Læsetid: 11 min.

Irak - en lektion i realitetssans

Den tidligere Harvardprofessor i menneskerettigheder Michael Ignatieff var en af de mest fremtrædende humanistiske høge, der støttede det amerikanske regimeskift i Irak. Nu vender han blikket indad i et forsøg på at begribe, hvordan han kunne tage så grueligt fejl
Drømmen der brast. Saddam-statuen blev iklædt det amerikanske flag og styrtet af en begejstret og taknemmelig irakisk folkemængde. Men det var en iscenesat propagandagimmick, og de ædle forsætter om at befri Irak fra dets onde tyran er endt som et mareridt med hundredtusinder af dræbte, millioner af flygtninge og sekterisk borgerkrig.

Drømmen der brast. Saddam-statuen blev iklædt det amerikanske flag og styrtet af en begejstret og taknemmelig irakisk folkemængde. Men det var en iscenesat propagandagimmick, og de ædle forsætter om at befri Irak fra dets onde tyran er endt som et mareridt med hundredtusinder af dræbte, millioner af flygtninge og sekterisk borgerkrig.

Laurent Rebours

10. august 2007

Den katastrofe, som er under vedvarende udfoldelse i Irak, har ødelagt al tiltro til en præsidents politiske dømmekraft. Men også tilliden til andres dømmekraft har lidt et knæk. Vi kommentatorer, som støttede invasionen, må i dag se i øjnene, at vores opbakning til Bushs projekt var fatalt forfejlet. Det døgn, da krigen begyndte, forsikrede en eksilirakisk ven mig om, at krig var den eneste udvej, hvis irakere af hans generation nogensinde skulle komme til at leve i frihed i deres eget land. I dette var vi mange, der gav ham ret.

Hvor fjern forekommer ikke denne drøm i dag?

Lige siden jeg for et par år siden forlod mit Harvard-professorat for at gå ind i politik i mit hjemland, Canada, har mine tanker kredset om det irakiske sammenbrud. Lige siden har jeg søgt at begribe, præcis hvordan jeg i dag kan foretage bedre vurderinger på den politiske arena, end dem jeg før fremsatte fra sidelinjen. Jeg har måttet sande, at udviklingen af en sund dømmekraft i politik nødvendigvis må gå over erkendelsen af, hvornår tiden er inde til at indrømme egne fejltagelser.

Filosoffen Isaiah Berlin bemærkede engang, at problemet med akademikere og kommentatorer er, at de er mere optagede af, hvorvidt ideer er interessante, end af hvorvidt de er sande. På samme måde som professionelle tænkere lever politikere af ideer - blot har de ikke råd til den luksus kun at beskæftige sig med ideer, der er interessante. De må arbejde med det beskedne antal ideer, der tilfældigvis er sande, og med det endnu mindre antal ideer, der tilfældigvis er brugbare i det virkelige liv. I den akademiske verden er falske ideer blot falske og ufrugtbare, om end det kan være morsomt at lade dem indgå i tankeeksperimenter. I det politiske liv kan falske og ufrugtbare ideer ødelægge livet for millionvis af mennesker og føre til et uhyrligt spild af værdifulde ressourcer. Som intellektuel må man tage ansvaret for at forfølge sine ideer udi deres yderste konsekvens, uanset hvor de måtte føre hen. En politikers ansvar er at bemestre disse konsekvenser og forhindre dem i at forvolde skade.

Jeg har erfaret, at god dømmekraft i politik slet ikke ligner god dømmekraft i det intellektuelle liv. For den intellektuelle er vurderinger et spørgsmål om at generalisere og fortolke bestemte kendsgerninger ved at se dem som udslag af en eller anden stor idé. I politik er alt nøjagtigt, hvad det er og ikke nogen anden ting. Specifikke sagforhold vejer tungere end generelle. Hang til at teoretisere er en hæmsko.

Fællestrækket for fornuftige politiske vurderinger er, at de udspringer af en veludviklet realitetssans. Som Isaiah Berlin skrev (med reference til Roosevelt og Churchill):

"Det, vi kalder visdom hos de store statsmænd, bygger i højere grad på forståelse end på viden. Det er et særligt blik for, hvilke kendsgerninger der er relevante, og som gør det muligt at gennemskue, hvad der passer og ikke passer sammen, hvad der kan og ikke kan gøres under givne omstændigheder, hvilke midler der virker i hvilke situationer og med hvilken effekt."

Politikere har ikke råd til at spinde sig ind i en puppe af yndlingsfantasier fra deres indre forestillingsverden. For dem er det helt afgørende ikke at forveksle verden, som den er, med verden, som de ville ønske, den var. De må se Irak - eller alt andet - som det nu er.

Hovslagene fra historiens hest

Som tidligere underviser i statskundskab må jeg tilstå, at disciplinen lover en del mere, end den kan levere. I praktisk politik kan man ikke konsultere nogen videnskab om beslutningstagning. De vurderinger, en politiker hver dag må gøre sig, handler om andre mennesker: Hvem kan man have tillid til, hvem kan man satse på, og hvem bør man undgå at involvere sig med. At have god vurderingsevne i disse spørgsmål - at have realitetssans - forudsætter, at man vil forlade sig på sine højst uvidenskabelige intuitioner om andre mennesker.

Realitetssans vil dog ikke blot sige at have forståelse for, hvordan verden er, men også for, hvordan den kunne være. Lige som store kunstnere kan store politikere øjne muligheder, andre ikke kan se, og søge at gøre dem til realiteter. For at bringe nyt til verden må politikere tillige have fornemmelse for timing, for hvornår tiden er inde til dristige fremrykninger, og hvornår man bør lurepasse. Som Bismarck engang bemærkede, består den politiske dømmekraft i at kunne høre - længe før alle andre - "de fjerne hovslag fra historiens hest".

Kun få af os hører hestene komme. Konfronteret med uventede begivenheder må den virtuose politiker være i stand til at improvisere og syne så urokkelig som muligt. Folket ønsker ledelse, og selv når en leder ikke begunstiges af begivenhedernes forløb, må han huske på at give sit folk de forsikringer, det fortjener.

Improvisation kan ikke altid afværge fiasko. Politiske karrierer ender ofte skidt, fordi politikere er underkastet det menneskelige vilkår: at måtte træffe valg mellem konkurrerende forslag på et grundlag af jævne instinkter og fejlbehæftede oplysninger. De såkaldte benchmarkkriterier for fremskridt i Irak kan måske nok hjælpe med til at afgøre, hvor længe USA bør blive der. Men i sidste ende er der ingen, der ved det - fordi ingen kan vide præcis, hvad USA endnu kan udrette for at skabe stabilitet i Irak.

Den beslutning, USA står over for i forhold til Irak, er paradigmatisk for den politiske dømmekraft, når den geråder sine største dilemmaer. At blive i Irak eller trække sig ud - begge dele vil få enorme omkostninger. En ting står dog klart: Omkostningerne ved at blive vil især skulle betales af amerikanerne, mens omkostningerne ved at trække sig ud især vil blive betalt af irakerne. Dette giver i sig selv et fingerpeg om, hvilke beslutninger amerikanske ledere vil være tilbøjelige til at tage.

Men beslutte sig, det må de. Og det må ske snart. Udsættelse kan i politik blive endnu dyrere end i det personlige liv. Samuel Becketts maksime "tag fejl igen, men tag bedre fejl" indfanger meget godt den indre standhaftighed, der er nødvendig i politisk statsmandskunst. Churchill og De Gaulle holdt fast i deres vurderinger, da den generelle opinion anså dem begge for at være på vildspor. Deres vilje til at vente på historiens validering tager sig retrospektivt ud som storhed og karakterstyrke. Hos den aktuelle præsident tager den samme tiltro til, at historien vil dømme ham velvilligt, sig kun ud som dum stædighed.

Machiavelli hævdede, at en effektiv politisk dømmekraft må følge principper, der er anderledes skånselsløse end dem, der er acceptable i det virkelige liv. Han skrev, at "det er nødvendigt for en fyrste, der vil hævde sig, at lære ikke at være god og at benytte eller tilsidesætte denne lære efter omstændighederne." Roosevelt og Churchill forstod udmærket at gøre det onde, men de ønskede ikke af den grund at blive bedømt efter andre moralske kriterier end deres medborgere. De anerkendte, at demokratiske ledere ikke bare kan opfinde deres egne regler - en begrænsning, der gælder indenrigs- som udenrigspolitisk, i Guantánamo, Abu Ghraib og alle andre steder. De må leve og blive bedømt efter de samme regler, som alle andre.

Og dog er politiske og personlige vurderinger på visse områder meget forskellige fra hinanden. I sit privatliv vil man opfatte angreb som noget personligt - man ville være en kold fisk, hvis man ikke gjorde. Hvis man i politik tager angreb personligt, blotter man imidlertid sin sårbarhed. Politikere må lære at fremtræde usårlige uden at virke umenneskelige.

Intet er personligt i politik, for politik er teater. Det er en del af jobbet at foregive at have følelser, man ikke rent faktisk føler. Ligesom det ikke sjældent hænder, at parlamentarikere kan fornærme hinanden fra tingets talerstol og bagefter gå ud i baren og tage en drink og en hyggesnak sammen.

Ufravigelige principper spiller en rolle. I det offentlige liv er det andre mennesker, der bliver de første til at betale prisen for en politikers fejltagelser. Der findes visse goder, som ikke er til forhandling, visse grænser, der ingensinde må overskrides og visse mennesker, der aldrig må forrådes. Som regel er dogmatiske ideer dog den gode dømmekrafts fjende. Det er en hæmsko for den klare tænkning at tro på, at amerikansk udenrigspolitik skal tjene en gudgiven plan om at udbrede den menneskelige frihed. Ideologisk tænkning af denne art søger at bøje, hvad Kant kaldte "menneskets krogede træ, hvoraf intet lige kan skæres", for at tilpasse det til abstrakte illusioner.

Når ønsker forveksles med virkelighed

I mine forelæsninger i statskundskab plejede jeg at pointere, at brugen af god dømmekraft også vil resultere i god politik for almenheden. I den virkelige verden kan dårlig politik for almenheden udmærket være særdeles populær. At modstå fristelsen til populisme er ikke let og ikke nødvendigvis altid klogt. God dømmekraft i politik er en rodet affære. Det indebærer, at man afbalancerer principper og praksis i ufuldkomne kompromiser, der altid vil efterlader utilfredse parter - ganske ofte en selv.

At måle god dømmekraft i politik er ingen let sag. Kampagner og primærvalg kan være test af en kandidats charme, slidstyrke, evne til at rejse penge og retoriske talenter, men siger ikke nødvendigvis noget om evnen til at lede et embede, når alting brænder på.

I forhold til Irak kan vi afprøve dømmekraften ved at spørge, hvem der kom tættest på at forudse, hvordan begivenhederne kom til at falde ud. Men mange af dem, som korrekt foregreb katastrofen, gjorde det ikke ved at udøve nogen overlegen dømmekraft, men ved at reagere pr. ideologisk instinkt. Jeg tænker her på dem, som var imod invasionen, fordi de mente, at præsidenten bare var ude på at sikre sig Iraks olie, eller fordi de mener, at supermagten Amerika altid og i alle situationer gør det forkerte.

Nej, de, som udviste ægte god dømmekraft i forhold til Irak, forudså ikke blot de konsekvenser, som faktisk indtrådte. De foretog også en korrekt evaluering af de motiver, der lå bag handlingen. De vidste ikke nødvendigvis mere end os andre. De kæmpede, som alle vi andre gjorde, med de samme falske efterretninger og det samme rudimentære historiske kendskab til Iraks sekteriske sprækker. Men hvad de ikke gjorde, var at forveksle ønsker med virkelighed. De forventede aldrig, som præsident Bush gjorde, at fordi de selv troede på integriteten i egne motiver, ville alle andre i regionen også gøre det. De købte ikke illusionen om, at en fri stat ville kunne opstå på et grundlag af 35 års politistatsterror. De regnede ikke med, at USA ville have magt til at forme de politiske resultater i et afsidesliggende land, som de fleste amerikanere vidste lidet om. De gik ikke ud fra, at fordi USA forsvarede menneskerettighederne og friheden i Bosnien og Kosovo, ville det nødvendigvis også gøre det i Irak. De styrede klar af alle disse fejltagelser.

Jeg begik nogle af disse fejl og enkelte andre for helt egen regning. Den lære, jeg drager for fremtiden, vil være mindre præget af lidenskaberne hos nogle af de mennesker, jeg beundrer mest - eksilirakere, f.eks. - og mindre påvirket af mine egne følelser.

Jeg besøgte Nordirak i 1992. Jeg så, hvad Saddam havde gjort imod kurderne, og fra det øjeblik af mente jeg, at han måtte fjernes. Mine overbevisninger byggede altså på autoritative personlige erfaringer, men netop af denne grund lod jeg følelserne forføre mig til at overse de virkeligt vanskelige spørgsmål, såsom: Kan kurdere, sunnier og shiamuslimer holde fredeligt sammen på, hvad Saddam måtte benytte terror for at opretholde? Jeg burde have vidst, at følelser i politik som i det personlige liv, er tilbøjelige til at være selvretfærdiggørende, og at ingen ultimative politiske vurderinger - uanset om de bygger på ens egne følelser - nogensinde må kunne fritages for kravet om kritisk granskning af sit argumentationsgrundlag.

Alarmklokkerne i Bushs indre

God dømmekraft i politik, viser det sig altså, beror på ens evne til selvkritik. Problemet er ikke kun, at præsidenten ikke gjorde sig umage for at forstå Irak. Det er, at han end ikke gjorde sig umage for at forstå sig selv. Den realitetssans, som kunne have reddet ham fra katastrofen, skulle have taget form af en indre alarmklokke, der advarede ham om, at han ikke vidste, hvad han foretog sig. Omvendt er det vel tvivlsomt, om alarmklokker nogensinde har lydt i Bushs sind. Han har i hele sit liv ført en beskyttet tilværelse i lukkede kredsløbs tryllekreds, og hertil trænger lyden af alarmklokker sjældent igennem.

Det er kendetegnende for den gode dømmekraft at lytte til indre alarmklokker. Kløgtige ledere tvinger sig selv til at lytte lige så nøje til tilhængere og modstandere af de beslutninger, de overvejer at træffe. De kan ikke tillade sig at gå ud fra, at deres egne gode intentioner vil garantere gode resultater. Ej heller bilder de sig ind, at de ved alt, hvad der er værd at vide. Hvis magt korrumperer, korrumperer den også denne sjette sans for personlige grænser, hvorpå al kløgt hviler.

En kløgtig leder vil redde demokratierne fra det værste, men kløgtige ledere vil ikke inspirere et demokrati til at yde sit bedste. Demokratiske befolkninger bør altid søge mere end kløgt i en leder: Dristighed, visioner og - hvad der følger af begge - en vilje til at risikere fiasko. Modige ledere kan gøre krav på vores tillid, så længe de giver os antydning af, at de ved, hvad der kan gå galt. De må være sagtmodige mænd, der har kendt nederlagets græmsel, som profeten Esajas siger. De må være mænd og kvinder, som ikke har ført beskyttede liv, som forstår os sådan, som vi virkelig er, som aldrig har opgivet håbet, og som ved, at deres rolle i politik er at gøre vores samfund bedre. Sådanne er de ledere, hvis dømmekraft - uanset at den kan fejle - stadig vil være værdig til vores tillid.

© The New York Times Magazine og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu