Læsetid: 9 min.

Græsset er grønnere, men rødderne er rådne

Integration. Med knap 100.000 nye flygtninge og indvandrere sidste år slog Sverige sin egen rekord. Men nu har svenske politikere ladet sig inspirere af de danske stramninger og skruet bissen på i indvandrerdebatten. Den sobre tone ser ud til at stå for fald. Svenskerne er så småt begyndt at sige, hvad de mener
10. august 2007

Linahage: Et kvarter i Södertälje, Midtsverige, hvor der ved siden af ærkesvenske Falu-røde træhuse står ekstravagante villaer inspireret af Mellemøstens pompøse arkitektur. Husene er i fersken og beige, bygget af specialimporterede sten fra Syrien og dekoreret med ornamenterede lofter, spa-bade i marmor og krumme balkonrækværk, der glimter i guld, som tilhørte de emiren af Bahrain. Med husenes buede former er der langt til skandinavisk minimalisme i det bakkede landskab omgivet af gran og klippe.

Ronna: Her stritter parabolskålene ud fra betonblokkenes facader og fanger signaler fra Egypten og Syrien. I Ronna bor 80 forskellige nationaliteter og danner et billede af, hvem der flyttede ind i de svenske millionprograms-byggerier, der hastigt og billigt blev smækket op i 60'erne og 70'erne. I forrige uge var der igen skuddrama i en af Ronna-lejlighederne, og tidligere har der været afbrændte biler og gadekampe med politiet, ligesom man i foråret så det i Malmö-forstaden Rosengård.

Der er fem minutter mellem Linahage og Ronna. Linahage - bedre end det bedste vi har hørt fra indvandringssverige. Og Ronna - et billede på svensk segregering, når den er værst.

"På arbejde spørger folk stadig til, om det ikke er anstrengende at bo sammen med så mange indvandrere. Som om man er farlig, hvis man kommer fra Iran eller Syrien. Men vi stortrives her. Den eneste forskel er, at de bygger højere," siger Per Nordin, der bor midt i Linahage og ofte har det sjovere med sine syriske og tyrkiske naboer end med de "kedelige og lukkede" svenskere.

Barbro Nordin nikker, mens hun ordner have i bikinitop foran parrets nordsvenske typehus fra Dalarna. Der er ren idyl her, hvor folk stort set har fået lov til at bygge, som de selv vil -og har gjort det. Ligesom familien Hana. For tre år siden flyttede familien til Linahage, efter at have boet 15 år i en lejlighed i Ronna, mens de sparede op. "Nej, typisk svensk er det ikke. Det er nok lidt mere eksotisk og ekstravagant," siger Nour Hana om sit hus og undskylder rodet.

Det er rengøringsdag. To rengøringsdamer plus hende selv er der brug for, når 250 kvadratmeter marmorgulv skal vaskes. Alle materialer til huset er importerede fra Syrien, selv håndvasken.

"Men ikke alle er enige i, hvad der er smukt. Når jeg har besøg, er der også nogen, der undrer sig over vores indretning," griner Nour Hana og peger på loftet, der er klædt i lyseblå stuk med ornamenter i guld. Under det står to pompøse sofaer og en gigantisk vase. Ja, stort er godt. Det har man også bemærket hos parret Nordin.

"Vi kalder dem thuja-folket," siger Barbro Nordin og henviser til naboens høje hegn af stedsegrønne træer. "Sådan må man ikke sige, Barbro," siger Per lidt genert, mens han tysser ad hende for sjov. Ikke i det politisk korrekte Sverige.

"Jo, man må. Det er da rigtigt, at deres hegn er højere end vores," protesterer Barbro.

Man snubler jo

Industribyen Södertälje er den by i Sverige, der har taget allerflest flygtninge til sig. Her bor blandt andet 12.000 syrere og assyrere, den største gruppe i Vesteuropa, hvis fodboldklubber spiller i tredje bedste række. De første gæstearbejdere kom til landet i 1960'erne, og de sidste, kommunen har åbnet dørene for, er flygtninge fra Irak-krigen - i dag bor der 3.500 irakere i byen. Det har åbnet for debatten i lokalavisen, og mange i byen mener nu, at det er på tide at lukke dørene og indse de mange integrationsproblemer. Kommunens politikere har ligesom deres kolleger fra Malmö for nyligt gjort sig upopulære i hele Sverige ved at sige stop til flere flygtninge. For det er ikke alle af Södertäljes 80.000 indbyggere, der deler familiens Nordins begejstring for byens etniske mangfoldighed. En af dem er Åke Persson.

"Man snubler jo i dem," siger han og klør sig i skægget om bord på Ejdern, en af verdens ældste propeldrevne både, der ligger ved kaj i Södertälje havn. Det ligner en scene fra et postkort, men det er det ikke, mener Åke Persson og påpeger, at folk som Nour Hana glemmer, at de er gæster i Sverige:

"Jeg synes, at der er for mange indvandrere i Sverige, og man bliver ved med at tage flere. Jeg ved ikke, hvorfor vi skal være sødere end andre, men i Sverige må vi ikke sige, hvad vi mener. Der er ingen, der siger fra," siger Åke Persson, der kun er så klar i talen, fordi det er et dansk dagblad, der spørger -så er der ikke risiko for, at naboerne kan læse, hvad han virkelig mener.

Men Åke Persson kan glæde sig over det sidste års udvikling i svensk integrationspolitik. Med den nye borgerlige regerings udnævnelse af integrationsminster Nyamko Sabuni, som er blevet kaldt Sveriges Ayaan Hirsi Ali, er der kommet en klar skærpelse i håndteringen af indvandrerne. Den congolesisk-fødte Sabuni er begyndt at tale om tilpasning og assimilation i stedet for det bløde svenske ideal om multikulturalisme. Hun har foreslået kontroversielle obligatoriske gynækologiske undersøgelser af indvandrerpiger for at tjekke, om de er blevet omskåret. Hun er imod tørklædet, kritiserer religiøse friskoler, som hun ikke mener skal modtage statsstøtte. Hun mener, at indvandrere skal lære svensk og få sig et arbejde, og har lovet belønning til de indvandrere, der gennemfører svenskkurserne SFI. Senest er reglerne for irakiske asylansøgere blevet skærpet, så de ligner de danske med et krav om, at asylansøgeren skal være personligt forfulgt.

Flere forskere, eksempelvis Satu Gröndahl, professor og direktør for Center for multietnisk forskning på Uppsala Universitet, mener, at selv om der stadig er stor forskel på indvandrings-diskursen i Danmark og Sverige, "vil det ikke være underligt, hvis den svenske integrationspolitik og -debat kommer til at ligne Danmarks om fem år". For den svenske regering inspireres af den danske indvandrings- og integrationspolitik; senest i sin diskussion om en mulig 24-års regel.

Fordelingsproblemer

Tilbage i Södertälje. Økonomistuderende Camilla Weichert, 18 år, mener ikke, at der er grund til så stram en integrationspolitik. Hun mener netop, at svenskerne skal være "sødere end andre" og skal kunne overskue at tage imod flygtninge, der er i nød. Men det betyder ikke, at der ikke er integrationsproblemer i Södertälje. Og så kommer den igen:

"Men i Sverige må man ikke sige, hvad man mener. Problemet er jo ikke indvandrere og flygtninge, det er vores fordeling af dem. Mange svenskere flytter fra byen, og politiet tør ikke begive sig ind i Ronna," siger hun og forklarer det med, at Södertälje har taget imod for mange udlændinge, "mens andre kommuner overhovedet ikke tager imod nogen."

Det kan næppe siges om Rinkeby, næste stop for Informations Berlingo, 60 kilometer fra Södertälje og en af Stockholms mest berygtede ghettoer. 15.613 mennesker bor på en kvadratkilometer, ni ud af 10 har anden etnisk baggrund end svensk. Det er mere end distancen på 60 kilometer og aldersforskellen på 40 år, der adskiller Åke Persson fra Södertälje og Majid Derrier fra Rinkeby. Majid Derrier føler, at det er mænd som Åke Persson, der får ham til at føle sig utilpas og fremmed i det land, han har levet i, siden han var tre år gammel. Imens mener Åke Persson, at folk som Majid er skyld i, at den svenske velfærdsstat og kultur er i fare. De er uenige om meget, men enige om en ting - i Sverige siger man ikke, hvad man mener.

"Det er bullshit, at svenskerne ikke er racister. De siger det bare ikke, men man mærker, at der gemmer sig usagte ting under overfladen," siger Majid Derrier fra en bænk på Rinkeby Torv.

Otte kilometer derfra, i Stockholms indre by, er der ikke et tørklæde at se. Hverken i det hippe Södermalm, der for længst har fortrængt sine arbejdere, det mondæne Kungsholmen eller i det forneme Östermalm. Ismail Tokgöz er på ferie i Stockholm, hvor han tidligere har boet. Nu er han flyttet tilbage til Tyrkiet.

"Jeg undrer mig over, at der ikke findes multietniske kvarterer i Stockholms centrum. Det er ikke godt for integrationen, at alle indvandrere bor udenfor - i Rinkeby og Tensta. Det er som en helt anden verden," siger han og indrømmer, at han også boede i Tensta, da han boede i Sverige.

"Der kunne man finde tyrkisk mad. Svensk mad er jo bare köttbullar," siger han.

Boligerne i Stockholms centrum er mindst 80 procent dyrere end i forstaden, en naturlig forklaring på beboersammensætningen og den skærende kontrast til berygtede forstæder som Rinkeby, Tensta og Flemingsberg.

"Her ligger Stockholms dårligste skoler," skriver avisen Stockholm City. "Rinkeby, den farligste forstad," skriver svensk Metro om bydelen. Men der sker også en masse gode ting, mener Muhamed Hagi Farah, en af bydelens medborgerværter, der skal skabe tryghed i området, vejlede forældre og tale med de unge.

"Men det gode glemmer man altid i alle de dårlige overskrifter. Det største problem er, at vores bydel ikke er stabil. Det er altid de nye indvandrergrupper, der kommer hertil, mens de gamle flytter, når de bliver etablerede. Vi har brug for, at de stærke bliver," siger han og påpeger endnu et problem. Nemlig at 50 procent af de unge får dumpekarakterer i folkeskolen og ikke får en videregående uddannelse, påpeger Muhamed Hagi Farah, der egentlig er uddannet jurist, men aldrig har arbejdet med jura i Sverige.

Men det er ikke kun uddannelsen, der mangler, mener Majid Derrier, der læser økonomi på universitetet.

"Arbejdsgiverne vil hellere give jobbene til svenskerne end til unge fra Rinkeby som mig. Nogle gange tør man næsten ikke sige, at man kommer fra Rinkeby, for så får du ikke noget job," siger Majid Derrier, der sagde, han kom fra Spånga, sidste gang han søgte arbejde. Majid og kammeraterne hænger ud på det livlige Rinkeby Torv, hvor gammelsvenskere fra Stockholm kun er på transit for at købe indvandrergrønthandlernes billige frugt. Eller som en mand, der er på vej ned til tunnelbanen mod Stockholm, efter at have købt en kuffert, som "selvfølgelig" gik i stykker med det samme.

"Typisk, men det må man regne med, når man køber her," siger han.

De glade Rinkebyere

Ann-Marie Klingström er en af de få etniske svenskere på torvet i dag. Hun er ægte Rinkeby'er, og sidder med sin sommerbog og kigger på teenagedrenge med somalisk baggrund, der pjatter i hvide fodbolddragter - der skal være fodboldturnering senere på dagen.

"Medier og politikere tegner et billede af Rinkeby som en farlig ghetto. Nu har jeg boet her det meste af mit liv og ved, at det ikke passer," siger Ann-Marie Klingström, der trods sin kærlighed for Rinkeby ikke kan forstå, hvorfor den svenske integrationsmodel bliver fremhævet som eksemplarisk. Det kan være, at græsset på den svenske side umiddelbart er grønnere, men rødderne er rådne, mener hun:

"Den svenske integrationsmodel er en fiasko, i hvert fald i Stockholm," er Ann-Marie Klingströms hårde diagnose. "Men det siger man ikke højt i Sverige," siger hun med et ironisk smil, som hurtig erstattes af ramme alvor:

"Boligpolitikken i Stockholm er slået fuldstændig fejl. Man har ikke tænkt på, at der skal være balance i sammensætningen mellem indvandrerne, flygtninge og etniske svenskere."

Men det gør ikke Rinkeby til et dårligt sted at leve, mener Majid Derrier.

"Du finder ikke gladere mennesker end her. Om 100 år kommer det ikke længere til at spille nogen rolle, hvor man kommer fra, men det tager tid. Det kommer ikke med et fingerknips."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu