen. Wilfried Zimmerling greb chancen for at få del i den verden, som han gennem 40 år kendte som slaraffenland.

I dag er han glad og tilfreds og har kun en skuldertrækning til overs for sin Trabant-historie: "Trabant und Honecker waren beide scheisse," siger han og bunder sin Bitburger Alkoholfrei.

Despot 1: DDR, mission fuldført. Despot 2: Polen og Wojciech Jaruzelski.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her