Læsetid: 2 min.

17 tyske journalister sigtet som sladrehanke

Tyske medier og politikere raser over, at 17 journalister er sigtet for at afsløre hemmeligheder fra parlamentarisk undersøgelsesudvalgs fortrolige papirer
4. august 2007

Må journalister citere fra hemmeligstemplede, statslige dokumenter?

Nej, mener den tyske anklagemyndighed, der har sigtet 17 journalister fra fremtrædende medier som Der Spiegel, Zeit og Süddeutsche Zeitung for at afsløre hemmeligheder.

De risikerer nu op imod tre års fængsel, fordi de citerede fra et parlamentarisk undersøgelsesudvalgs fortrolige dokumenter.

Den principielle sag vækker mindelser om den danske Frank Grevil-sag, hvor to journalister og den daværende chefredaktør på Berlingske Tidende i fjor blev frikendt for lignende anklager, og den vakte fredag stor harme blandt tyske avisudgivere, journalistforbund og politikere, som ser ytringsfriheden truet.

Forlæggerforeningen BDZV, journalistforbundene DJV og DJU samt parlamentskorrespondenternes forening Bundespressekonferenz protesterede på det kraftigste over sigtelserne, som blev kaldt en skandaløs indblanding i journalisternes arbejde.

"Det virker på mig som et vilkårligt angreb med haglbøssen på pressefriheden. Vi ser frem til efterforskningen," udtalte nyhedsmagasinet Spiegels chefredaktør Stefan Aust, som er en af de sigtede.

'Politisk køllesving'

En anden af de pågældende journalister, Hans Leyendecker fra Süddeutsche Zeitung, mente, at der var tale om et forsøg på at tryne pressen, mens ugemagasinet Sterns chefredaktør, Andreas Petzold, tvivler på, at det kommer til en domfældelse mod de tre journalister fra hans magasin, der er sigtede.

"Statsadvokaten skal efter en politisk ordre svinge køllen for at forhindre, at eventuelt ubehagelige informationer når ud til offentligheden," sagde Petzold til nyhedsbureauet dpa.

Det er Forbundsdagens kristelig-demokratiske formand, Norbert Lammert, som efter opfordring fra undersøgelsesudvalgets formand, CDU-partifællen Siegfried Kauder, har meldt de 17 journalister plus unavngivne udvalgsmedlemmer til politiet.

"For mig var det vigtigt at sørge for vandtætte skotter i udvalget, fordi vores opklaringsarbejde i høj grad blev besværliggjort. Det var min hensigt at finde ud af, hvor der var en læk og at sikre mig, at den slags ikke sker i fremtiden," sagde Kauder til dpa.

Gang på gang har tyske medier nemlig afsløret, hvad undersøgelsesudvalget konkret har fået oplyst i sin kulegravning af, hvorvidt tyske sikkerhedsmyndigheder overtrådte loven i kampen mod terrorisme. Udvalget, der indledte sit arbejde i april i fjor, undersøger også, om forbundsregeringen svigtede tysk-libaneseren Khalid el-Masri, der blev bortført af den amerikanske efterretningstjeneste CIA i 2004, og tysk-tyrkeren Murat Kurnaz, som i over fire år sad fængslet i Guantanamolejren på Cuba.

Rystet opposition

Oppositionens medlemmer af udvalget var fredag rystede over sigtelserne, som det liberale FDP's Max Stadler kaldte "totalt skudt over målet".

"Til nød må loven ændres, så journalisternes arbejde ikke bliver kriminaliseret," sagde Stadler til radiostationen MDR.

Selv statsadvokaten i Hamburg, som har fået overdraget efterforskningen mod Stern, Spiegel og Zeit, kaldte sigtelserne noget "overflødigt humbug", fordi den tyske forfatningsdomstol tidligere på året styrkede ytringsfriheden, da den i en principiel dom kritiserede en razzia mod magasinet Cicero.

ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu