Læsetid: 3 min.

USA puster tildet mellemøstlige våbenkapløb

Amerikanerne mobiliserer Israel aktivt mod Iran med gårsdagens underskrivning af en udvidet aftale om forsvarssamarbejde
Våben. Israel har allerede Mellemøstens stærkeste hær. Men nu bliver den stærkere.

Våben. Israel har allerede Mellemøstens stærkeste hær. Men nu bliver den stærkere.

Tsafrir Abayov

17. august 2007

TEL AVIV - USA og Israel underskrev i går en ny forsvarsaftale, der medfører, at administrationen i Washington over de kommende 10 år vil støtte de israelske forsvarsudgifter med tilsammen 30 mia. dollar, svarende til 165 mia. kroner. Det er en stigning i forhold til de forudgående 10 år, hvor det tilsvarende tal løb op i tilsammen 24 mia. dollar - 132 mia. kr.

"Det er en stigning, en betragtelig stigning, og den indeholder nogle klare politiske og strategiske budskaber," lyder kommentaren fra Mark Heller, som er forsker på Institut for Nationale Sikkerhedsstudier ved Tel Avivs Universitet. "Ifølge de udtalelser, jeg har set, kan man med rimelighed se den udvidede aftale som en indsats for at involvere Israel aktivt imod den iranske trussel, og her taler vi om missilforsvar."

Sigter på Iran

"Aftalen med USA er et vigtigt og betydende element for Israel, og det understreger endnu en gang dybden i forholdet mellem de to lande og den amerikanske forpligtelse overfor Israels sikkerhed samt bevarelsen af dets kvalitative forspring i forhold til andre stater i Mellemøsten," hed det fra den israelske ministerpræsident, Ehud Olmert, umiddelbart efter mødet med den amerikanske viceminister for politiske anliggender, R. Nicholas Burns, der var kommet til Jerusalem for at underskrive aftalen.

Mark Heller forklarer, at den nuværende, meget omfattende støtteordning blev etableret allerede i 1981 i forbindelse med, at daværende præsident Jimmy Carter fik den israelsk-egyptiske fredsaftale på plads. Men han understreger, at de politiske hensigter med ordningen har ændret karakter under Bush-administrationen.

"Jeg vil ikke gå så vidt som at betragte aftalen som en del af George Bushs politiske eftermæle, men den passer i hvert tilfælde ind i en strategisk sammenhæng, der tydeligt profilerer USA's nuværende mellemøstpolitik," forklarer han. "USA har netop fornyet en tilsvarende aftale med Egypten, der modtager 1,8 mia. dollar om året, og ikke mindst er den strategiske sammenhæng slået fast ved den seneste aftale om våbensalg for 20 mia. dollar til Saudi Arabien og golfstaterne."

Ifølge gårsdagens aftale vil Israel i oktober næste år få udbetalt 2,55 mia. dollar. Beløbet vil herefter vokse med 150 mio. årligt, til det når 3,1 mia. i 2011 og forbliver her til aftalens udløb. Israelerne har ret til at konvertere 26,3 pct. til lokal valuta for at lægge indkøbene i egen forsvarsindustri, mens resten skal indkøbes fra amerikanske virksomheder.

Israel er den største enkeltmodtager af amerikansk militærstøtte. Landet modtager mere end samtlige afrikanske lande syd for Sahara, Latinamerika og Caribien tilsammen.

Ødelægger fredshåbet

Muhammed al Masri fra Center for Strategiske Studier ved University of Jordan i Amman har set det skifte i amerikansk mellemøstpolitik, som aftalen med Israel udtrykker, tage form siden 11. september.

"Aftalen passer ind i den amerikanske strategi, der ser den massive støtte til Israel som eneste måde at håndtere den islamiske fundamentalisme," forklarer han. "Strategisk gør udvidelsen af aftalen ingen forskel, fordi Israel allerede inden da var militært stærkere end nogen anden mellemøstlig magt og ikke har kunnet trues af nogen i regionen. Derfor ser jeg budskabet som politisk."

Idet amerikanerne herved mobiliserer Israel aktivt i det iranske spil, mener al Masri, at de handler imod ånden i enhver fredsplan, som Mellemøsten har set siden de første fredsmøder i Madrid i 1991. Aftalen understreger Israels rolle som en stat, der ikke ønsker at lade sig integrere i Mellemøsten, hvilket han kan spore tilbage til 1996, hvor vinderen af det israelske valg, Likud-lederen Benyamin Netanyahu, åbent sagde, at Israel ikke skal være nogen del af regionen og bad om amerikansk støtte til dette.

"USA søger lige nu de tilsyneladende nemme løsninger, og derved opnår de kun at puste til det mellemøstlige våbenkapløb, for naturligvis vil dette føre til et svar fra andre regionale magter," siger han. "Amerikanerne valgte allerede for år tilbage at lytte til Netanyahu i stedet for (lederen af det israelske Arbejderparti) Shimon Peres og hans visioner om Israel som en integreret del af et nyt Mellemøsten. Med Bush og den iranske faktor er dette nu slået endnu mere igennem, og det virker stærkt ødelæggende for fredshåbet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu