FARSUND – Vejtoldsstationen på vej ind til Farsund kan tydeligvis ikke lide smagen af Visa-Dankort. I hvert fald spytter bomstasjonen, som den hedder her, kortet ud med det samme. 10 ring på hjælp-knappen, fem yderligere forsøg og til sidst er der intet andet at gøre end at køre igennem – for rødt.
En ulovlighed, mange af Farsunds indbyggere har forståelse for. Man er træt af vejafgifterne her i Norges sydvestlige hjørne, ligesom man er det i Fremskrittspartiet (FrP), Norges svar på Dansk Folkeparti. Partiets tredje punkt på dagsordenen hedder da også: »Bedre vei – uten bomstasjoner«, et punkt, som endda står højere oppe end den stramme indvandrerpolitik, partiet ellers er blevet så kendt for.
»Som om vi ikke betaler nok skat i forvejen,« plejer også partiets formand, Siv Jensen, at sige om vejafgifterne. Et populært standpunkt her i Farsund, der flere gange har været den største FrP-kommune i Norge, og hvor FrP er valgt ind i byrådet med 24 procent.
Massive grønne klippeøer rejser sig op af fjorden og fornemme hvide træhuse smyger sig op ad fjeldet. De er typiske for den norske riviera, som Sørlandet kaldes i folkemunde, og de store huse vidner om, at det ikke var arbejdere, der engang byggede byen. Kaptajner, søfolk og rederier bragte rigdommen ind i fjorden til den traditionelt borgerlige by, der dengang blev kaldt verdens største søfartsby. En by, der er så gudesmuk, at det er svært at forestille sig, hvad kommunens 10.000 borgere nogensinde skulle have at brokke sig over.
I verdens rigeste land
Men listen bliver hurtigt lang, når Farsunds beboere får ordet: Dårlige sundhedsydelser, høje skatter, stor ulighed, et stort bureaukrati og for mange indvandrere.
»Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor ældreplejen skal være så dårlig. Den er elendig. Og det burde ikke være muligt, at vi i verdens rigeste land må ligge på hospitalsgangen, når vi bliver syge,« siger Leila Henriksen.
Hun spiser kage og drikker kaffe i solskinnet ved havnekajen foran Rema 1000 sammen med sin søster, Merete Nordeland.
De er begge midt i 30’erne og født og opvokset i byen. Leila tager computerkursus, efter at hun er holdt op som avisbud om natten. Merete arbejder med udviklingshæmmede.
»Ja, det er alt for galt med velfærden i verdens rigeste land.«
Den ene søster bakker op om den anden. Verdens rigeste land – det lyder næsten som et mantra.
»Vi har så mange oliemilliarder. Hvorfor kan vi ikke bruge nogle af dem,« spørger Merete Nordeland og sukker: »Ja, ja, vi skal spare til fremtiden, siger de kloge, men vi har brug for dem nu,« siger hun og påpeger, at alle tænker sådan. Især FrP’s politikere og tilhængere, der ofte taler om oliefondens størrelse:
1.900 milliarder norske kroner gemt godt af vejen for velfærd i verdens største investeringsfond. Det er svært at forstå, hvorfor de ikke må bruges. Især i Rogalandet, fylket stik nord for Farsund, hvor oliebyen Stavanger hiver den ene oliemilliard i land efter den anden. Og hvor FrP er størst.
»FrP’s vælgere køber ikke den om, at økonomien bliver overophedet, hvis oliemilliarderne slippes fri, for de har ikke selv set det ske,« siger Knut Heidar, professor i statskundskab ved Oslo Universitet, og forklarer FrP’s succes som en totrinsraket med fremmedfrygt på den ene side og de norske oliepenge på den anden. Partiet sætter ord på, hvad mange almindelige nordmænd tænker.
»FrP er efterhånden blevet så stort, at de ikke længere kan ignoreres. De er ikke længere landsbytossernes parti, selv om de andre partier gerne så det sådan,« siger han og påpeger, at Siv Jensen, der sidste år afløste den karismatiske Carl I. Hagen, har givet partiet en blødere profil.
En bid af æblet
Og det har ikke svækket partiet, snarere tværtimod. Her i landet er løfter om øget velfærd og sænkede skatter ikke hinandens modsætninger, men et populært alternativ til regeringspartiet, Arbeiderpartiets (AP) sparsommelighed.
Derfor er AP for længst skiftet ud med FrP på arbejdernes stemmesedler – og vil formentlig være det igen til kommunal- og fylkesvalget (de norske amter) den 10. september, spår de politiske prognoser. Formentlig også i Farsund, der ikke længere er en søfartsby, men i dag tilhører arbejderne. De fleste af dem arbejder på byens største arbejdsplads, Alcoa, verdens største aluminiumsproducent, og således har de fleste også mistet deres hjerte til FrP.
De to søstre, Leila og Merete, forklarer hvorfor:
»En forbedring af velfærden får man i hvert fald ikke ved at lukke sygehuset ned,« siger Leila Henriksen og peger mod den gule, forladte bygning på toppen af fjeldet. Hvis det står til FrP’s spidskanditat i Farsund, advokat Andreas Bjørn Salvesen, flytter sygehuset tilbage til den tomme bygning.
En god beslutning, ifølge de to søstre, der også bakker op om FrP’s indvandringspolitik:
»Der skal lidt mindre penge til indvandrere og udlændinge og mere til de ældre. Mindre til dem og mere til os. Da har FrP simpelthen den bedste politik,« siger Leila Henriksen, der fortæller, at der stadig er mange i Farsund, der ikke tør at sige, at de stemmer FrP. Men de fleste har taget en bid af FrP-æblet – partiets logo – i det norske paradis.
Men det er stramningen af indvandringspolitikken, der får 19-årige Susanne Gåseland og hendes klassekammerater i gymnasiet til at synes, at partiet somme tider går for vidt. Smart i tøjet, lyshåret og køn står hun og langer franske hotdogs over disken på byens Statoil-tank. For hende er Statoil mere end blot et sommerjob. Virksomheden tilhører den norske stat og oliepengene det norske folk. Men Statoils 393 milliarder kroner om året, der står for 60 procent af den norske olie, ser Susanne Gåseland alt for lidt til. Derfor overvejer hun at stemme på FrP til september, hvor hun skal i stemmeboksen for første gang.
De stærkes ret
»Norge kunne godt bruge flere oliepenge på de ældre, på skolerne og på børnene. Det er derfor, jeg overvejer at stemme på FrP, de tager sager op, som jeg interesserer mig for. Deres indvandringspolitik er det eneste, jeg synes burde blive mere åben,« siger Susanne Gåseland, inden hun ekspederer næste kunde: en af de mange sejlere, der lige har fyldt en 10-liters plastdunk med god norsk benzin til båden, der ligger foran Statoil-tanken i den spejlblanke Farsund fjord.
Ved siden af lægger Thronn Stordahls fiskebåd til, på dækket sidder han og hans kone og spiser røgede sild og drikker kaffe. Han har levet sit liv på havet og har det bedst, når det gynger. Tidligere var Thronn Stordahl skeptisk over for FrP, men i dag synes han alligevel, partiet skal have en chance.
»Så kan de vise, hvad de kan. Det er let at være i opposition og sige en hel masse, men lad os se, om de reelt kan udrette noget,« siger Thronn Stordahl, der er enig med partiets sundheds- og ældreomsorgspolitik.
Han er også delvist enig med en strammere indvandringspolitik for »problemet er jo, at det ofte er dem med penge og status, der kommer til Norge, de andre, dem der har brug for det, har jo ofte ikke råd til at rejse«.
Alligevel tøver Thronn Stordahl lidt ved partiet, for han er fisker i tredje generation. Og netop som fisker synes han det er svært at stemme på det liberalistiske FrP, der står for de stærkes ret og de frie markedskræfter.
»Det går ud over de små fiskere. Der skal noget statslig styring til, ellers går det galt, og de små må lukke og slukke. Det ser man også på andre områder, for eksempel at der kommer flere fattige og flere rige. Vi burde bruge oliepengene, for Norge er forfærdeligt rigt,« siger Thronn Stordahl, der også måtte lægge fiskeriet på hylden, da fiskekvoter og bureaukrati gjorde arbejdet svært. Nu graver han havnebassiner ud i stedet. »For jeg kan jo ikke arbejde på land,« som han siger.
Cowboys uden pejling
Men selv om Thronn Stordahl er skeptisk over for FrP’s liberalistiske linje, er det netop den, der tiltrækker andre Farsund-boere. For eksempel skal man kunne få lov til at bygge hytter, hvor man selv vil i fjeldet og på øerne, siger Merete Nordeland.
Man skal også selv arbejde og tjene sine penge og åbne virksomheder på markedets vilkår i stedet for af få al den støtte, påpeger søsteren. I det hele taget skal alt være lidt friere og lidt mere selvstændigt, mener de. En holdning, der ikke er usædvanlig i Farsund, der er kendt for at have lidt af en ’cowboykultur’ og stærke bånd til USA, der skyldes, at mange forlod Farsund i forrige århundrede for at søge rigdom og et bedre liv i frihedens land.
»At liberalismen ikke er ny i Farsund har nok også været medvirkende til, at FrP har slået så godt an netop her,« mener Odd Djøseland, som længe var partiets karismatiske lokale leder, og som har været med, siden de startede i 1983.
Sidste år måtte han dog gå ud af partiet på grund af ’interne uoverensstemmelser’. Men indtil da har han gjort det godt. Hvis han altså selv skal sige det.
»Vi har hele tiden beholdt en vis folkelighed. Og vi er forblevet moderate, både hvad angår de liberalistiske tanker og indvandringspolitikken,« siger Odd Djøseland, der sidste år blev kendt i de store Oslo-aviser, efter at Farsunds borgmester fik gennemført en af sine mærkesager, nemlig en mobilfri strand, hvorefter Djøseland straks foreslog at indføre en ’homofri strand’. Vist nok for sjov.
Men det viser bare, at politikerne ikke har nogen pejling, siger Bjørn Hellang, der nyder solen på en trappesten foran Farsunds grillbar.
»Enten har de ingen pejling, eller så gør de bare, som folk vil have, for eksempel når FrP protesterer mod vejafgifterne. Det er så let at få ungdommen med, når man foreslår færre afgifter og mindre skat. Men man tænker ikke på konsekvenserne,« siger han og påpeger, at det er let at komme med gode ideer, når man ikke sidder ved magten. Selv kunne Bjørn Hellang aldrig drømme om at stemme på FrP.
»Dertil er jeg alt for socialistisk anlagt,« siger han, inden han forsvinder op af gaden. Han skal på arbejde på aluminiumsfabrikken.
