Læsetid: 2 min.

Indien fastholder ret til billig kopimedicin

Indiens Højesteret slår fast, at landet har ret til at producere billig kopimedicin - til glæde for den fattige befolkning og til fortrydelse for det schweiziske medicinalfirma Novartis
7. august 2007

Indien skal fortsat kunne producere billig kopimedicin. Den afgørelse har Indiens højesteret netop truffet som afslutning på et sagsanlæg fra det schweiziske medicinalfirma Novartis.

"Det er en klar sejr for de syge i den fattige verden", siger Læger uden Grænser i en pressemeddelelse.

Indien har formuleret sin patentbeskyttelse, så firmaer kun kan patentere egentlige nyskabelser og ikke mindre justeringer af molekyler, som allerede er opfundet. Den bestemmelse ville Novartis have fjernet, for at gøre det nemmere at patentere medicin.

"Vi tror på effektive patentsystemer. Patenter redder liv, for det sikrer udvikling af ny medicin", sagde talskvinden for Novartis, Carrie Scott, da medicinalfirmaet indledte sagen i marts 2007.

Ifølge Læger Uden Grænser har mere end 420.000 mennesker fra hele verden underskrevet en anmodning til Novartis om at lade sagen mod Indien falde på grund af de alvorlige konsekvenser, den kunne have for fattiges adgang til livsvigtig medicin.

Afhængig af kopimedicin

84 pct. af den medicin, som Læger Uden Grænser udskriver til hiv-patienter, bliver produceret billigt af indiske firmaer. Indien er i dag den største producent af medicin til udviklingslandene, og langt størstedelen af landets medicineksport retter sig mod disse. UNICEF køber halvdelen af den medicin, FN distribuerer, i Indien.

"Afgørelsen er en lettelse for millioner af patienter i udviklingslandene, som er afhængige af medicin fra Indien", siger Tido von Schoen-Angerer, leder af Læger Uden Grænsers kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin.

Også fra hjemmefronten høstede Novartis kritik for sagen om den indiske patentlov. Den tidligere schweiziske præsident Ruth Dreifuss sagde i marts til schweizisk presse: "Den indiske lov forsøger at finde en balance mellem intellektuelle ejendomsrettigheder og folkesundhed. Ved at udfordre denne balance ofrer Novartis målene om folkesundhed og svækker hele systemet".

Sagen skaber præcedens

Læger Uden Grænser opfordrer nu de internationale medicinalvirksomheder til at lade Indiens patentlovgivning i fred og i det hele taget holde op med at lægge pres for at få strengere patenter i de fattige lande.

Da sagen om indisk patentlovgivning startede, vurderede Stine J. Haakonsson fra Dansk Institut for Internationale Studier, at udfaldet ville få konsekvenser langt ud over Indiens grænser.

"Den indiske retssag er virkelig vigtig, fordi den vil skabe stor præcedens. Der sidder en masse u-lande, der gerne vil have adgang til billig medicin, men ikke har magten til at gå op imod de store virksomheder".

Med afgørelsen fra Indiens højesteret er der åbnet mulighed for, at andre u-lande kan indføre lignende patentlovgivning. Men andre medicinalgiganter har i f.eks. Afrika allerede forstået, at sælger de hiv-hæmmende kopi-medicin til en brøkdel af prisen, der forlanges i Vesten, afsætter de faktisk mere - og tjener mere på sigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu