WASHINGTON - Kritikere af amerikansk statssubsidieret fødevarebistand, bl.a. CARE, som er en af verdens største bistandsorganisationer, hævder, at denne hjælp fører til fedme blandt amerikanere og sult hos afrikanere. CARE har derfor besluttet at boykotte ordningen, meddeler organisationen.
I ordningen opkøber den amerikanske stat fødevarer fra landets landbrugsindustri, fragter dem til modtagerlandene på amerikanske skibe og donerer dem derpå til hjælpegrupperne som indirekte finansiering. CARE anbefaler, at den amerikanske regering i stedet bruger sine støttemidler på at købe mad hos lokale producenter.
I Amerika er statssubsidier på navnlig majs desuden med til at holde junk food-industrien oppe. Den bruger nemlig i udstrakt grad majsekstrakt som sødemiddel, hvad der samtidig er med til at skabe kritiske tilstande for den amerikanske folkesundhed i form af stadig flere svært overvægtige.
Kritikerne siger, at ordningen ikke blot fremmer uhensigtsmæssig overproduktion i USA - den undergraver også de afrikanske bønders evne til at fremstille lokale fødevareprodukter og gør verdens mest sårbare lande endnu mere afhængige af hjælp udefra for at afværge hungersnød.
Industrien vred
Under det nuværende system opkøber Washington overskudsmajs og andre overskydende produkter fra landbrugsindustrien for snesevis af millioner dollar. Disse fødevarer, som stort set udelukkende eksporteres på skibe under amerikansk flag, sælges derpå af hjælpeorganisationerne på markedet i modtagerlandene. Derved rejser organisationerne penge, hvormed de kan finansiere deres indsats i krisezoner.
800 millioner mennesker verden over er kronisk sultne, og antallet stiger år for år. De amerikanske farmere elsker det nuværende system, men det er langsomt og uegnet til at håndtere akutte hungersituationer, og frem for alt efterlader det mange sultende, som kunne være blevet bespist på anden vis.
CARE har ved sin beslutning om at udfase denne praksis skabt røre i den amerikanske bistandssektor såvel som modvilje i den amerikanske landbrugsindustri og shippingbranche, som har store fordele af den 180 mio. dollar dyre ordning.
Alina Labrada, der er talskvinde for CARE Amerika, siger, at visdommen i den nuværende politik er svær at forklare for organisationens donorer.
"Jeg tror ikke, at amerikanere, som generøst vil donere, ønsker at nogen skal komme til at sulte på deres bekostning", siger hun.
Hos flere af USA's øvrige store hjælpeorganisationer, deriblandt World Vision, Feed the Children og Africare, der finansierer en stor del af deres budgetter ved ordningen, møder CARE's beslutning ikke stor forståelse. De forsvarer ordningen med, at den sikrer hård valuta i de fattige lande og hindrer fødevarepriserne her i at stige.
Carter deltager ikke
Det amerikanske system har andre skarpe kritikere, ikke mindst den forhenværende præsident Jimmy Carter. Hans egen hjælpengo, Carter Center, nægter at deltage i systemet og siger, at det kun overlever, fordi det er til fordel for hjælpeorganisationerne, industrien og de kommercielle skibsinteresser.
Carter siger til New York Times, at hjælpeorganisationerne er en lige så stor del af problemet som landbrugslobbyen, fordi "de taler fra en engels position".
Peter Matlon, der er administrerende direktør for Rockefeller Foundation, er også kritisk. Han siger til samme avis, at salget af amerikanske landbrugsprodukter i Afrika for at generere kapital afslører, hvordan amerikansk landbrugspolitik dikterer udformningen af landets hjælpeindsats.
Hjælpeorganisationerne "har i årevis ignoreret alle åbenlyse tegn på, at hjælpen har negativ virkning på de priser, bønderne kan opnå," siger Matlon. Hverken i Rockefeller Foundation og Bill og Melinda Gates Foundation kan man se fornuften i den amerikanske hjælpepolitik. Fondene giver tilsammen omkring 150 mio. dollar til programmer, der skal forøge de afrikanske bønders produktivitet.
Den amerikanske regerings Accountability Office, et uvildigt efterforskningsorgan under Kongressen, betegner systemet som "ineffektivt i selve sin konstruktion".
USA hævder selv at være verdens mest generøse leverandør af fødevarehjælp med leverancer for 2 mia. dollar om året. Størstedelen af den hjælp bliver opslugt af de faste omkostninger ved at fragte den til Afrika.
I den anden ende af leverancekæden skader den amerikansk subsidierede fødevarehjælp ikke blot de afrikanske bønder ved at påføre dem vanskeligere konkurrencevilkår på deres markeder. Fødevarer indkøbt i USA er i reglen også fire måneder om at ankomme til områder med hungerkriser. Fødevarer indkøbt hos lokale producenter kan derimod leveres inden for få dage.
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
