Der var gået mindre end 72 timer, da den første bombe sprang for Gordon Brown. Eller det vil sige: Inden en brændende bil kørte ind i Glasgow lufthavn, og to bilbombeangreb blev afværgret i London. Gordon Brown fik sin ilddåb som Storbritanniens premierminister med terrorangrebene, men det varede ikke længe, inden han også måtte tage sig af massive oversvømmelser og en diplomatisk krise med Rusland. Plus selvfølgelig alle statsbesøgene, ikke mindst det netop overståede hos USA's præsident George Bush.
Indtil videre har Gordon Brown klaret sig godt. Labour går frem i de seneste meningsmålinger, hvor op mod 41 procent af de adspurgte vælgere ville sætte krydset ved Browns parti mod kun 32 procent ved de konservative. Det er tre procent flere, end da han overtog posten fra Tony Blair og en fremgang på ni procent siden valget i 2001.
"Dette bliver en ny regering med nye prioriteter," lovede den nye premierminister den 27. juni, da han for første gang stod med hustruen Sarah ved sin side foran Downing Street 10. Han sluttede sin tale med ordene:
"Lad arbejdet for forandring begynde."
Men er der virkelig sket et skift med manden, der er blevet kaldt en af hovedarkitekterne bag New Labour, og som i øvrigt var finansminister under hele Blair-æraen?
"Der er i høj grad sket et skift i stil og i måden at føre politik på," lyder vurderingen fra lektor i Statskundskab på Københavns Universitet Marlene Wind.
The Colgate moment
"The Colgate moment has passed," skrev den engelske avis The Guardian efter mandagens møde mellem premierministeren og præsident Bush. Med andre ord: Der er nye toner i det transatlantiske samarbejde, og man regner ikke med, at Gordon Brown som sin forgænger diskuterer tandpastamærker med sin amerikanske kollega.
"Alle spekulerer på, om premierministeren og jeg kan finde fælles fodslag, komme overens, og om vi kan føre en meningsfuld diskussion eller ej. Og svaret er: Absolut," forsikrede præsidenten under pressemødet i Camp David.
Men der er kritiske signaler fra britisk hold. Tidligere på måneden lod den nyudnævnte minister og tidligere FN-ansatte Mark Malloch Brown en bemærkning falde om, at USA og Storbritannien ikke længere skulle være 'sammenvoksede ved hoften'. For 'det særlige forhold', som forholdet mellem USA og Storbritannien kaldes, synes efterhånden befængt med Irak-krigens dårlige omtale. Lord Malloch Browns udtalelser samt premierministerens nære medarbejder Douglas Alexanders vægt på 'multilateralisme og blød magt frem for unilateralisme og militær magt' i en tale i Washington tidligere på måneden har derfor givet anledning til spekulation. Og hvad betød det mon, at Gordon Brown valgte at rejse til Frankrig og Tyskland, inden han mødtes med Bush?
"På den ene side siger Brown stadig, at forholdet til USA er Storbritanniens vigtigste tosidede forhold. På den anden side har Gordon Brown også fortalt om sine 'åbne og ærlige diskussioner med Bush'. Det er jo normalt noget, man plejer at sige, når man har været meget uenige," siger lektor på Institut for Engelsk, Romansk og Germansk ved Københavns Universitet Jørgen Sevaldsen.
Marlene Wind mener ikke, at Gordon Brown har "nogen interesse i at provokere George Bush".
"Der er soon-to-be en ny præsident i USA," påpeger hun.
Andenløjtnanten
Uanset om den nye premierminister vinder hjerter og hjerner på den politiske udebane, er det dog derhjemme, at det vigtigste slag skal stå. Gordon Brown har ikke som sin forgænger et egentligt folkeligt mandat bag sig. Men efter den første måned på posten kan den tidligere finansminister dog være tilfreds med sin indsats, for englænderne giver ham thumbs up for håndteringen af sommerens alvorlige begivenheder, mens også aftalen om FN-styrker til Darfur kan tælles med som en personlg triumf for Brown, der selv havde formuleret en løsning som en international topprioritet.
Men hvad får briterne egentlig i den 56-årige skotte og præstesøn, der har været både Tony Blairs og den tidligere Labour-leder John Smiths andenløjtnant?
"En professionel politiker og en meget arbejdsom mand, som lever og ånder for politik. Og de får en realist med en større sans for, hvordan både vælgere og partimedlemmer reagerer, end Blair havde," svarer Jørgen Sevaldsen.
"I hele sin arbejdsstil - og i den måde han taler på - anlægger Gordon Brown en mere nøgtern og velovervejet retorik, end Blair gjorde," siger han og kalder også den nye premierminister "en mand, der har mindre behov for at udtrykke sig i højstemte og moraliserende vendinger end sin forgænger."
Brown skal senest udskrive valg i maj 2010, men med de gode meningsmålinger taler man i den britiske presse om 'lynvalg', når parlamentet samles igen til september.
"Det ville være klogt," siger Marlene Wind, der påpeger, at Gordon Brown med sin nyvundne erfaring som premierminister ville have en fordel over for den kun 40-årige Tory-leder David Cameron.
Men hvad nyt kan det nye New Labour så diske op med med den nye mand i front?
Ikke meget, hvis man skal tro The Independents politiske redaktør Andrew Grice. "Same but different", skrev han i sin avis i fredags, 30 dage efter Gordon Brown havde holdt sin første tale foran nr. 10, Downing Street.
