BERLIN - De fire gamle kirgisere smiler og vinker. For 60 år siden var de soldater i Den Røde Hær og medvirkede i slaget om Berlin. På brystet bærer de klaser af medaljer, udmærkelser fra en forfærdelig krig, som millioner af deres kammerater ikke overlevede. De besejrede Nazi-Tyskland, og i dag hyldes de som helte. Hvor end de går ved det stadion-store, sovjetiske sejrsmonument, klapper folk. Mere end tusind mennesker - overvejende ældre østtyskere - har fundet vej til monument i bydelen Treptow. I hænderne bærer de røde nelliker, der skal lægges på monumentet.
En af dem er Egon Krenz. Engang var han DDR's sidste leder, efter fire års fængsel er han reduceret til en næsten almindelig pensionist, men statsmanden vil han stadig gerne lufte: "For mig betyder denne dag Tysklands og Europas befrielse fra fascismen," siger han til Information. "Desværre bor jeg i et land, hvor man taler om 'krigsafslutning'. Naturligvis sluttede krigen på denne dato, men spørgsmålet er, hvad man gør ud af dagen. Vi skylder de mange millioner sovjetiske og andre allierede soldater stor taknemmelighed for, at verdenshistoriens største barbari blev bragt til ophør." Han er oprørt over, at det højreekstreme parti NPD har lov at eksistere og på denne dag oven i købet må demonstrere imod befrielsen.
Aldrig mere Tyskland
Mens det officielle Tyskland nedlægger kranse i mindesmærket Neue Wache ved Unter den Linden, og det tyske demokrati reklamerer for sig selv med opstillede boder nær Brandenburger Tor, går forskellige venstre-grupper i demonstrationstog fra Friedrichstrasse.
Fanerne er røde og parolerne elektrisk forstærkede. "Aldrig, aldrig, aldrig mere Tyskland," råber Jimmy og hans kammerater fra Verdens Folkemodstandsbevægelse (WPRM). "Hvad står Tyskland for? Det står for to verdenskrige, våben til Israel, racistiske overfald, udbytning og sult i Den tredje Verden (...). Dét er staten Tyskland - ikke at sige dét, vil være en forbrydelse!" Lidt længere fremme går en studine med sin kæreste. "For mig er den 8. maj ikke så meget en befrielsesdag, den kan jeg ikke forholde mig til. Jeg er gået på gaden for at protestere imod, at fascisterne må demonstrere."
Får brækfornemmelse
Sit navn vil hun ikke oplyse af frygt for at blive forulempet af fascisterne. Demonstranterne når til S-stationen Hackescher Markt, bare en station fra Alexanderplatz, hvor NPD-demonstrationen skal begynde. Der er udsigt til slåskamp, men politiet har spærret alle veje. "I udvælger folk - det er lige som dengang, hvad!," råber en radikal førtidspensionist. "Denne stat står foran sin undergang.
Den kan kun fungere med magt. Se dig om: Politiet og borgmesteren, den karklud, hjælper NPD til indflydelse." Diana Fisch afbryder ham: "Betjentene gør da bare deres arbejde! Fat det dog! Jeg arbejder på Holocaust Monumentet, der åbner om to dage (i morgen, red.). Når jeg hører paroler om, at politiet er nazister, så står brækfornemmelsen mig op i halsen."
Nazister i flok
Bag talrige politiafspærringer er NPD ved at samles. Alle demonstranter kropsvisiteres for våben og ulovlige effekter, før de bliver sluppet ind foran scenen, hvor alle talerne skælder ud over de uretfærdigheder, der overgik det tyske folk den 8. maj 1945. "I dag er der ikke noget at fejre," råber en. "Vi er samlet her i den gamle rigshovedstad (klapsalver) for at vise, at vi ikke alle er blevet hjernevaskede," lyder det fra en anden, der omtaler Østrig som nazisterne, Ostmark.
Det er let at høre, hvad NPD er i færd med at knytte sammen: Dagens økonomiske problemer skyldes den uret, De Allierede stillede gjorde mod Tyskland. Nationalister fra hele Europa er kommet til Berlin for at være sammen med NPD på denne dag. "Together we shall free Europe," råber Andreas Wallentin, formand for Nationaldemokratisk Ungdom i Sverige. Egentlig skal NPD-demonstrationen vandre til Friederichstrasse, men vestreorienterede har blokeret ruten, så højre-ekstremisterne er i stedet spærret inde her på pladsen. Ude af stand til at flytte sig.
"Gør gaden fri for den tyske ungdom," råber forsamlingen utålmodigt, og så rykker hundreder af betjente frem for at køle dem ned. Til slut gennes alle op i tog og køres væk. 8. maj var højlydt men fredelig.
