Læsetid: 3 min.

Vores allesammens politiske livsløgn

Hvad er det, vi stemmer om ved de store valg i nationalstaterne? Politikerne bliver ved med at love job til alle, sociologerne bliver ved med at aflive løftet
Udland
16. juli 2005

Man lyver lidt, når man kalder de europæiske valg for 'valg'. For der er ikke så meget at vælge at vælge imellem. Allerede i 1998 sagde den tyske sociolog Niklas Luhmann, at det parlamentariske demokrati kun kan overleve, hvis modsætningerne i samfundet bliver fremstillet som muligheder ved et valg. Vi er jo opdraget til demokrati. Vi stemmer og ser med på fjernsynet, men der er ikke mange, der bilder sig ind, at vi rigtig vælger, når vi stemmer. Ikke mange tror på, at partierne og politikerne virkelig tilbyder forskellige udviklingsmuligheder for de samfund, de skal regere.

En anden tysk sociolog Ulrich Beck udgiver i disse dage en bog om, hvad det tyske valg til september burde handle om: Was zur Wahl steht. Men som han siger i et interview til dagbladet die Welt:

"Nej, det er ikke et valg om forskellige retninger for Tyskland. Partierne er alle enige på tre væsentlige punkter: Det er deres målsætning at skabe fuld beskæftigelse, de vil realisere dette mål på nationalstatsniveau, og de foreslår alle mere eller mindre neoliberalistiske strategier til indfrielse af det mål."

Den umulige beskæftigelse

Tyske sociologer har længe proklameret det, der med et flot udtryk hedder: Ende der Vollbeschäftigungsgesellschaft. Eller på dansk: Afslutningen på samfund med fuldbeskæftigelse.

Polemikken afslører en afgrund mellem samfundsvidenskaberne og politikerne. Siden 1970'erne har tyske sociologer talt om fuldbeskæftigelsessamfundets afvikling. Men ifølge arbejdsmarkedsforskeren Georg Vrobuba når det ikke frem til beslutningstagerne:

"Der sker intet. Officielt har den politiske diskurs overhovedet ikke indstillet sig på afslutningen på fuld beskæftigelse. Man bliver ved med at lade som om, arbejdsløshed er undtagelsen og ikke reglen i kapitalistiske samfund."

Politikerne reagerer ved at investere en særlig heroisk patos i løfterne om arbejde til alle. De stiller sig frem som modige soldater, der så sandelig ikke giver op, bare fordi eksperterne kalder det umuligt.

"Vi vil ikke opgive det mål", sagde forbundskansler Schröder for nylig:

"At enhver, der kan og vil arbejde, også skal have mulighed for det."

'Brasilianisering'

Den såkaldt britiske model er blevet kaldt et 'beskæftigelsesmirakel'. Tony Blair er blevet hyldet som lederen, der kan føre masserne ud af arbejdsløshed og ind i de nye spændende arbejdsfællesskaber. Men Ulrich Beck ser ikke Blairs løsning som andet end forfald:

"Vi har at gøre med et arbejdsmarked, der bliver mere og mere skrøbeligt. Jeg kalder det for 'brasilianiseringen af arbejdsmarkedet'. Det betyder en svækkelse af de traditionelle arbejdsforhold, den sociale sikkerhed og muligheden for at underholde en hel familie. Indtil nu har en tilværelse med løse ansættelser og skiftende kontrakter været en undtagelse, men det er også i Europa ved at blive ganske normalt. Det 'beskæftigelsesmirakel', som er blevet omtalt i europæiske lande som for eksempel Storbritannien, baserer sig på denne brasilianisering. Det drejer sig ikke om 'fuld beskæftigelse' i traditionel forstand, for folk er selv henvist til at søge sociale sikringer og stabilitet. Først og fremmest må politikerne indstille sig på at forandre folks forventninger til arbejdslivet; de må ikke skabe falske forhåbninger."

Politikernes livsløgn

Beck taler om et 'samfund for færre'. I de samfund, hvor arbejdsløshed var et konjunkturfænomen og ikke et systemproblem, kunne man regne med, at alle i gode tider ville have arbejde og være sikret. Men den totale sociale pakke bliver ifølge Beck mere og mere eksklusiv.

Til gengæld opstår der nye løse ansættelsesformer og en masse underklassejob som avissælgere, reklameomdelere, telefonsælgere osv. Det er blevet almindeligt, at mange fædre og mødre for at finansiere familiedriften må passe flere usikre job på samme tid.

Mens disse nye skrøbeligheder er blevet livsbetingelser for masse af tyskere og andre europæere, er det stadig ikke anerkendt som politiske udfordring. Som Beck siger i die Welt:

"Det er som sagt en illusion at tro på fuld beskæftigelse i gammel forstand. Men tyske politikere klamrer sig til den forestilling. Det er deres livsløgn."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her