TEL AVIV - Bagdad er blevet ødelagt to gange. I det 13. århundrede lagde mongolerne byen øde og massakrerede 100.000 indbyggere, og i det 20. og 21. århundrede har amerikanerne påført byen ødelæggelser i nogenlunde tilsvarende omfang.
Mongolerne lagde ikke skjul på, at de var ude efter at plyndre Bagdad for dets enestående rigdomme, mens amerikanerne taler langt mindre rent ud af posen ved at nævne demokrati og frihed som felttogets motiver. Men til syvende og sidst er deres bevæggrunde ikke anderledes end mongolernes, idet også de er ude efter byens rigdomme, nemlig olien.
Denne krasse karakteristik af den amerikanske Irak-politik giver den palæstinensisk fødte, Harvard-uddannede oliekonsulent, Abdulhay Yahya Zalloum i sin nye bog, hvor han kortlægger oliens helt centrale betydning for verdens nok allermest centrale kompleks af politiske problemstillinger - nemlig det mellemøstlige virvar af krige, konflikter og komplicerede modsætninger.
Iscenesat krig
Hvad vi ser i Irak i dag, ligger ifølge Zalloum i direkte forlængelse af det store økonomiske skift, der fandt sted i første halvdel af 70'erne. Indtil da havde især den mellemøstlige olieudvinding akkumuleret store rigdomme, men nu udvirkede en række amerikanske forhold, at olien skiftede status fra vigtig handelsvare til at være en integreret det af den globale pengeøkonomi.
Længe før var det blevet forudsagt, at det amerikanske olieforbrug i begyndelsen af 70'erne ville overhale landets egen olieproduktion. Det holdt stik, USA blev nettoimportør af olie, og det førte til en hurtigt voksende skævhed i dollarstrømmen. Allerede i 1971 var 300 mia. dollar i omløb uden for USA, hvilket navnlig hang sammen med, at amerikanerne skulle finansiere Vietnamkrigen og Den Kolde Krig, mens pengene ikke kom tilbage ved tilsvarende udenlandske vareindkøb i USA.
Zalloum kalder dette "en katastrofe i opløb", idet dollaren endnu blev sat efter guldprisen. I princippet kunne en hvilken som helst udenlandsk centralbank derfor indløse sin dollarbeholdning i de amerikanske guldreserver, og da beholdningen i Fort Knox i mellemtiden var svundet ind til beskedne 14 mia. dollar, var dette en stærkt uholdbar situation.
"I manges øjne havde USA gjort sig skyldig i det største tilfælde af økonomisk udnyttelse," skriver Zalloum. Amerikanerne havde trykt milliarder af dækningsløse dollarsedler, og for at komme ud af klemmen, besluttede administrationen under præsident Richard Nixon nu at annullere guldet sammenkædning med dollaren, som nu skulle følge olieprisen. Hermed havde begrebet 'det sorte guld' fået en ny betydning, og nu drejede det sig om at presse olieprisen i vejret, så dollaren fik tilsvarende øget værdi.
"Nixon var på det tidspunkt optaget af Watergate, hvilket gjorde Kissenger til de facto præsident, og han begyndte at iværksætte sin plan ved at forberede en iscenesat arabisk-israelsk krig," skriver Zalloum om krigen, som hærgede Mellemøsten i oktober 1973.
"Denne firdoblede olieprisen og, sidst men ikke mindst, pålagde den verden dollaren som den eneste gangbare valuta i oliehandel. Således blev der skabt ny interesse for dollaren, hvilket ville sætte seddelpressen i stand til at fortsætte, så længe olien er den primære energikilde."
Eksport af sikkerhed
Med tidens høje oliepriser og et globalt olieforbrug på 82 mio. tønder om dagen, sætter dette efter Zalloums analyse USA i stand til at trykke fem mia. nye dollar hver dag.
Men dette skaber i sig selv ikke grundlag for større udenlandske indkøb i USA, hvorfor amerikanerne ved denne økonomiske politik har påført sig selv en gældsbyrde af enorme dimensioner. Og fordi et fald i oliepriserne således ville føre til et tilsvarende fald i dollarens værdi, er amerikansk kontrol over de mellemøstlige oliefelter derfor blevet mere nødvendig end nogensinde før. Dette er gennem årene blevet opbygget så systematisk, at det kan inddeles i faser. Mellem 1974 og 1990 skabte USA en militær infrastruktur i oliestaterne.
Der blev bygget militære anlæg i stor stil, mens den amerikanske militære tilstedeværelse forblev forholdsvis beskeden. Saudi Arabien er et godt eksempel på dette. Anden fase faldt i årene mellem 1990 og 2003, hvor USA efter Sovjetunionens sammenbrud stod tilbage som eneste stormagt, og hvor behovet for kontrollen over olien var endnu større fordi denne nu tegnede sig for 40 procent af det amerikanske handelsunderskud.
Dette førte til en mere offensiv sikkerhedspolitik, hvilket man så ved den første golfkrig i 1991 og invasionen af Afghanistan i 2001.
Tredje fase startede med den amerikanske invasion af Irak i 2003, som ifølge Zalloum er krig på et udvidet niveau i forhold til tidligere mellemøstlige konflikter. USA er nu blevet importør af varer, altså olie, påpeger han, og eksportør af sikkerhed.
Dette holder den amerikanske økonomi på benene, og det er en cirkel, som er vanskelig at bryde uden et økonomisk kollaps, og derfor mener Zalloum, at økonomiske hensyn stiller sig i vejen for en amerikansk tilbagetrækning fra Irak i nogen overskuelig fremtid.
Rige arabere som myte
En yderligere dimension ligger i, at det globale olieforbrug efter de fleste prognoser i 2015 vil være vokset med yderligere 60 mio. tønder om dagen, samtidig med at der er en stigende forståelse for, at olieeventyret en dag vil være slut.
Der findes oliereserver uden for OPEC-landene, men de tekniske komplikationer i forbindelse med udvinding gør disse stærkt urentable i forhold til navnlig de forholdsvis lettere tilgængelige felter i Mellemøsten.
Men selv her er omkostningerne i forbindelse med udvinding stigende. Hvor man i begyndelsen af det 20. århundrede beregnede, at det kostede prisen for en tønde olie at udvinde 28 er forholdet i dag 1:2, og det snævrer ind, fordi selv de mellemøstlige felter bliver vanskeligere at udvinde med tiden.
Det betyder, at profitten på olieudvinding bliver stadig mindre, hvilket i sidste ende resulterer i, at de uhyre store arabiske olieindtægter snart vil være mere myte end virkelighed.
"På grund at oliens sammenkædning med dollaren bliver de mange petrodollar ført tilbage i vestlige banker, hvor den egentlige rigdom ligger," skriver Zalloum.
Han påpeger således, at OPEC-landenes samlede olieindtægter i 2003 var 240 mia. dollar, hvilket er mindre end samme års omsætning i den amerikanske supermarkedskæde Wal-Mart. Og værdien af de 480 største arabiske pengeinstitutter (780 mia. dollar) udgør ikke mere end to tredjedele af hvad den amerikanske storbank Citigroup er noteret for. Her ligger roden til modsætningen mellem den arabiske verden og USA. Mens olierigdommene således følger dollaren, lever 20 pct. af den arabiske verden i arbejdsløshed og endnu flere i fattigdom.
Dette har underbygget den islamiske fundamentalisme, Vesten ser som et af tidens alvorligste problemer, og mens kampen for kontrol over olien fortsætter, vil disse modsætninger kun blive skærpet yderligere. Abdulhay Yahya Zalloum ser dette som den væsentligste grund til Bagdads ødelæggelse og forudser at flere, endnu mere dramatiske konflikter vil følge i Mellemøsten, udelukkende på grund af olien.
"USA er gået ind i en af sine perioder af historisk vanvid," citerer bogen forfatteren John le Carré. "Men denne er den værste, jeg kan komme i tanker om. Værre end mccarthyismen, værre end Svinebugten og i det lange løb potentielt endnu mere katastrofal end Vietnam-krigen."
Abdulhay Yahya Zalloum: Oil Crusades. America through Arab Eyes. Pluto Press, London. 231 s. ISBN 978-0-7453-2559-0
