Analyse
Læsetid: 5 min.

Darfur er kompliceret - det samme er holdbar fred

Krigen i Darfur handler først og fremmest om adgang til jord og dermed politisk indflydelse. 200.000 er dræbt, men en fredsplan mangler
Udland
7. august 2007

Arabiske militser på kameler og heste, der slagter løs på uskyldige afrikanske bønder. De såkaldte janjaweed-militser, der bliver støttet af Sudans regering i Khartoum og af hærens soldater og luftvåben, kæmper mod afrikanske oprørsgrupper, der vil have mere indflydelse i regionen.

Sådan bliver krigen i Sudans borgerkrigsramte Darfur-region oftest beskrevet - som en kamp mellem arabiske nomader og afrikanske bønder, hvor de arabiske stammer bliver støttet af Sudans præsident, Omar al-Beshirs, arabisk dominerede regering. Men krigen i Darfur og årsagen til at oprørsgrupper valgte at gå til angreb mod regeringsmål tilbage i 2003, er meget mere nuanceret og kompliceret - især efter sidste års forfejlede fredsaftale, der fik de oprindelige to oprørsgrupper til at dele sig i over 10 mindre grupper med hver deres dagsorden.

Krigen i Darfur handler først og fremmest om adgang til jord - og dermed politisk indflydelse.

Darfur var oprindeligt et selvstændigt sultan-dømme, hvor den største stamme i regionen, Fur, reagerede. Alt jord tilhørte også Fur- stammen - deraf navnet Dar Fur, Fur-stammens land. Adgang til høje administrative poster og indflydelse på de politiske beslutninger hang sammen med, hvor meget jord man ejede.

Under og især efter sultan-dømmets fald i 1916 emigrerede flere stammer til Darfur på grund af Sahara-ørkenens udbredelse mod syd, generel tørke i regionen og krigen i nabolandet Tchad. Arabiske stammer, som typisk var nomader med kvæg og kameler, bosatte sig i henholdsvis det sydlige og nordlige Darfur. Kamelnomaderne i nord fik kun adgang til små stykker jord, hvorimod kvægnomaderne i Syd fik tildelt store stykker jord af sultanen, fordi området var tyndt befolket.

Til trods for en mere end firedobling af befolkningstilvæksten på 50 år til 6,5 mio. mennesker i dag og den ændrede etniske sammensætning har adgangen til jord ikke ændret sig, og har derfor skabt mange konflikter mellem nomader og bønder.

I 1984-85 blev Darfur ramt af en nådesløs tørke, som tvang mange af de arabiske kamelnomader fra nord til at vandre længere sydpå, hvor Fur-stammen sidder på den mest frugtbare jord. Mange nomader mistede deres dyr under tørken og begyndte derfor at dyrke jorden. I dag er der kun omkring 15 procent af befolkningen i Darfur, som er nomader. Langt de fleste lever af at dyrke jorden, som der bliver mindre af og flere mennesker til at slås om.

I perioden 1982-89 udbrød der en blodig konflikt mellem Fur-stammen og arabiske stammer. De knappe ressourcer var også årsag til konflikter indbyrdes blandt stammerne.

I slutningen af 80'erne bliver situationen forværret med introduktionen af automatvåben, som vælter ind over Darfurs grænser fra borgerkrigen i Tchad og Sydsudan. Våbnene og ændringer af den administrative struktur i Darfur, som bl.a. deler regionen op i tre stater, hvor Fur-stammen bliver i mindretal alle steder, er med til at ændre magtbalancen mellem de afrikanske og arabiske stammer, som bliver mere og mere politisk bevidste om den ulige fordeling af jord, og kommer langsomt til at sidde på de afgørende politiske poster i Darfur med hjælp fra regeringen i Khartoum.

I forsoningsaftalen i 1989 mellem Fur-stammen og arabiske stammer blev de krigende parter enige om, at deres militser skulle lade sig afvæbne, og at problemerne med adgang til jord og vand skulle adresseres. Sammenbrud af den lokale regering og lovløshed var også blandt de største udfordringer. Flere landsbyer havde formet bevæbnede selvforsvarsgrupper. Men forsoningsaftalen blev aldrig ført ud i livet, og regeringen i Khartoum, som netop var kommet til ved et militærkup, gjorde ikke noget for at løse konflikterne i et af Sudans fattigste og mest underudviklede områder. Tværtimod spillede de etniske stammer ud mod hinanden og støttede de arabiske stammer ved at give dem våben og mere politisk indflydelse.

I oktober 2001 lancerede regeringsstøttede militser deres første større angreb på den civile Fur-befolkning.

Storstilet borgerkrig lurer fortsat

Sudan Liberation Movement (SLM), som primært består af stammerne Zaghawa, Maselit og Fur blev først kendt for det internationale samfund i begyndelsen af 2003. SLM har rod i organiseringen af bevæbnede selvforsvarsgrupper i landsbyerne, som skulle tage kampen op med regeringsstøttede arabiske militser. SLM kræver politisk indflydelse og udvikling til Darfur og begyndte deres oprør mod regeringen i Khartoum ved at angribe en række regeringsmål i Norddarfur i februar 2003, som fik den sudanesiske regering til at svare igen ved at bombe oprørernes stillinger og bevæbne især jordløse arabiske militser, som i samarbejde med hæren og luftvåbnet gik i gang med en etnisk udrensning af de afrikanske stammer Fur, Maselit og Zaghawa. SLM fik følgeskab af en mindre oprørsgruppe Justice and Equality Movement, som har islamiske rødder.

Udviklingen i den fire år lange borgerkrig i Darfur, som har kostet over 200.000 mennesker livet og fordrevet over to millioner mennesker, er kendt for den brede offentlighed.

Oprørsgrupperne har både sejret og lidt, men efter fredsaftalen, som blev indgået mellem en fraktion af SLM og Sudans regering i maj 2006, har landskabet ændret sig totalt. I dag er der mere end 10 oprørsgrupper. Alliancer skifter konstant og nogle af de berygtede militsgrupper har dannet egne oprørsgrupper mod regeringen. Afrikanske stammer og arabiske stammer slås indbyrdes. Dertil skal lægges en ukontrollerbar lovløshed. Voldsomme overgreb mod civilbefolkningen fortsætter ufortrødent. Både FN og den Afrikanske Union (AU) er klar over, at en fredsstyrke på 26.000 soldater og politi, som endelig har fået grønt lys af regeringen i Khartoum til at blive indsat i Darfur, langtfra er nok. I weekenden prøvede FN og AU at få de mange oprørsgrupper til et forsone sig og tale med en stemme, så de står stærkere over for regeringen i en forhandling om fred. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret er det vigtigt, at verden ikke glemmer fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan, som endte 21 års borgerkrig. Aftalen hænger i laser, og alt tyder på, at Sydsudan ønsker at blive et selvstændigt land efter en folkeafstemning i 2011.

Den anerkendt internationale tænketank International Crisis Group frygter, at hvis ikke fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan får mere opmærksomhed, kan Sudan risikere at ende i en storstilet borgerkrig. Hvis fredsaftalen bliver virkeliggjort, vil det være med til at ændre det undertrykkende sudanesiske regeringssystem, som er roden til mange af konflikterne i Sudan, står der i rapporten A strategy for Comprehensive Peace in Sudan. Darfur er nemlig ikke det eneste sted i Sudan, at det brænder på.

Malene Haakansson journalist ved Folkekirkens Nødhjælp og forfatter til Darfur-bogen 'Det værste er at dø i stilhed'

Serie

Fred og forsoning

Seneste artikler

  • Nyt håb om fred i Colombia

    14. november 2007
    Mens Københavns Byret fra i dag skal tage stilling til, om colombianske FARC er en modstands- eller terrorbevægelse, spirer håbet om nyt liv i den colombianske fredsproces. I sidste uge mødtes repræsentanter for regeringen og FARC for første gang officielt i mere end fem år
  • Ønsker Norge tilbage i fredsprocessen

    2. juli 2007
    Sri Lanka beder Norge om hjælp til at genoplive fredsprocessen på et tidspunkt, hvor kampene mellem regeringsstyrkerne og de tamilske oprørere optrappes
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her