Læsetid: 5 min.

Sekularismen i Mellemøsten er død

Valgsejren til Tyrkiets let islamiske parti kan bruges af Hamas og Hizbollah som værn mod truslen fra de mere ekstreme islamister. Men eksemplet Tyrkiet viser også, at islam er den stærkeste strømning i regionen, siger britisk toprådgiver
USA-s tilstedeværelse som overlegen våbenmagt i mange arabiske lande virker som Substral for mange islamiske bevægelsers folkelige støtte. Her er hangarskibet USS Enterprise i går på vej gennem Suez-kanalen mod Iran.

USA-s tilstedeværelse som overlegen våbenmagt i mange arabiske lande virker som Substral for mange islamiske bevægelsers folkelige støtte. Her er hangarskibet USS Enterprise i går på vej gennem Suez-kanalen mod Iran.

Ben Curtis

11. august 2007

ISTANBUL - Med isoleringen af Gaza og boykotten fra de vestlige fredsforhandlere står den islamistiske Hamas-regering nu helt alene i de palæstinensiske områder. Det samme sker for tiden for Mellemøstens andre islamiske politiske bevægelser - og samtidig angribes bevægelserne overalt fra højre af mere radikale bevægelser, der ikke tror på, at man kommer nogen vegne med politik.

Nu advarer en af Europas mest erfarne mellemøstforhandlere om, at isoleringen af de politiske islamiske bevægelser er Vestens næststørste fejltagelse i Mellemøsten - kun overgået af invasionen af Irak.

Alastair Crooke er tidligere britisk udsending i Mellemøsten og grundlægger af tænketanken Conflicts Forum. Han har også været rådgiver for EU's udenrigspolitiske chef, Javier Solana, og beskæftiger sig i dag hovedsagligt med Mellemøstens islamiske bevægelser som Hamas i Palæstina, Hizbollah i Libanon og Det Muslimske Broderskab, der bl.a. findes i Jordan og Egypten.

"Salafisterne er stadig få, men de har en voksende indflydelse på de unge i Mellemøsten. De (moderate) islamiske grupper er klar over, at tiden ikke er på deres side. De er nødt til at fremlægge nogle resultater. Det var det, der fik Hamas til at bryde dødvandet i Gaza," siger Alastair Crooke på telefon fra Beirut, hvor han for tiden opholder sig.

Han taler for, at man går i dialog med grupperne, som han kalder moderate, fordi det er sådan, de opleves af den brede arabiske befolkning, og fordi de står over for de salafistiske al-Qaeda-agtige grupper, der mener, at forandringer skal gennemføres med væbnet revolution. De ekstreme mener også, at de eksisterende samfund skal brændes ned, før nye islamiske kan bygges op.

Tyrkiet sender signal

Det er også den økonomiske og politiske boykot af Hamas, der gør sit til, at organisationen er under pres, fordi det gør det umuligt at levere de politiske resultater, palæstinenserne efterspørger. I den situation er sidste måneds valgsejr til det let islamiske tyrkiske regeringsparti, AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) en særdeles velkommen begivenhed, fordi det viser palæstinenserne, at man sagtens kan være et moderat islamisk parti og samtidig levere resultater.

"Mange islamiske græsrødder i Mellemøsten er begyndt at tvivle på, om valget af Hamas, Hizbollah og Det Muslimske Broderskab kommer til at ændre noget. Når så en islamistisk bevægelse et andet sted i verden viser sig at være en succes, og den får folkelig opbakning, så giver det et stort skub til de moderate bevægelser," siger Alastair Crooke.

Et andet attraktivt element ved den tyrkiske regerings sejr er, at den er bygget på god regeringsførelse, og det er netop, hvad Mellemøstens andre islamiske partier ønsker for deres lande, siger Alastair Crooke.

"De tror på, at folkelig opbakning følger af god regeringsførelse, i stedet for salafisternes tro på at man skal brænde samfundene ned for at få et nyt Mellemøsten. Det tyrkiske resultat er et budskab om, at standhaftighed nytter. Hvis man bliver ved, kan man lave samfundsændringer uden revolution og total forandring."

Sekularisme findes ikke

Der er den store fordel på de islamiske bevægelser i Mellemøsten og Tyrkiet, at den i Tyrkiet ikke har en militant gren, der gør hele bevægelsen uspiselig i Vesten.

Situationen i Tyrkiet er også en anden i den forstand, at Atatürks reformer i begyndelsen af forrige århundrede har lagt et demokratisk fundament, hvis pendanter i Mellemøsten i bedste fald er meget mangelfulde.

"De islamiske bevægelser i Mellemøsten arbejder under undertrykkelse og besættelse, så Tyrkiet er forskelligt, og det ses ikke som model i den forstand. Mange islamister vil også sige, at der er en fare for at spille på vestlige præmisser, fordi man så bliver en del af Vestens spil, og dermed kan miste legitimitet i befolkningens øjne. Det Muslimske Broderskab i Jordan har givetvis mistet en del af sin legitimitet ved at spille rollen som loyal opposition i det jordanske parlament."

De vestlige stormagter og Israel, der på den ene side fremhæver Tyrkiet som et skoleeksempel på, at islam og demokrati kan gå hånd i hånd, afviser på den anden side samme koncept i Mellemøsten, hvor hverken Hamas eller Hizbollah tiltros samme evner.

Derfor ser Alastair Crooke heller ikke tegn på, at de regionale og internationale magter vil tage ved lære af det tyrkiske eksempel.

Vesten bør ikke boykotte

"Man kan se, at regeringerne indtager en linje, hvor de forsøger at indskrænke islamismen, i stedet for at skabe plads til den og samarbejde med den. Det er svært for dem at gå på kompromis og skabe et samarbejde med den islamiske opposition. De troede i lang tid, de kunne fremdyrke en liberal og sekulær opposition, men opbakningen til den idé findes i højere grad i London, Paris og Washington end i Mellemøsten. Der er nogle få sekulære og liberale i Mellemøsten, men de er ikke mange."

Alastair Crooke advarer de vestlige regeringer mod at tro, at Mellemøstens frustrerede og utålmodige unge gennem boykot af Hamas og Hizbollah kan tvinges til at vælge de liberale og sekulære i stedet. Det kommer ikke til at ske, for uanset hvad, er det islam, de unge vil have, mener han.

"Det, der sker i Tyrkiet er en lektion, et bevis på, at islamismen er den vigtigste og mest dominerende strømning i regionen. Der er ikke nogen alternativer. Marxismen døde med Den Kolde Krig, og pan-arabismen findes heller ikke mere. Sekularisterne er en lille minoritet, der tilhører middelklassen. I Irak stemte 78 procent på islamiske partier. I Egypten fik Det Muslimske Broderskab overvældende støtte i de kredse, hvor de fik lov at stille op, og støtten til Hizbollah her i Libanon er den samme."

Som mordet i Sarajevo

"Hvis Vesten lader som om, at den strømning ikke er den gældende, og i stedet bliver ved med at tale med de strukturer, der får mindre og mindre folkelig støtte, så er vi på vej mod et togsammenstød."

Ifølge Alastair Crooke minder situationen i Mellemøsten om Europa i 1912-14. Der er et stort socialt pres, der er ustabilitet og spændinger i hele regionen. USA og til en vis grad EU er involveret i seks interne muslimske konflikter i Sudan, Somalia, Afghanistan, Irak, Libanon og Palæstina. Alle steder støtter Vesten udvalgte grupper med våben, og det giver ny ustabilitet.

"I både Irak og Pakistan er der mulighed for, at der kan ske en eller anden lille hændelse, der måske ikke umiddelbart minder om mordet i Sarajevo, men som er noget, der kan udløse den samme kraft og dynamik. Der er mange tikkende ure i regionen, så som på Vestbredden, i Libanon, Irak og Pakistan. Alt det er potentielle ure, der kan producere en af den slags begivenheder som mordet i Sarajevo."

Alastair Crooke oplever, at mange mennesker i Mellemøsten går og venter på, at der kommer en ny krig. Enten mellem USA og Iran, mellem Syrien og Israel eller mellem Hizbollah og Israel.

Men selv om den britiske ekspert ser dystert på situationen i et Mellemøsten, hvor de folkelige islamiske bevægelser isoleres af Vesten, så understreger han, at det ikke nødvendigvis behøver gå så galt. Det er bare sådan, det ser ud lige nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Selsøe Sørensen

Ekstremist er jo ikke en beskyttet titel, så definitionen er fri, og hvad Hamas og Hizbollah angår er det i høj grad en smags sag. Alastair Crooke peger på, at de to bevægelser blandt store dele af de arabiske befolkninger ses som mainstream, ikke mindst i lyset af de radikale alternativer på al-Qaeda-fløjen.

Derfor kan vi i Danmark godt have et andet syn, men om ikke andet synes jeg, at det er ganske fornuftigt at prøve at anskue konflikterne og deres parter på regionens egne præmisser frem for at sammenligne Hamas og Hizbollah med politiske partier i Europa.

Med hensyn til den manglende reformation af islam er det åbenlyst sandt, at den ikke er kommet. Islam har ikke født en Martin Luther, og der eksisterer ikke en officiel reform-retning, som i både jødedom og kristendom. Men det betyder ikke, at den ikke findes i praksis. Som beskrevet i Information (utallige gange) lever muslimer over hele verden i direkte modstrid mod Koranen og shariaens bud, og de lever godt.

Det gør de ikke kun i europæiske storbyer, men også i Tyrkiet, Iran og sågar Saudi-Arabien for nu blot at nævne nogle af de eksempler, jeg selv har beskrevet i det seneste år.

Jeg begriber ikke, at Islams kritikere til stadighed hænger ved læberne af de imamer, der prædiker religionens sorteste bud, fremfor at bide mærke i de mennesker, der rent faktisk lever som protestantiske muslimer.

Læs mere her:

Om dating i Saudi-Arabien:
http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/Information.p...

Om iranske piger i bikini:
http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/Information.p...

Om tyrkiske muslimer i en kristen kirke:
http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/Information.p...