Læsetid: 8 min.

Er præsidentposten allerede i kassen?

Valget er afgjort på forhånd, lyder det fra demokratiske aktivister og toneangivende amerikanske medier. De er overbeviste om, at en Demokrat vil efterfølge den upopulære præsident Bush i Det Hvide Hus. Men det kalder flere valganalytikere for farligt overmod. Især de moderate konservative bør ikke undervurderes
Finale. Der er hård kamp om at blive demokratisk præsidentkandidat, især mellem Barack Obama (tv.), Hillary Clinton (midten) og John Edwards (th.). Vinderen af det demokratiske primærvalg bliver af mange anset for at være sikker på at indtage Det Hvide Hus som USA-s næste præsident.

Finale. Der er hård kamp om at blive demokratisk præsidentkandidat, især mellem Barack Obama (tv.), Hillary Clinton (midten) og John Edwards (th.). Vinderen af det demokratiske primærvalg bliver af mange anset for at være sikker på at indtage Det Hvide Hus som USA-s næste præsident.

Jerry Lai

18. august 2007

Det er kun to et halvt år siden, at genvalgte præsident George W. Bush i sin første pressekonference triumferende kunne hævde, at han havde vundet et klart mandat fra de amerikanske vælgere til at gennemføre sit politiske program.

"Jeg har optjent politisk investeringskapital i dette valg, og jeg er fast besluttet på at spendere den i de næste fire år," pointerede den republikanske præsident.

Krigen i Irak skulle vindes - koste hvad det vil. Den statslige pensionsordning skulle delvist privatiseres, og den enkelte borger gøres mere personligt ansvarlig for sin økonomi og finanser. Idéen blev døbt 'stakeholder society', og det endelige mål var - som en af de førende republikanske ideologer Tom DeLay udtrykte det - at forvandle republikanerne til et flertalsparti.

Den nu afgåede præsidentrådgiver Karl Rove var manden, der skulle smede i Det Hvide Hus, mens jernet var varmt. Bush og Rove forventede, at det republikanske flertal i Kongressen blindt ville parere ordrer og vedtage lov efter lov. Konservative demokrater ville bare følge trop.

Men planen fordampede som et fata morgana. Modstanden var for stor. Den nykonservative ideolog og kommentator Bill Kristol var en af de første til at advare Bush og Rove mod hybris på en Harvard-konference i foråret 2005.

"Jeg giver deres pensionsplan en meget ringe chance for at blive vedtaget. Hvis de insisterer og taber, er det hus forbi," sagde Kristol.

Den 29. august 2005 slog Katrina-orkanen ned på Golf-kysten. New Orleans blev oversvømmet. I forvejen havde den efterhånden upopulære Irak-krig givet Bush nogle hårde knubs. Nu raslede præsidentens popularitet pludselig ned. Og det kun et år efter valgsejren.

"Jeg og min kone følte os magtesløse efter Bushs valgsejr. Her var en populær præsident, som kunne gøre lige, hvad han ville," erindrer David Greenberg, lektor i historie og mediepolitik på Rutgers University i New Jersey. "Et år efter var Bushs popularitet i bund. Det viser, hvor lunefuld amerikansk præsidentpolitik kan være."

Så omskiftelig er amerikansk politik, at Demokraternes spektakulære sejr ved midtvejsvalget 2006, hvor partiet genvandt kontrollen med begge kamre i Kongressen, nu synes at have beredt vejen til partiets genindtagelse af Det Hvide Hus. Og deres mest sandsynlige bannerfører er ingen ringere end den anden Clinton - Hillary.

Venstredrejning

Inden for det Demokratiske parti er stemningen næsten euforisk. Selv de amerikanske medier synes overbevist om, at Clinton, Barack Obama, John Edwards eller en anden demokrat er selskrevne som George W. Bushs efterfølger. Den amerikanske udgave af ugemagasinet The Economist spurgte på sin forside 11. august: "Drejer Amerika til venstre?"

Hvis dette spørgsmål stilles til de nye Demokratiske netgræsrødder - mobiliseret af Daily KOS, MoveOn.org og snesevis af andre progressive hjemmesider - ville det enstemmige svar lyde: "Ja!"

'Netrødderne' har deres oprindelse i tidligere Vermont-guvernør Howard Deans præsidentvalgkampagne i 2004. I dag er Dean blevet en respektabel formand for det Demokratiske partis landskomité, men hans mange tusinde tilhængere har fortsat og udvidet deres politiske aktiviteter i USA's 50 delstater. I den aktuelle demokratiske primærvalgkamp er de blevet en virkelig magtfaktor. I forrige uge mødte alle præsidentkandidater frivilligt op til en tv- og netdebat i Chicago arrangeret af websiden Daily KOS.

Meget tyder på, at partiets interessegrupper og kernevælgere er opsat på at nominere en progressiv præsidentkandidat. Det vakte f.eks. genklang, da to ledere af KOS - Markos Moulitsas og Susan Gardner - i en kronik for nylig i The Washington Post erklærede, at "en ny dag for den progressive bevægelse dæmrer".

I kronikken tog de den fulde ære for valgsejren i 2006. "Det var os - ikke midterfløjen i det Demokratiske parti - der vandt Kongresvalget," hævdede de.

Gardner og Moulitsas skrev nedladende:

"Det var midterfløjsdemokraterne, der bakkede op om Irak-krigen, om et skattesystem, der belaster middelklassen, om en konkursreform, der efterlod landbrugsgårdene i kreditkortfirmaernes kløer, om et udslidt offenligt transportsystem, om legaliseret tortur og en forkrøblet reaktion på katastrofen i New Orleans. Det amerikanske folk havde fået nok i 2006. I de kommunale og delstatslige valg blev ekstremt mange brave og standhaftige Demokrater over hele nationen valgt til politisk embede."

Konservative fordele

Det er denne slags overmodige påstande, som gør mainstream-Demokrater nervøse. Én af dem er valgeksperten David Greenberg.

"Ikke så hurtig," siger han. "Republikanerne har en indbygget fordel i at have et monopol på sydstaterne, bjergstaterne, Florida og flere af midtveststaterne. Det er en skanse, som er svær at løbe over ende for Demokraterne, selv i et godt valgår."

"Og Bush forlader scenen. I den forstand vil han ikke være en klods om benet på de republikanske præsidentkandidater," tilføjer Greenberg.

Hertil skal lægges, siger den amerikanske valgekspert, at republikanske præsidentkandidater som tidligere New York-borgmester Rudolph Giuliani, tidligere Massachusetts-guvernør Mitt Romney og skuespiller og tidligere senator Fred Thompson (der forventes at erklære sit kandidatur om få uger) allesammen har et bredt politisk generalieblad, der kan appellere til de partiuafhængige vælgere og konservative Demokrater.

Ingen af disse tre kandidater anses for at være ærkekonservative. Snarere har de i tidens løb indtaget pro-Demokratiske og moderate positioner i spørgsmål som abort, stamcelleforskning og homoseksuelles borgerrettigheder.

I øjeblikket er krigsfiaskoen i Irak det dominerende emne i valgkampen. I den ene lejr står Demokraterne, der foreslår en gradvis tilbagetrækning, men bevaring af styrker i landet til at træne irakiske soldater og politi og bekæmpe al-Qaeda i Mesopotamien. På den anden side står de republikanske kandidater, som afviser en 'fej' tilbagetrækning og vil kæmpe krigen videre til en endelig sejr. "For Demokraterne kan det blive et virkeligt problem, hvis krigen mod terrorismen - altså amerikanernes sikkerhed - bliver et dominerende emne i valgkampen efter partikongresserne næste sommer," forudsiger lektor Greenberg.

"Traditionelt er det jo sådan, at vælgerne har størst tillid til republikanerne, når det gælder om at forsvare landet mod ydre trusler. Derfor bliver de demokratiske kandidater nødt til at være varsomme. De risikerer, at alle de områder, hvor de står stærkest - i social og økonomisk politik - bliver overskygget af krigen mod terror.""

Han giver et eksempel:

"Der er en vis risiko for, at en demokratisk kandidats vidt populære forslag om at trække styrkerne hjem i faser og efterlade et kontingent i Irak kan blive tolket af vælgerne som et ydmygende amerikansk tilbagetog. Det er ikke noget, amerikanske vælgere kan lide."

Demokratisk dagsorden

Den indflydelsesrige amerikanske journalist og analytiker af det Demokratiske parti John Judis er ikke helt så ængstelig.

"I den amerikanske vælgers bevidsthed er 11. september-angrebene efterhånden trådt i baggrunden. Terrorismen var tilstede som en umiddelbar trussel i 2002- og 2004-valgene. Men det er ikke længere tilfældet. Det giver Demokraterne en chance for at fremhæve deres foretrukne emner," siger Judis, men advarer dog:

"Hvis USA bliver ramt af et terrorangreb midt i valgkampen, vil det utvivlsomt styrke en republikansk præsidentkandidats chance, især en politiker som Giuliani, hvis store styrke er en fortid som borgmester i New York omkring 11. september 2001."

Bortset fra et terrorangreb i USA har Judis, redaktør på det politiske nyhedsmagasin The New Republic, svært ved at se, hvordan en republikaner skulle kunne vinde præsidentposten.

"Præsident Bush er så upopulær, at han trækker hele sit parti med sig ned i dyndet. Han er virkelig et møllehjul omkring halsen på de republikanske kandidater. Det er lidt ligesom den upopulære republikanske præsident Herbert Hoover og Demokraten Jimmy Carter. Begge to blev en forbandelse for deres parti i mange år frem," siger Judis.

"Lige nu tynges det republikanske parti af Bushs katastrofale krig i Irak, den udbredte inkompetence i regeringsapparatet, politiseringen af dommerstanden og efterretningstjenesten og korruptionen i Kongressen. Det er svært at se, hvordan en republikansk kandidat kan tiltrække de afgørende partiuafhængige vælgere, hvis han insisterer på at fortsætte krigen i Irak, indtil USA vinder. Deres eneste mulighed er at skifte standpunkt i sidste øjeblik og ligesom Richard Nixon gjorde i valgkampen 1968 love en tilbagetrækning fra Vietnam med den nationale ære i behold."

Terror trådt i baggrunden

John Judis er sammen med Ruy Teixeira, seniorforsker ved den demnokratiske tænketank Center for American Progress, forfatter til en anerkendt bog fra 2002 med titlen The Emerging Democratic Majority. Heri postulerer de to forfattere, at en række demografiske og geografiske faktorer samt et bredt holdningsskifte i den yngre generation, blandt kvinder og spansktalende amerikanere til socialt progressive emner ville give Demokraterne en permanent majoritet i Kongressen i de næste 10-15 år.

Bogen var skrevet inden 11. september 2001. I en artikel i The New Republic, som udkommer i næste uge, peger John Judis på, at al-Qaedas anslag mod USA havde en dyb traumatisk effekt på amerikanske vælgere. Ikke alene søgte de beskyttelse hos faderskikkelsen George W. Bush; det gjorde dem også mere konservativt orienteret.

I skyggen af 11-9 blev religion, modstand mod abort og homoseksualitet og fordomme mod andre etniske grupper derfor mere udbredt. Det viser meningssundersøgelser fra valgene i 2002 og 2004. Denne reaktion kan ifølge en gruppe amerikanske psykologer forklares med en 'politisk psykologi', hvor vælgere, der ser døden i øjnene, falder tilbage på konservative dyder.

Judis pointe er, at psykologernes fokusgrupper viser, at frygten for terrorisme (døden) trådte i baggrunden under midtvejsvalget i 2006. Det genåbner med andre ord muligheden for en permanent demokratisk overtagelse af flertallet i Kongressens to kamre.

I en lang detaljeret artikel i månedsmagasinet The American Prospect (juli-august) vender Judis og Teixeira tilbage til teorien i deres bog fra 2002 om Demokraternes kommende status som flertalsparti. Artiklen har vakt opsigt, fordi forfatterne heri peger på nogle generelle trends i amerikansk politik - specifikke vælgergruppers forskydning mod det Demokratiske parti - som efter alt at dømme kan sikre herredømmet over Kongressen i 10-15 år frem.

Altså netop den status, som George W. Bush, Karl Rove og Tom DeLay havde håbet at opnå for det republikanske parti.

Men Demokraternes overraskende popularitet i vælgerbefolkningen (50 pct. identificerer sig eller sympatiserer med partiet, mens den tilsvarende andel for republikanerne er 35 pct.) er ifølge Judis og Teixeira ikke en garanti for, at en Demokrat bliver valgt til præsident i 2008. Som de skriver:

"Siden 1964 er det kun lykkedes for hvide protestantiske mænd fra sydstaterne at vinde præsidentposten (Lyndon Johnson, Jimmy Carter og Bill Clinton). Kandidater fra Midtvesten og de nordøstlige stater er konstant blevet besejret, delvist fordi de ikke evnede at indsnævre en politisk og kulturel kløft mellem de demokratiske kernevælgere og svingvælgere i Sydstaterne og Midtvesten."

Den naturlige konklusion er, at Hillary Clinton og Barack Obama ikke virker som de ideelle kandidater. Begge er fra Chicago. Begge identificeres af mange vælgere som liberale fra Nordøsten.

"Clinton vil vække modstand i den hvide arbejderklasse i Midtvesten. Obamas sorte hudfarve kan blive en ulempe hos hvide vælgere i sydstaterne," mener de.

"Disse omstændigheder udelukker ikke en demokratisk sejr," siger Judis. "Det betyder blot, at f.eks. Hillary Clinton har nogle indbyggede svagheder. Spørgsmålet er så, om den republikanske modkandidats svagheder - f.eks. en upopulær Bush og Irak-krigen - er større. Det er for tidligt at gætte."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu