Læsetid: 2 min.

Lammet Irak på vej bort fra demokrati

Iraks politikere kan ikke regere, og sikkerhedsstyrkerne ikke skabe sikkerhed, fastslår amerikansk efterretningsrapport
»Den irakiske regering er valgt af det irakiske folk,« sagde Iraks hårdt trængte premierminister, Nouri al-Maliki, onsdag.

»Den irakiske regering er valgt af det irakiske folk,« sagde Iraks hårdt trængte premierminister, Nouri al-Maliki, onsdag.

Wathiq Khuzaie

24. august 2007

"Iraks politiske ledere er fortsat ude af stand til at regere effektivt."

Det fastslår eksperter fra samtlige USA's 16 efterretningstjenester i en fælles rapport om situationen i Irak, som blev offentliggjort i Washington i går.

"Belastningen på grund af sikkerhedssituationen og fraværet af centralt lederskab har blokeret den interne politiske diskussion, bremset den nationale beslutningsproces og øget al-Malikis sårbarhed over for alternative koalitioner," siger efterretningsrapporten, der bedømmer, at den irakiske regerings sårbarhed blot vil tiltage det næste halve til hele år.

Trods fremskridt kan de irakiske sikkerhedsstyrker heller ikke foreløbig overtage ansvaret for landets sikkerhed fra koalitionstropperne, hedder det.

Meldingen sætter præsident Bush under yderligere pres, mens han venter på en central statusrapport fra den amerikanske øverstkommanderende og USA's ambassadør i Irak, bebudet til den 15. september. Rapporten skal danne grundlag for Kongressens og præsidentens beslutninger om Irak-missionens fortsatte forløb.

De dystre meldinger er i tråd med udtalelsen i tirsdags fra Bagdad-ambassadøren Ryan Crocker om, at premierminister Nouri al-Malikis regering er "utroligt skuffende", når det gælder fremskridt mod national forsoning. Tilsvarende siger amerikanske generaler i Irak nu før første gang åbent, at den demokratiske vision, der ligger til grund for hele koalitionsprojektet, måske bør skrottes.

Alternativer

"Demokratiske institutioner er ikke nødvendigvis vejen frem i det langsigtede perspektiv," sagde brigadegeneral John Bednarek fra den irakiske Diyala-provins til CNN, kort før 35 mennesker blev dræbt ved et al-Qaeda-angreb på to landsbyer i provinsen.

Et hold fagfolk samlet af New York University beskrev for nylig tilsvarende det mest optimistiske scenario for Irak som 'et nationalt enhedsdiktatur'.

I Irak har den shiitiske præst og militsleder Moqtada al-Sadr netop foreslået et nationalt råd af stærke mænd fra de tre store befolkningsgrupper som alternativ til al-Malikis paralyserede regering, som næsten halvdelen af ministrene nu boykotter.

Andre politiske aktører med den tidligere sekulære premierminister Ayad Allawi i spidsen søger at samle en koalition, der kan vælte al-Maliki og etablere en ny regering.

Det ironiske er, at det er al-Maliki, den 57-årige shiitiske politiker der endte som regeringsleder mod sin vilje, som nu over for både amerikanske røster og rivaliserende irakiske politikere må fastholde, at Irak er et demokrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu