Baggrund
Læsetid: 5 min.

Pakistan - et fyrtårn uden lys

Pakistan fejrer 60-året for sin uafhængighed i en dyster stemning: Nationens fremtid efter Musharraf tegner højest uvis
Udland
14. august 2007
En indisk (th.) og pakistansk (tv.) grænsevagt puster sig op ved landenes fælles grænsekontrol

En indisk (th.) og pakistansk (tv.) grænsevagt puster sig op ved landenes fælles grænsekontrol

Aman Sharma

LAHORE - Minar-i-Pakistan (Pakistantårnet) i Lahore var stedet, hvorfra visionen om et separat hjemland for muslimer i det britisk styrede Indien blev proklameret. Det var den 23. marts 1940.

Syv år senere kom Pakistan til verden ved en blodbesudlet delingsproces, der efterlod mindst en halv million døde og over 10 millioner fordrevne. Dets historiske betydning taget i betragtning er Minar et lidet inspirerende monument. Et fyrtårn af beton, hvis signallys er demonteret. Men det harmonerer i grunden perfekt med stemningen blandt det pakistanske folk på 60-årsdagen for dets uafhængighed.

Pakistans stiftende landsfader, Mohammed Ali Jinnah, var overbevist om, at en separat nation var uomgængelig, da muslimer aldrig ville kunne føle sig sikre i et Indien, hvor hinduer udgjorde det massive flertal. Pakistans sikkerhed er i dag betrygget - det bruger over 30 procent af sit regeringsbudget på militærudgifter. Men 74 procent af dets indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, og 50 procent har ikke haft nogen skolegang.

Var tænkt som liberal stat

Pakistan er også blevet forbundet med en ondartet variant af islam. Ved foden af Minar har der dannet sig et lille opløb. De røde, hvide og blå flag repræsenterer landets minoritetsgrupper, hinduister, sikher og kristne. Som blandt de mest elendige af Pakistans fattige landbefolkning er deres sociale levevilkår næppe bedre end i 1947. Men eksistentielt er de blevet værre. De står over for en generation af militante islamister, for hvem enhver religiøs afvigelse fra deres egen lære er for frafald at regne.

I sidste uge blev der smidt løbesedler i en kristen landsby: "Kristne måtte enten konvertere til islam eller dø,"lød deres budskab.

Var dette så Jinnahs vision? "Gode Gud, nej da,"siger Javed Iqbal. "Pakistan var tænkt som en liberal stat - blot skulle islam være dens grundlag. Det var aldrig målet at skabe Guds rige på Jorden."

Han burde vide, hvad han taler om. Javed er søn af Mohammed Iqbal - den tænker, som udkastede tanken om de to nationer. Hans tese var, at Indien var et alt for mangfoldigt land til at kunne samles under en enhedsregering. Religion snarere end territorium måtte gøres til grundlaget for national identitet.

Pakistan påkalder sig stadig tonationers-tanken som retfærdiggørelse for sin uafhængighed fra Indien. Men hvad gik der så galt?

"Jinnah døde kort efter uafhængigheden, og i hans sted fik vi bureaukrater uden format. Indien var heldigere. Det havde Nehru, som stod i spidsen længe nok til at sikre, at demokratiet slog rødder."

Iqbal skyder desuden skylden på Pakistans feudale kultur. Igen er en sammenligning med Indien instruktiv. I dette land trak socialistiske jordreformer og straffende brandbeskatning tænderne ud på den feudale klasse.

I Pakistan fastholdt godsejerne i praksis deres fæstebønder i slaveri og opretholdt deres monopol over den politiske og økonomiske magt.

Men hovedårsagen til Pakistans udviklingsmæssige efterslæb, siger Iqbal, er nu alligevel hæren - en institution, som har regeret direkte i 33 ud af nationens 60 år, herunder de seneste otte under præsidentgeneral Pervez Musharraf. Hæren råder over et nukleart arsenal på 50 sprænghoveder og en stående hær på 600.000 soldater. Den har også økonomiske aktiver for 20 mia. dollar. Hæren er Pakistans Leviathan (suveræne hersker, red.).

"Dette land har ikke kaserner," siger menneskeretsadvokaten Asma Jahangir. "Det er kasernerne, der har landet."

Hæren fremelskede en form for islam, der langt hen ad vejen var fremmed for subkontinentets sufistiske og tolerante traditioner. I 1980'erne påkaldte Pakistans militærdiktator, Zia ul-Haq den wahhabistiske version af sharia-loven for at legitimere sit militærstyre. Styrket af saudiske og amerikanske penge bevæbnede han også de islamistiske partisaner i kampen mod Sovjet i Afghanistan og Indien i Kashmir. I 1990'erne hjalp Pakistan Taleban til magten i Kabul og sikrede al-Qaeda ly i sine byer. For hæren var tanken, at kun 'jihad' kunne matche Indiens voksende økonomiske og militære styrke.

Men høsten var bitter, især efter at Pakistan blev deltager i den amerikansk ledede 'krig mod terror'. Sidste måned i Islamabads Røde Moské vendte militante islamister, der i sin tid nød beskyttelse, deres geværer imod hæren for dens påståede frafald fra islamisk lov. Over 100 mennesker blev dræbt, og et Taleban-inspireret oprør hjemsøger nu Pakistan.

"Vi sidder i suppedasen," siger Iqbal. "Ved at støtte fanatikerne har hæren styrket de kræfter, som er de største modstandere af Pakistan - i al fald af det Pakistan, som Jinnah drømte om."

Al musik forbudt

Samina Ahmed er enig. Hun er skuespiller og underviser for tiden unge talenter i drama ved Hamra Teateret i Lahore. Hun sidder med korslagte ben i et mørkt auditorium og betragter sine elever, der på den projektørbelyste scene griner, mimer og danser til et bhangra-nummer (traditionel folkedans fra Punjab, red.).

"Den slags anses for frisindet her," siger hun. "Men i grænseområderne forbyder de al musik."

Ahmed blev født i Lahore fire måneder før Delingen. Hendes karriere er som en afspejling af nationens op- og nedture. Den bedste tid var i 1970'erne under Zulfika Ali Bhuttos civile styre.

"Den eneste censur dengang var kvalitet," siger hun. "Hvis man producerede bras, kunne man ikke få det udsendt," husker hun.

Den værste periode var under Zia.

"Der var kun islamiske programmer eller tarvelige, meningsløse komedier. Det var en forsætlig politik at skildre arbejdende kvinder på negativ vis. Som om vi var årsagen til alle dårligdomme i landet."

Hun indrømmer, at mediesituationen er blevet bedre.

"Men vi kan stadig ikke diskutere religion eller andre islamfortolkninger".

Hun kigger på sine unge skuespillerelever.

"Der er et enormt potentiale her i Pakistan. Men det vil ikke blive forløst, hvis vores unge generationer bliver bebyrdet med alle disse andre dagsordener. Hvis vores fremtid betyder ophør for al musik, er det ude med os - kulturelt og på andre måder."

60 år er kort tid

Iqbal er mindre pessimistisk. Den ungdommelige 83-årige pointerer, at 60 år er "kort tid" for en nation. Og skønt også han er foruroliget over islamisternes fremmarch, er han blevet inspireret af en anden udfordring af militærstyret.

I marts gik Pakistans 150.000 advokater på gaderne for at forsvare deres højesteretspræsident, Iftikar Chaudhry, der var blevet fyret af regeringen for "utilstedelig adfærd". Efter en landsomspændende og stort set fredelig kampagne førte masseprotesterne til, at højesteretspræsidenten blev genindsat imod militærets vilje. "Det er første gang i 60 år, at vor dommerstand har vovet at trodse militæret," siger Iqbal.

"De spørger mig, hvad Jinnahs og min fars vision var for Pakistan. Jeg vil sige, at advokatbevægelsen med deres kamp for demokrati viser vejen. Jeg ved ikke om, advokaterne er bevidste om, at det er den vision de viderefører, men det er det, de gør."

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her