Læsetid: 3 min.

Ridser i OL-lakken

Beijings OL, der vil finde sted om et år, er allerede meget mere end en sportsbegivenhed for Kina. Regeringen satser på, at begivenheden vil give styret et skinnende image, men udenlandsk kritik får det allerede til at krakelere
Udland
8. august 2007

BEIJING - Xu Huimin er med god grund duperet.

"Det gør mig så stolt, at vi kan vise verden noget, der er så imponerende," siger han, da han tager billeder af konen ved Beijings OL-stadion.

Stadionet, der vil kunne huse 91.000 tilskuere, er en gigantisk masse af snoede stålsveller, som tårner sig 100 meter i vejret, og et betagende symbol på Kinas bestræbelser forud for OL næste år.

Men samtidig er omgivelserne et bevis på et af de problemer, landet står overfor. For ud over bygningsværket vil familien Xus billeder også skildre den tykke suppe af forurening, der denne dag indhyller stadionet og får det til at fremstå som en sløret, virkelighedsfjern konstruktion.

Kina vil håbe på bedre sigt, når landet om præcis et år, kl. 8.08 om aftenen den 8. august 2008, vil byde verden velkommen til en olympisk fest, som styret satser på vil blive så stor, at den vil overdøve omverdenens kritik.

Kineserne har ventet længe på, at deres land skulle blive oplyst af OL's projektører. Men hvad vil det skarpe lys afsløre?

En ny moderne og international metropol, der afspejler landets store ambitioner, håber de fleste her vil blive svaret.

OL vil "reflektere nationens stigende styrke, vores voksende internationale status og det kinesiske folks voksende vitalitet," siger Liu Qi, hovedstadens partichef.

40 mia. dollar er der blevet spenderet på at bygge stadioner og på at opgradere infrastrukturen. Samtidig med at det gamle Beijing er blevet revet ned for at gøre plads til moderniseringen, bliver gamle vaner også pillet fra hinanden. Opdragelseskampagner er i fuld sving for at udrydde dårlig opførsel blandt beijingere.

Politisk kritik

Men de olympiske byggeprojekter kan være nok så fantastiske - og det er de - og befolkningen kan opføre sig uhørt høfligt. Det vil alligevel ikke eliminere det største problem for den kinesiske regering, nemlig udsigten til stadigt stigende politisk kritik af Beijing frem mod OL.

Regeringen har allerede fået en forsmag. Inden for den seneste uges tid har rettighedsgrupper lagt beslag på noget af rampelyset på Beijing og vendt det mod landets kritisable menneskerettighedssituation.

Beijings fest trues af en lang liste: udbredt brug af dødsstraf, undertrykkelsen af medier, religiøse grupper og minoriteter, migrantarbejderes miserable forhold og Kinas udenrigspolitik overfor Sudan.

"Det kan godt være, regeringen håber, at OL kan forbedre styrets image, men for os er det også en fantastisk mulighed for at sætte fokus på menneskerettighedssituationen her," siger dissidenten Hu Jia til Information.

Han har tilbragt halvdelen af de sidste fire år i husarrest for sin systemkritik.

Rettighedsgrupper påstår, at regeringen har tvangsforflyttet over én mio. mennesker for at gøre plads til OL-faciliteter, mange er blevet tvunget ud med kort varsel - i mange tilfælde voldeligt - og har modtaget en sølle kompensation.

"De siger, vi skal støtte Beijings olympiske lege, men det er svært, når de ikke støtter os," sagde en 50-årig bonde fra landsbyen Maxingzhuang til Information, efter han måtte give afkald på sine marker til fordel for OL's rostadion.

Ingen af landsbyboerne har modtaget kompensation for tab af deres levebrød, og tre af dem er smidt i fængsel for at gøre myndighederne opmærksom på situationen.

Amnesty Internationals generalsekretær, Irene Khan, advarer om, at hvis Beijing ikke forbedrer menneskerettighederne, kan OL ende med at blive en skamplet på Kina.

Samtidig protesterede Reporters Without Borders mandag over, at næsten 100 kinesiske journalister og internetskribenter sidder i fængsel.

"Regeringen lader til at være bange for, at dens egne borgere vil gøre den flov ved at tale åbent om politiske og sociale problemer, men Kinas ledere er tilsyneladende ikke klar over, at autoritære overgreb er endnu mere pinlige," siger Brad Adams, leder af Human Rights Watchs Asienafdeling.

Den internationale komite forbliver optimistisk på trods af den negative omtale.

"Vi mener, at OL bestemt vil have en positiv, varig effekt på det kinesiske samfund," sagde komiteens præsident Jacques Rogge tidligere i år.

Som åbningstidspunktet understreger, anses tallet otte på disse breddegrader for at være lykkebringende. Spørgsmålet er, om regeringens alliance med magiske tal vil være nok til at sikre, at OL bliver den PR-triumf, som den håber.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her