Læsetid: 3 min.

Strid om fri abort i Portugal

Indførelsen af en ny lov om fri abort har ført til indædt kulturkamp i Portugal. 80 procent af lægerne på de offentlige sygehuse nægter at udføre aborter af 'samvittighedsgrunde', mens private abort-klinikker blomstrer
21. august 2007

En ny lov, der tillader fri abort indtil 10. uge, møder hård modstand i det stærkt katolske Portugal. En måned efter at loven skulle være trådt i kraft, kan en femtedel af landets hospitaler stadig ikke udføre indgrebet, fordi samtlige læger nægter.

Vatikanet betegner abort som 'den unævnelige forbrydelse', og 80 procent af lægerne i Portugals offentlige sygehusvæsen har meldt sig som 'samvittighedsnægtere'. Men ifølge Vasco Freire, formand for organisationen Médicos pela Escholha (Læger for valg), ophører lægernes samvittighedskvaler så snart, de træder ind på de private hospitaler, hvor en lægeassisteret abort koster mellem 325-425 euro.

Og det bekræfter gynækologen Miguel de Oliviera e Silva: "Om morgenen på det nationale sundhedscenter er lægerne samvittighedsnægtere, men om eftermiddagen, når de praktiserer privat, er de ikke."

Sundhedsministeriet forsøger nu at hente hjælp fra læger, der arbejder uden for det offentlige sygehusvæsen, for at forkorte ventelisterne. Og Portugals første private abortklinik, Dos Arcos, har underskrevet aftaler med tre offentlige hospitaler, blandt andet Lissabons Sao Fransisco Xavier Hospital, hvor samtlige læger er samvittighedsnægtere.

Diskret ophold

Ud over hurtig ekspedition tilbyder abortklinikken Dos Arcos også kvinderne fuld diskretion. Abort bliver opfattet som skamfuldt og medfører udstødelse fra den katolske kirke, som omkring 90 procent af portugiserne hører til. Gynækolog Yolanda Hernandez, der driver Dos Arcos, siger: "Med så mange års illegalitet har frygten for samfundets fordømmelse virkelig rodfæstet sig. Det vil nu ændre sig, langsomt men sikkert".

Det katolske netværk Pro-life er dog allerede i gang med at forberede en kampagne for at annullere den nye abortlovgivning og opfordrer alle læger til at melde sig som samvittighedsnægtere. Gynækolog Joao Malta fra Pro-life siger: "Jeg slår ikke mine patienter ihjel. Når et foster er to millimeter, kan jeg se dets hjerteslag, og for mig er det et menneske."

Den nye abortlovgivning indeholder også et krav om en tre dages 'refleksionsperiode', fra når kvinderne beder om abort til de reelt kan ansøge om at få det. I den periode får kvinderne mulighed for at tale med blandt andet læger og psykologer. Men Vasco Freire fra Médicos pela Escholha har ikke meget tillid til, at sundhedssystemets autoriteter vil hjælpe kvinderne til at træffe et oplyst valg.

"Der er et ulige magtforhold mellem læge og patient, og blandt læger er der en udbredt konservatisme i forhold til kvindernes ret til at bestemme over egen krop."

Médicos pela Escolha organiserer alternative kurser i familieplanlægning og seksualoplysning, hvor de tager ud i de fattige bydele, hvor antallet af uønskede graviditeter ofte er højt på grund af manglende uddannelse.

"Vi prøver at møde kvinderne i deres eget miljø og taler med dem om de her ting uden tabuer og fordømmelse," siger Vasco Freire.

Regional modstand

I Portugals mest konservative og religiøse region, den delvist selvstændige ø Madeira, stemte et flertal af indbyggerne imod abortforslaget, da det var til afstemning i februar. Da loven skulle implementeres i juli, sagde den regionale sekretær for socialområdet på Madeira, Francisco Jardim Ramos:

"Lissabon kan ikke opføre sig som en kolonimagt og tvinge denne selvstændige region til at gennemføre en lov, som 64 procent af indbyggerne (på Madeira, red.) stemte imod."

Det argument har dog ingen juridisk gyldighed ifølge den portugisiske forfatning, og Madeira er siden blevet nødt til at implementere loven i regionen. Men noget tyder på, at også selvstyrets protester bundede i økonomiske overvejelser snarere end ideologiske kvababbelser, da deres krav til centralregeringen primært har drejet sig om at få godtgjort udgifterne i forbindelse med implementeringen af loven. Da Fransisco Jardim Ramos annoncerede, at regionen vil rette ind efter landets love, sagde han:

"Den centralregering, som lavede loven, glemte sine økonomiske forpligtelser til at føre loven ud i praksis".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan undre sig over, hvor alle dem, der frygter muslimsk indflydelse, er henne, når det gælder den langt mere konkrete indflydelse fra den mest reaktionære del af den katolske kirke.