Nyhed
Læsetid: 2 min.

USA's dyreste orkan

Redningsarbejdet blev indledt, allerede inden orkanen Katrina havde forladt kyststaterne. Mindst 54 er døde
Udland
31. august 2005

Redningsmandskab arbejdede i går som rasende på at undsætte hundredvis af mennesker, der var fanget af oversvømmelser i kølvandet på orkanen Katrina, der har raseret kystområdet i de amerikanske sydstater Louisiana, Mississippi og Alabama, hvor snesevis af mennesker frygtes omkommet.

Den voldsomme orkan, der er en af de kraftigste, der har ramt USA, kostede mindst 54 mennesker livet i Mississippi, skrev en lokal avis, og antallet af døde ventedes at stige markant i kystbyerne.

"Vi er i gang med en omfattende eftersøgnings- og redningsaktion," sagde Louisianas guvernør, Kathleen Blanco, efter at Katrina havde slået til mod den lavtliggende by med 1,4 millioner indbyggere og efterladt hele kvarterer under vand.

"Vi har bogstaveligt trukket hundredvis af mennesker op af vandet. Vi tror, at der fortsat er hundredvis derude," tilføjede hun. "Vi bruger både til at afsøge områderne. Vi har hundreder og atter hundreder af huse oversvømmet af vand i den østlige del af New Orleans."

80 procent under vand

New Orleans borgmester Ray Nagin, som søndag gav ordre til tvangsevakueringen, sagde til tv-stationen WWLTV, at adskillige lig var blevet set "flydende i vandet".

Nagin sagde til en lokal radiostation, at 80 procent af New Orleans stod under vand. Størstedelen af byen ligger under floden Mississippis og søen Pontchatrains overflade og er tilbøjelig til at blive oversvømmet. Avisen Clarion-Ledger med hovedredaktion i Jackson, Mississippi, rapporterede, at mindst 54 mennesker var omkommet i staten, der ligger øst for New Orleans. Det synes også at være her, at orkanen har hærget mest. Avisen citerede en talsmand for den lokale redningstjeneste for at sige, at der var fundet 30 døde i en enkelt boligblok i kystbyen Biloxi, hvor beboere enten var druknede eller blevet knust under brokkerne af den sammenstyrtede ejendom.

Væltede træer stod for en del af de øvrige par dusin dødsfald i hele staten, skrev avisen.

Ødelæggelserne på kysten langs Den Mexicanske Golf vurderes at løbe op i tocifrede milliardbeløb i dollar, hvilket gør Katrina til den dyreste orkan i USA's historie.

Orkanen lukkede praktisk taget for olieproduktionen i Den Mexicanske Golf, hvilket sendte oliepriserne op til nye rekorder på over 70 dollar per tønde. Den faldt dog senere til godt 67 dollar, men kort før redaktionens slutning i aftes lå prisen på 70,85 dollar pr. tønde. Adskillige lufthavne i den sydlige del af USA var lukket mandag som følge af orkanen, og flyrejsende har været forberedt på omfattende forsinkelser og aflysninger i løbet af ugen, mens uvejret fortsætter nordpå mod Canada.

Myndighederne opfordrede de hundredtusindvis af mennesker, der er flygtet fra orkanen, til ikke at vende hjem. "Strømmen er gået, telefonerne fungerer ikke, og der er hverken mad eller vand, ligesom mange træer er væltet," sagde guvernør Kathleen Blanco i Louisiana.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her