På trods af sit fromme udgangspunkt har De Olympiske Lege lagt ryg til alverdens ballade. Vi skal frem til slutningen af 1800-tallet og adelsmanden Pierre de Coubertins genoplivning af den oldgræske tradition, før sport mister sit slægtskab med krig. Alligevel handler det 20. århundredes OL-fortælling om terror, boykot og etniske udrensninger.
OL i 1936 var gigantisk propaganda for nazismen, og Hitlers ønske var at vise den ariske races styrke. Stik imod hensigten endte afroamerikaneren Jesse Owens med at vinde fire guldmedaljer, så Hitler måtte finde på dårlige undskyldninger for at undgå at skulle lykønske ham. Den tyske længdespringer Luz Long viste sand sportsånd, da han overlod guldet til Owens. På sejrsbilledet giver Long nazi-salut, mens Owens gør almindelig honnør foran publikum. Senere sagde en bevæget Owens, at alle hans medaljer tilsammen ikke kunne måle sig med det venskab, han følte over for Long i 1936.
Politik hører ikke hjemme i olympisk sammenhæng. Det mente IOC i hvert fald, efter at de amerikanske sprintere Tommie Smith og John Carlos havde rakt deres knyttede næver iklædt sorte handsker i vejret efter sejren i 200 meter-løb. Med en hilsen til De Sorte Pantere i USA og med et hidsigt slagsmål for og imod Sydafrika inden OL i Mexico 1968 var bristen mellem Den Tredje Verden og den småracistiske, olympiske organisation blevet ubærlig. Tommie Smith nægtede at få overrakt sin medalje af IOC-bossen, Avery Brundage, som var kendt for sin sympati for apartheid. I stedet fik Smith og Carlos priser af præsidenten for det internationale atletikforbund. Men næverne røg i vejret, og hele verden lærte at sige 'black power'.
Nedslagtning og terror
De sorte handsker var ikke det mest spektakulære i 1968, selvom de stjal hele mediebilledet. 10 dage inden OL blev flere hundrede dræbt i et voldeligt ekko af de studenterrevolutioner, som hjemsøgte hele kloden. Studenterne brugte de nært forestående Lege til at skabe bevågenhed om deres sag, og natten igennem, den 2. oktober, råbte den unge hob:
"Vi vil ikke ha' Olympiske Lege! Vi vil ha' revolution!"
Nedslagtningen ved daggry er i dag kendt som Tlatelolco-massakren.
I 1972 var det kampen mellem Israel og Palæstina, som kom i centrum. De vesttyske arrangører gjorde meget for at distancere sig fra Hitlers OL. Nu skulle der være organiske sportsbyer og kulturel åbenhed. Terrorgruppen Sorte September besatte de israelske sportsfolks boliger, tog 11 som gidsler, som alle blev dræbt af palæstinenserne, hvorefter de begik selvmord. Det tyske antiterrorkorps indsats var imponerende, men nyttesløs. I dag husker de fleste 1972 som terrorens sommer og ikke som dengang, Mark Spitz vandt syv guldmedaljer i svømning.
Og så var der våbenkapløbet og magtbalancen. I 1980 opfordrede Jimmy Carter kraftigt andre lande til at boykotte OL i Moskva på grund af Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Det lykkedes, og dét år savnede man den karakteristiske spænding mellem konkurrenterne fra øst og vest. Det gjorde man også fire år senere i Los Angeles, for nu var det USSR's tur til at være mobset og blive hjemme. Til gengæld sørgede englænderne Sebastian Coe og Steve Owett for koloritten i 800 og 1.500 meter-løb. Storbritanniens olympiske komité havde behændigt overhørt Thatchers krav om boykot.
Nulpunktet var nået, og oven på en tid med systematisk doping fra især DDR - hvis metoder også bredte sig til vestlandene - skulle Legene i 1988 i Seoul endelig stå som et rent og ukorrumperet symbol på Coubertins hedengangne idé.
Glansbilleder krakelerer
Set udefra blev Seoul en kæmpe succes. Alligevel havde den nytilkomne militærmagt brugt Legene til at rydde op i den sydkoreanske metropol. Næsten en million mennesker blev smidt ud af deres hjem, mishandlet af regeringsstøttede bander og sat i fængsel. Fjernsynskiggerne så en skinnende by med smilende nye indbyggere, hvorimod talløse af de gamle måtte overleve ved at grave beboelseshuler under motorvejene.
Udrensningspolitikken fortsatte i Barcelona i 1992. I dag betragter mange Barcelona som en rollemodel for OL. Men huspriserne steg med næsten 300 procent som følge af byfornyelsen, mens det sociale byggeri blev halveret. Turismen havde kronede dage, OL-ånden funklede som globalt købmandsskab, men det var de 100.000 fordrevne katalanere temmelig ligeglade med.
Hvordan kunne Coubertins dydige credo om, at det er vigtigere at deltage end at vinde, komme så vidt?
Sprækkerne i verdenspolitikken har det med at vokse sig dybere, når der er OL. Glansbillederne krakelerer, kriserne synliggøres, og spændet mellem sportens utopier og hverdagens ufred er et slag i ansigtet. Her bliver Legene skueplads for terror og politiske manifestationer. Kernen i Coubertins motto var resultatet af et politisk kompromis. Helt tilbage fra oldtiden - hvor sporten som krigsforberedelse var en selvfølge - hed det jo "hurtigere, højere, stærkere".
Nu gjaldt det blot om at være med. Afstanden mellem den blotte tilstedeværelse og den magtsyge hierarkisering, der hviler i det oprindelige motto, afslører en politisk splittelse i sportens fundament. Her finder vi både den demokratiske skønsang om lige ret for alle og et kompromisløst krav om sejr. For enhver pris. Så måske er det ikke så underligt, hvis splittelsen bryder ud i lys lue hvert fjerde år.
