Læsetid: 6 min.

En af våbenbrødrene

For ni år siden rejste han fra Danmark for at kæmpe for Kosovos frihed som soldat i oprørshæren UCK. Siden fulgte den svære kamp for hverdagen i et område, hvor 70 procent er arbejdsløse. Men hjælpen kommer fra de gamle UCK-soldater, der holder sammen
For ni år siden rejste han fra Danmark for at kæmpe for Kosovos frihed som soldat i oprørshæren UCK. Siden fulgte den svære kamp for hverdagen
31. august 2007

Skenderaj, Kosovo - "Jeg er meget glad for mit liv her. Jeg har en familie, og vi har det godt," siger Mehmet Gjokaj.

Det er egentlig ikke udtalelser, man skulle regne med her midt i et område, hvor to ud af tre mangler et arbejde. Og hvor fremtiden igen er begyndt at tegne usikker, fordi der er sået tvivl om, at Kosovo bliver selvstændigt som forventet.

"Det største problem her er, at 70 procent er arbejdsløse," siger han. Også FN's udviklingsorganisation UNDP nævner så høje tal og peger på kommunen som en af dem med flest arbejdsløse i Kosovo. Selv om Kosovo også har en del sort arbejde, så anses Skenderaj kommune midt i Kosovo for historisk set at være en af de fattigste kommuner - midt i et fattigt område.

Men alligevel er Mehmet Gjokaj tilfreds med sit liv, som det har udviklet sig, siden han smed uniformen i 1999. Han havde da kæmpet for kosovo-albanernes oprørshær UCK i et år. Det var netop i bakkerne omkring hans hjemby, at oprøret mod de serbiske styrker begyndte.

Her midt i Drenica-området er indbyggerne kendt for deres indædte modstand mod det serbiske overherredømme. Ved Anden Verdenskrigs slutning nedkæmpede den jugoslaviske diktator Tito med hård hånd et oprør i Drenica.

Da Information mødte Mehmet Gjokaj i slutningen af 1998, havde han vænnet sig til at se lig. Men han følte sig syg og træt af guerillakrigen mod de serbiske styrker.

Han længtes efter rolige Danmark, som han kaldte det. Han menes at være en af de første albanere fra Danmark, der tog til Kosovo for at kæmpe. Han havde opholdt sig et par år i Danmark for at søge asyl, og han taler stadig dansk.

Under krigen fik han mere og mere betroede opgaver. Han kom til Albanien, hvor mange af UCK-folkene opholdt sig i grænseregionen ind til Kosovo. Som medlem af en specialenhed deltog han i et de værste slag i krigen, slaget ved Koshare på grænsen til Kosovo.

"Der blev dræbt rigtig mange dér," siger han tørt.

Da de serbiske styrker blev tvunget væk fra Kosovo af NATO's bomber, rykkede Mehmet Gjokaj og hans enhed efter dem, efterhånden som de trak sig tilbage. Fremrykningen skete til fods, og til sidst kunne han gå ind i sin hjemby Skenderaj.

Det civile liv

Et par dage efter smed han uniformen, men arbejdede først i forsvarsministeriet med nogle sikkerhedsopgaver. I dag står han for sikkerheden ved nogle af Skenderaj kommunes arrangementer. Mehmet Gjokaj er lige så bred over skuldrene, som han er blød og rar. Han har inviteret Information hjem til sig til albansk mad. Som led i den enestående albanske gæstfrihed bliver man betragtet som en del af familien.

Hans kone og hans fire børn kommer og hilser. Børnene er i alderen fra et til syv år. De har alle arvet farens blå øjne.

"Jeg fik først to piger, men måtte have en dreng. Nu har jeg to," forklarer han, der er 30 år.

Hans mor bor også i huset, der er stort og bygget efter krigen.

Vi vender ofte tilbage til situationen under krigen, da Informations udsendte i bil kørte rundt med ham. Han sad på bagsædet i fuld uniform og med Kalasjnikov-gevær, mens vi kørte temmelig dumdristigt, ikke langt fra serbiske soldater. Hans uniform var i øvrigt amerikansk og købt på et overskudslager i Aalborg.

"De oplevelser, man har haft under krigen, binder en sammen," siger han. Og det synes i høj grad at gælde for hans soldaterkammerater. Han ser dem tit.

"Jeg er gået ind i politik. Det er nærmest en hobby for mig at være sammen med mine venner fra krigen."

Han er medlem af partiet PDK, der blev stiftet efter krigen af UCK-lederen Hashim Thaci. Det dannede regering lige efter krigen, og det var netop i de år, at Mehmet Gjokaj arbejdede for regeringen.

"Det er de gamle soldaters parti," siger han.

Her i Drenica har partiet et overvældende flertal, og han er blevet valgt ind i byrådet i Skenderaj og blevet formand for en valgbestyrelse.

Båndene til våbenbrødrene er så stærke, at han er ved at ansætte to-tre af dem i sit autolakereri. Mehmet Gjokaj ville egentlig helst arbejde som mekaniker, men nu har han slået sig ned som autolakerer.

"Jeg kan ikke rigtig sige, hvor meget, jeg tjener. Det kommer an på, hvor meget jeg arbejder."

Men han synes nu ikke at lide afsavn. Han har lige købt en ny VW Golf, der ser ud, som om han har øvet sig på den med en nærmest selvlysende blå farve.

"Jeg er glad for at have overlevet krigen. Jeg mistede tre nevøer og flere venner. Selv om nevøerne er døde, er familien stolte over, at de bidrog til Kosovos frihed."

Endelig frihed

Mehmet Gjokaj brød sig ikke om tiden lige efter krigen.

"Vi har været besat længe. Så da vi endelig blev frie, steg det os til hovedet, og vi troede, at vi kunne gøre alt. Mange havde også krigstraumer, så der skete mange drab. Det var tåbeligt, men i dag sker det ikke."

"Det eneste, der berører os i dag, er arbejdsløsheden. Det har noget at gøre med Kosovos status. Hvis vi blev selvstændige, ville flere udenlandske investorer føle sig sikre her," siger han.

"Hvis Kosovo blev selvstændigt, ville jeg gøre noget mere for landet, for eksempel arbejde mere i politik," siger han.

Kampen for et helt Kosovo

I Wien er en ny runde af forhandlinger om Kosovos status netop gået i gang, men mange kosovo-albanere frygter, at forhandlingerne er et forsøg fra Serbien på at trække tiden ud. Først var Kosovo blevet stillet i udsigt, at det blev selvstændigt sidste år. Og så skulle det være i år. Nu ser det ud til, at det tidligst kan blive til foråret.

Senest har flere internationale politikere - herunder EU's tyske mægler i Kosovo, Wolfgang Ischinger - talt om at dele Kosovo op under den forudsætning, at både kosovo-albanerne og Serbien kan blive enige om det.

"Vores tålmodighed er ved at løbe ud," siger han og gentager en sætning, der høres over hele Kosovo i den her tid. Han har ikke noget imod serbere. Og slet ikke dem, der er tilbage i Kosovo.

"Hvis de har begået forbrydelser, ville de nok ikke turde opholde sig her," siger han.

Men det kan komme på tale at trække i uniformen igen.

"Vi gamle UCK-folk har snakket om at finde våbnene frem igen, hvis Serbien får en del af Kosovo. Vi kæmpede for et helt Kosovo," siger han.

En deling kunne handle om, at Serbien får det nordlige Kosovo, der i dag reelt er kontrolleret af Serbien.

Men hvad hvis det fortsætter som i dag med, at Serbien har den reelle kontrol med Nordkosovo, men formelt er en del af Kosovo?

"Nej, så vil vi ikke gå i krig."

Han siger også, at han da godt kunne tænke sig, at Kosovo og Albanien sluttede sig sammen. Det er noget, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen ikke kun i Serbien, men også på det internationale samfund, der er imod grænseændringer og store truende statsdannelser i et så følsomt område som Balkan.

Mehmet Gjokaj synes endda også godt om et Storalbanien, der desuden omfatter albansk-beboede områder i Makedonien og Montenegro og måske også Serbien og Grækenland. Men han lader skinne igennem, at det nok ikke er nogen realistisk løsning.

Og først skal han og hans våbenbrødre blive herrer i eget hus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu