Læsetid: 2 min.

Polsk eks-minister og topembedsmænd anholdt

Polens netop afsatte indenrigsminister og en forhenværende politichef er anholdt i en sag, som formodes at relatere sig til sag om spionage i regeringen
31. august 2007

Politiet i Warszawa dukkede i går morges op for at anholde Polens netop afsatte indenrigsminister, Janusz Kaczmarek, og flere tidligere topembedsmænd.

Flere kritikere tror, at premierminister Jaroslaw Kaczynski står bag anholdelserne for at lukke munden på de tilbageholdte. Regeringen er kommet i strid modvind efter beskyldninger om politisk spionage, heriblandt aflytninger af politiske rivaler i og uden for regeringen.

Kaczmarek er en af dem, der er under mistanke for at have brugt sit ministerium til at udspionere politiske rivaler. Kaczmarek trådte tilbage fra posten som indenrigsminister i sidste måned.

Også den nyligt fyrede politichef i Polen, Konrad Kornatowski, er anholdt, oplyser nyhedskanalen TVN24. Det samme gælder den tidligere leder for Polens største og delvist statsligt ejede forsikringsselskab PZU, Jaromir Netzel.

Ifølge ubekræftede oplysninger ønsker politiet også at anholde lederen for landets efterforskningsenhed CBS, Jaroslaw Marzec.

Det var imidlertid ikke spionage, som en talsmand for anklagemyndigheden begrundede anholdelserne med. I stedet blev der henvist til forsøg på at forhindre en »undersøgelse af korruption i landbrugsministeriet«

Oppositionen kræver, at en særlig parlamentarisk kommission undersøger, om premierminister Jaroslaw Kaczynski og hans højreorienterede regeringskoalition har brugt Polens hemmelige efterretningstjenester, justitsministeriet og agenturet for korruptionsbekæmpelse til at sværte politiske modstandere.

Der cirkulerer oplysninger om, at Kaczmarek for nylig skal have fortalt et parlamentsudvalg, at Kaczynskis regering misbrugte efterretningstjenesten og justitsministeriet i et forsøg på at miskreditere politiske modstandere.

Hans vidneudsagn er afgivet i fortrolighed, og der er ikke offentliggjort referater af afhøringen.

Roman Giertych, der er tidligere vicepremierminister og undervisningsminister i Kaczynskis regering, anklager Kaczmarek for at have misbrugt efterretningstjenesten til at telefonaflytte kolleger i regeringen.

Polsk Watergate
»Vi har et polsk Watergate,« har han sagt med henvisning til den skandale i USA, som bragte præsident Richard Nixon til fald i første halvdel af 1970’erne.

Oppositionen mener, at premierminister Kaczynski kan være manden bag og vil have sagen undersøgt i parlamentet.

Kaczynski afviser, at han har handlet forkert, men han synes tydeligvis ikke indstillet på, at der skal være en parlamentarisk undersøgelse af affæren.

Sagen lugter, sagde tidligere præsident Lech Walesa i går efter anholdelsen af Kaczmarek, og rettede skytset mod premierministeren og hans tvillingbror Lech Kaczynski.

»De kan endda indføre militær undtagelsestilstand,« lød det hånligt fra den tidligere leder af fagforeningen Solidaritet, som Kaczynski-brødrene også engang var knyttet til. Netop en militær undtagelsestilstand under det kommunistiske styre tvang Solidaritet under jorden i 1981.

Sagen ruller på et tidspunkt, hvor premierminister Kaczynski forsøger at opløse parlamentet for at udskrive valg til den 21. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu