Læsetid: 9 min.

Sidste udkald fra Heathrow lufthavn

I Heathrow ved London snakker naboer, rejsende og klimaaktivister om risikoen for dommedag. Turen fra klimaaktivisternes telte, over nabolandsbyens pub til lufthavnens afgangshal efterlader et indtryk af flodbølgeangst, virkelighedsflugt og lykkelig lammelse
En mand arresteres af politiet under demonstrationerne ved Heathrow lufthavn.

En mand arresteres af politiet under demonstrationerne ved Heathrow lufthavn.

Johnny Green

20. august 2007

I Heathrow ved London snakker naboer, rejsende og klimaaktivister om risikoen for dommedag. Turen fra klimaaktivisternes telte, over nabolandsbyens pub til lufthavnens afgangshal efterlader et indtryk af flodbølgeangst, virkelighedsflugt og lykkelig lammelse

I det store hvide telt midt i klima-aktionslejren står Deepak Rughani fra Biofuelwatch og gennemgår nogle af mest alvorlige scenarier, for hvordan jordens økosystemer risikerer at ændre sig meget hurtigt. Workshoppen handler om tipping points. Det punkt, hvor en proces pludselig går meget hurtigt og ikke længere kan stoppes. Deepak Rughani fortæller om scenarier for isen på polerne, golfstrømspumpen og regnskoven.

"Verdenshavene kan stige med flere meter i det her århundrede. Der er risiko for temperaturstigningerne på langt over tre grader, og det har tidligere i klodens historie hængt sammen med en vandstand 25 meter højere end i dag," siger Deepak Rughani og henviser til en ny videnskabelig artikel af James Hansen, lederen af NASA's afdeling for Earth Science i New York.

Det er en rystende oplevelse at høre på Deepak Rughani. Her står en mand på en pløjemark udenfor London og henviser til en NASA-forsker, der skulle sige at om vi indenfor en overskuelig fremtid kan stå overfor en bibelsk flodbølge. Jeg kan vælge at tro på ham, og det virker helt uoverskueligt. Eller at se hans lidt for smalle kinder og alvorlige tone, som et udtryk for selvpromoverende dommedagsprofeti. Jeg går hjem og googler artiklen:

James E. Hansen, leder af NASA's Earth Science afdeling i New York, vurderer det meget sandsynligt, at verdenshavene stiger med flere meter i dette århundrede, hvis vi ikke ændrer fundamental kurs. Kan det tænkes at katastrofen er så tæt på?

Romance eller galskab
"Alle ser på verden fra forskellige udgangspunkter" lyder en reklame overalt i Heathrow lufthavn. En af dens illustrationer er to enslignende fotos af en fuldmåne med henholdsvis teksten: Romance og galskab.

Ikke så langt fra reklamen står Grace Appleby. Rund og smuk afrikaner, født i Malawi og bor med sin engelske mand i Sussex. Hun har lige sendt sin lillesøster af sted med flyet hjem til Afrika.

Hun hørt om Klima-aktionslejren udenfor lufthavnen gennem medierne.

"Det er godt, at der er nogen, der gør noget," siger Grace Appleby. Hun mener at klimaforandringerne er en realitet.

" I Malawi er klimaet forandret. Det er blevet meget mere tørt, der er ikke så mange fugle, og årstiderne er både blandet sammen og blevet mere ekstreme," siger hun.

Hun står bag bagagevognen i sin afrikanske blomsterkjole, og smiler, mens hun siger at "fremtiden ikke er særlig god for mennesker."

- Mener du, at flyvning har noget at gøre med forandringerne?

"Ja det bidrager jo til ozonlaget eller det der," siger hun grinende.

Grace Appleby er i Malawi en gang om året.

"Jeg er nødt til at flyve, hvordan skulle jeg ellers se min familie i Afrika," siger Grace Appleby.

- Er der noget som helst, der kunne ændre dine rejsevaner?

"Den er svær, hva" siger hun og trækker 'isn't' sammen til 'in'it' som var hun indfødt brite.

"Jo hvis de puttede restriktioner på, hvor meget man måtte rejse."

Ved skranken til South African Airways står en dame fra Edinburgh, der har boet i Sydafrika det meste af sit liv.

"Det er første vinter i 26 år, hvor vi har haft sne i Jo-burg," siger hun.

Bag hende hænger et broderet afrikansk tæppe med nogle små hytter med spidse tage og en krokodille ved floden. I midten sjipper nogle afrikanske unger midt i en sø. Eller måske står de på bredden og så ser det bare ud som om de sjipper i vandet, fordi søen ligger bag dem.

Hvis det var farligt...
"Jeg tror klimaforandringerne kommer, men det er sådan verden er. Der var jo heller ikke nogen som demonstrerede før sidste istid," siger Joy. Hun står bag det lave hegn indtil hendes hus i landsbyen Harlington 500 meter fra klimalejren og lufthavnen.

"Det gør ingen forskel med aktionslejren. De kan ikke ændre lufthavnens udvidelse eller noget som helst andet," mener Joy, men hun ved, hvordan de unge i lejren føler, for hun har selv demonstreret mod 'bomben' da hun var ung.

"Du kan ikke få oliemilliardærer og regeringen til at ændre planer. Det hele handler om olie. Hvordan skulle du få nogen indflydelse på det spil?" siger Joy.

Hun bor i det som var hendes bedstemors hus, og har selv arbejdet for Heathrow lufthavn, indtil hun blev pensioneret for fire år siden. Hun elsker sin villavej og området, og mener at støjen fra flyene kun rammer de huse, der ligger under indflyvningsbanen og ikke ved siden af landingsbanen, ligesom hendes hus.

"Her er så stille og dejligt," siger hun ærligt, mens startbrølet fra et flys jetmotorer lyder fra lufthavnen.

"Og ærligt talt, hvis folk blev syge af at bo her, tror du så ikke de ville flytte," spørger hun.

Ned af vejen kommer hendes naboer gående. To ældre damer, som har været nede i aktionslejren på besøg. De er meget imponerede over dens organisering, har fået te, har snakket og er blevet tilbudt mad.

"Nogle skal gøre noget," siger Mary, som bakker op om de unge aktivister.

"Se på, hvordan lægen siger, at det her område har de højeste forekomster af lungekræft og astma i landet. Min mand døde af kræft, og din gjorde" siger hun til sin veninde, og nævner andre, der også har haft problemer med lungerne.

Joy, der lige har sagt, at det er ufarligt at bo op ad lufthavnen, reagerer ikke på venindernes argumenter om lufthavnens forurening. I stedet siger hun.

"Men folk vil jo alligevel ikke lade være med at flyve."

"Næ," griner Mary, som ellers bakker op om aktivisterne. I aften skal hun selv gennem Heathrow, fordi hun flyver til Irland for at besøge sin søster.

Når klokkerne ringer
Pubben 'Five Bells' ligger ved den lille plads i landsbyen Harmondsworth. Ligesom den smukke gamle kirke Skt. Mary's fra 1067. Det meste af landsbyen står til at blive revet ned, hvis lufthavnen udvider med den tredje landingsbane. Foran pubben sidder Jason de Jonge bænket med sin øl. Han vil skide på aktivisterne.

"Jeg er træt af at høre på lort," siger han. Jason de Jonge ved, hvordan de er. For hans bror er sådan en. Der ikke laver andet end at hæve bistanden, og brokke sig.

"Flytrafikken står for 0,02 pct. af alle CO2-udledninger. Det betyder intet," mener han.

"Det eneste vi laver i London er business. Hvis ikke der er tilstrækkelig kapacitet for lufthavnen, kan vi ikke udvide forretningen. Vi lever af business. Sådan er det bare," siger Jason de Jonge.

Det er ikke fordi, han er uenig i, at klimaet ændrer sig.

"Vandet vil sandsynligvis stige med flere meter. Det bedste vi kan gøre er at udrydde halvdelen af jordens befolkning."

Jeg griner og spørger om han joker.

- Er det mig eller dig, og hvem af dem over ved det andet bord skal vi starte med?

"Jeg sagde ikke, jeg ville gøre det. Jeg sagde bare, hvad der var det bedste. Det er ikke fordi det godt. Det er bare sådan naturen er," siger Jason de Jonge. "It's not nice, it's nature," og så forklarer han, hvordan naturen selv opretholder balancen blandt dyr, hvis de er blevet for mange.

"Hvis vi skulle ændre ved udviklingen, skulle vi skære 75 procent af vores forbrug ned. Så ville vi ikke have biler, tv eller noget som helst. Det er der ingen, der vil gå med til," siger Jason de Jonge. Han er ingeniør og har et firma i Indonesien med 30 ansatte, der blandt andet designer vinger til fly. Jason de Jonge tømmer sin pint, hilser og kører hjem i sin blå KIA Sorento. En skinnende renvasket firehjulstrækker.

Englenes budskab
Overfor pubben ligger kirken. Den lokale præst Christine Shilling prædikede umiddelbart inden aktionslejrens start til sin menighed.

"Jeg sagde: Vær ikke bange. Selvom der kommer mange fremmede til landsbyen i den kommende tid, og selvom de måske ser anderledes ud, så vær ikke bange. Vær åbne. Det er englenes budskab til mennesket."

Christine Shilling er med i den lokale komite for at forhindre udvidelsen af Heathrow, og fortæller om støj, forurening og truslen mod det lille samfund, hvor de fleste huse vil forsvinde med landingsbanen. Det har indtil nu været de lokale problemer, der var vigtige i kampagnen, ikke klimaforandringen og de globale spørgsmål.

"Hvorfor har nogle mere frihed end andre," spørger hun. "Hvorfor har Heathrow frihed til at udvide sine forretninger, men vi har ikke frihed til at leve uden forurening og til at bevare vores landsby?"

Den lokale MP John McDonnell har også protesteret mod Heathrows udvidelse og budt aktivisterne velkommen. Til Independent sagde han for nyligt:

"Hvis Heathrow får den tredje landingsbane, betyder det ødelæggelsen af 4.000 hjem og tvungen forflyttelse af 10.000 mennesker."

Jeg ved ikke en skid
Den lille landevej ved Harmondsworth ligner en motorvej. Der er tæt trafik og der køres hurtigt. Så hurtigt at to busser kører forbi mig, fordi jeg kigger den anden vej. Da det lykkedes at komme med bussen mod Heathrow spørger jeg to teenagere om de ved, hvorfor der er så meget trafik på den lille landevej. Om de andre biler er lufthavnstrafik?

Den ene knægt ryster på hovedet, og siger til sin kammerat:

"Hvordan fanden skulle jeg vide, hvor de andre er på vej hen!"

Jeg svarer, at nogle gange sker det, at man ved noget om andre.

"Jeg ved ikke en skid," svarer han.

I Heathrow går Sam Rodda med sin bagage på vej mod flyet til Hong Kong.

"Fair play til dem. De gør ikke nogen skade," siger han om klimaaktivisterne.

"Bare de ikke forsinker mit fly."

Han flyver to gange om året hjem til London fra Kina, og har aldrig oplevet egentlige problemer i Heathrow, selvom det er rigtigt, at lufthavnen er langsommere end de fleste andre. Vi er i højsæsonen og man regner med 1,5 millioner passagerer i Heathrow i løbet af ugen.

"Der er jo ingen konklusioner på klimadebatten. Der er indikationer begge veje og forskerne er uenige," mener Sam Rodda, der underviser i fysik.

Bag ham hænger bankreklamerne med fuldmånen, der for nogen betyder galskab og for andre romance. Reklamen ledsages også afteksten:

"For os er forskellige synsvinkler en fordel. Ikke et problem."

Alle jeg snakker med udenfor klimalejren mener, at flyvningen står for en forsvindende lille del af den samlede CO2-udledning. Men ifølge Aviation Environment Federation var flyvningens andel 6,5 pct. af den samlede britiske CO2-udledning i 2004. Det tal skal ganges med mellem to og fire mener FN, fordi flyvning skader mere end CO2 udledt ved jordens overflade, og desuden er tallet uden indenrigsflyvning. Flyvningens andel af den samlede engelske CO2-udledning svarer altså nærmere til mellem 10 og 25 pct.

Titanics violiner
I teltlejren udenfor Heathrows hegn planlægger omkring 1.500 aktivister, hvordan de skal aktionere for at få størst mulig opmærksomhed på, at klimaet forandrer sig radikalt, hvis ikke vi handler nu. Det sker midt i mellem solfangere, transportable vindmøller, økologiske vegetarkøkkener, børnetelte med klovne, sangworkshops med afrikanske ANC-hymner og konsensusdiskussioner med håndtegn til aktionsplanlægning.

De fleste engelske formiddagsaviser har haft deres mand eller dame undercover i lejren, og med stor præcision har de alle afsløret det samme: At man lugter efter tre dage, hvis ikke man går i bad. At aktivisterne har øko-toiletter, hvor man tisser i halmballer, og at man skal undgå øjenkontakt, hvis man ikke vil sættes i arbejde. Med ligeså stor præcision har formiddagspressen undgået at skrive om indhold eller workshops og om den viden aktivisterne forsøger at sætte sig ind i.

Ligesom pressens toiletartikler har tosserne mellem teltene en afsvalende effekt på de galskabens scenarier, der diskuteres på lejren. Tag bare den 1,6 meter høje mand med tonede solbriller, som fuldstændigt ligner Bono fra U2. Med en konstant brandert på, formår han alligevel at spille en del guitar. Over for to betjente går han på knæ med den akustiske, og synger U2's: "Don't let the bastards grind you down," mens en hund forsøger at knalde hans bukseben. Det er romance, ikke galskab. Det er den form for tossethed, der kan hjælpe en med at glide tilbage og tænke: De er alle tossede. Måske er det alvorligt, men det er jo ikke så alvorligt. Og det er jo ikke lige nu. Politikerne ved det godt, og der er mange andre ting, jeg hellere vil bruge mit liv på.

Hvis jeg i stedet for lader forestillingerne om flere meters vandstigning og afsmeltning af polerne komme ind, og overvejer dem, som det de er: Virkelige scenarier fra videnskabens forposter. Så minder Bonos guitarsolo om violinerne fra Titanic.

labo@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu