Læsetid: 5 min.

Dukken med kangohammeren

Aktivistlejren ved Heathrow i England har rødder tilbage i de engelske vejprotester, som op gennem 1990'erne resulterede i nogle af Europas mest slagkraftige og spektakulære miljøaktioner. Fra hytter i trækronerne til gadefester med kæmpedukker, hvis dansende kjoler skjulte en kangohammer, der åbnede asfalten og efterlod træer på vejbanen
De fortsætter hvor de slap. I 90-erne formåede de at reducere de britiske vejudvidelsesprogram fra 23 til 4,5 milliarder pund, hvorefter de forsvandt. Men med aktionerne mod en udvidelse af Heathrow i London er klimakrigerne igen på barrikaderne.

De fortsætter hvor de slap. I 90-erne formåede de at reducere de britiske vejudvidelsesprogram fra 23 til 4,5 milliarder pund, hvorefter de forsvandt. Men med aktionerne mod en udvidelse af Heathrow i London er klimakrigerne igen på barrikaderne.

Lefteris Pitarakis

18. august 2007

LONDON - Op gennem 1990'erne lykkedes det den engelske vejprotestbevægelse at skabe så meget ballade, opmærksomhed og opbakning, at regeringen ifølge journalist George Monbiot var nødt til at reducere sit vejudvidelsesprogram fra 23 til 4,5 milliarder pund. Derefter forsvandt bevægelsen. Eller den gik i dvale i Storbritannien, mens dens aktionsformer spredte sig til resten af verden med eksempelvis blokaden mod WTO i Seattle og senest G8 i Heiligendamm.

Efter et tiår af mindre og spredte aktioner i Storbritannien er den engelske bevægelse ved at samle sig på ny. Med den igangværende lejr ved Heathrow i London er bevægelsen begyndte på at skabe en ny platform for civil ulydighed mod global opvarmning.

Ved lejrens åbning i tirsdagens støvregn og under buldrende fly fra Heathrow lufthavn viste Simon Lewis rundt. Han er aktivist og forsker i regnskov og klimaforandring ved Leeds Universitet, og så var han med tilbage i 1990'ernes kampagne mod flere veje.

- Hvorfor forsvandt vejprotestbevægelsen i slutningen af 1990'erne?

"Fordi vi vandt. Regeringen sløjfede mere end 500 veje, og bevægelsen fortsatte i andre retninger," siger Simon Lewis.

Beskidte besættere

I 1992 startede aktionerne mod en motorvejsudbygning i det sydøstlige England i området Twyford Down. Det var den første miljøaktion i England, hvor aktivister i større antal brugte civil ulydighed til at forsøge at stoppe en vej. Folk låste sig fast til bulldozere og gravede rendegrave for at stoppe maskineriet.

Derefter opstod vejprotestlejre overalt i Storbritannien. En af de største aktioner var i London, hvor et 250 år gammelt kastanjetræ, der lå i vejen for en udvidelse af M11 motorvejen, blev symbol og omdrejningspunkt for en kampagne mod vejen. Lokale beboere og aktivister rev sammen hegnet ned omkring kastanjetræet og lavede en lejr med udkigspost i toppen og postkasse forneden. Og det faktum, at der blev afleveret et brev i postkassen, betød, at de lokale kunne påstå, at lejren var en lovlig beboelse, hvilket yderligere forsinkede vejbyggeriet.

Kampagnen spredte sig til de huse, der var blevet rømmet, og som skulle rives ned, fordi de lå i vejen. I 1994 var de fleste huse revet ned, men en hel gade ved navn Claremont Road var besat af aktivister. Den eneste oprindelige beboer, der var tilbage i gaden, var Dolly Watson på 92 år, som var født samme sted. Hun er på netleksikonet Wikipedia citeret for at sige om aktivisterne:

"De er ikke beskidte hippie-besættere. De er de børnebørn, jeg aldrig har haft."

Besættelsen af Claremont Road udviklede sig til en eksplosion af kunstprojekter, malede huse og teknofester, og der blev sat nye standarder for, hvordan man kan låse sig fast til et hus. Et gigantisk tårn af stilladsrør rejste sig over tagene som et klunsernes skæve tårn i Pisa, og da rydningen kom i november 1994, tog det politiet en uge at fjerne folk og kostede over 10 millioner kroner.

Trækronekrigere

Derfter fulgte slaget om Newbury, som er en af Europas største miljøaktioner med civil ulydighed. I hundredvis af aktivister flyttede fra juli 1995 op i trækronerne i selvbyggede huler for at forhindre en omfartsvej og den medfølgende rydning af skoven.

En aktivist fortalte om at vågne om morgenen og se ænderne flyve forbi ens indgang til hulen i trækronen mere 15 meter over jorden.

I starten af 1996 var der opstået over 25 teltlejre i træerne på den rute, hvor den engelske regering var i gang med at rydde skoven. Mere end 500 aktivister sov og levede i skoven.

Omfartsvejen blev af miljøgrupper kaldt det mest ødelæggende vejprojekt i England på grund af de specielle naturområder, den gennemskar. Dertil kom den generelle protest over mere biltrafik.

I skoven uden for Newbury var hytterne i lejrene forbundet indbyrdes med gangstier af reb fra træ til træ, og flere lejre havde oprettet fælleskøkken i trækronerne. Gangstierne fungerede også til at stå på, når regeringens liftvogne og private sikkerhedsfolk kom for at fjerne folk.

Den lokale opbakning var stor, og dengang i 1996 fortalte en ældre herre fra Newbury ved navn John Gibbons om, hvor omvæltende det var at møde de unge i træerne. Hele sit liv havde han stemt på de konservative, men han elskede skoven og var stærk modstander af at fælde den til fordel for en vej. Det havde fået ham til at komme med tæpper og mad til de unge, og mødet vendte op og ned på hans forestillinger. Pludseligt stod han side om side med nogle unge hippier, og som han sagde:

"Jeg stoler ikke længere på Kongehuset."

Newburys omfartsvej kostede fem millioner pund for politiets ekstraopgaver og over 23 millioner pund for sikkerhedsfolkene, der skulle fjerne aktivisterne. Det var en af de vigtige aktioner, der fik den engelske regering til at beskære sit motorvejsprogram dramatisk.

Kangodildo i asfalt

Ud af vejprotesterne opstod en bevægelse, der kaldte sig Reclaim the Streets, RTS - kræv gaden tilbage. RTS lavede gadefester overalt i Storbritannien, og da bevægelsen var på sit højeste, kom over 10.000 mennesker til festerne. De festbesatte gader fik boret huller i asfalten med kangohammere og plantet træer skjult under skørterne på dansende kæmpedukker.

Den 18. juni 1999 lavede RTS et såkaldt karneval mod kapitalisme som en del af en international protest mod G8. Tonen var blevet mere overordnet politisk, og gadefesten tog en ny drejning, da en del af Londons børs blev smadret, og festen endte i tåregas. Siden da har bevægelsen været mere usynlig, indtil sidste års klimaaktionslejr ved Nordeuropas største kulkraftværk, Drax, i Yorkshire.

Værket står for syv procent af hele Storbritanniens strømforsyning og udleder 20,8 millioner ton CO2 om året. Journalist George Monbiot, der har skrevet om den globale opvarmning, bakkede aktivisterne op i sin klumme i dagbladet The Guardian, hvor han skrev:

"Med det, vi ved om den globale opvarmning, ligner det en skandaløs ekstravagance stadig at afbrænde kul i 2006."

Ifølge BBC sagde den 28-årige aktivist Michelle Bernstein dengang under aktionerne, "mange af os er parate til at bryde loven, fordi de, der laver loven, er blevet total afhængige af en planetødelæggende økonomisk vækst."

"At lukke et kraftværk er ikke nok til at stoppe klimaforandringerne, men det er en start."

Klimaaktionslejrene viser, hvordan de engelske aktivister nu forsøger at gøre det samme ved udledningen af drivhusgasser, som de gjorde dengang ved regeringens vejprogram.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu