Der skal tankes diesel. Vi er MEGET opmærksomme på brændstofmåleren! Seks kilometer inde i Bulgarien syd for byen Ruse triller vi ind på en Shell-tank. Tankpasseren fylder tanken op - helt op! Da han er sikker på, at der ikke mere kan tvinges et eneste dryp diesel på camperen, flyttes tankpistolen og erstattes af en finger. Han fremviser dieseltommelen og indikerer stolt over for os, at nu er der fyldt helt op. Derefter vasker han omhyggeligt vinduer og spejle. Vi spørger om en campingplads, men får et beklagende nikken med hovedet - i Bulgarien ryster man på hovedet, når man mener ja, og nikker, når man mener nej. Noget vi skal huske, hvis nogen spørger os, om vi kan lide landet og bulgarerne.
Fem euro i drikkepenge til tankpasseren skaffer os et tilbud om strøm og overnatning på Shell-tanken. Tja, hvorfor ikke?!
Bulgarske slikkepinde
Om morgenen vågner vi tidligt, får en hurtig kop tankstationskaffe og fortsætter mod Zhivkovs fødeby Pravets. Rygtet vil vide, at han måske er begravet der og ikke i Sofia. Igennem et Bulgarien domineret af hunde, katte, kalkuner, grise, geder, får, gæs, hele familier i hestevogne og gamle bedstemødre med tunge sække på ryggen. Her er også meget politi. De står på vejene mellem de mange husdyr og vifter fartsyndere ind til siden med deres bulgarske slikkepinde. Bilisterne har heldigvis et system, hvor de advarer hinanden ved at blinke med forlygterne tilsat et vip med hånden. Fedt system.
Når vi passerer politiet, gengælder vi advarslen til de modkørende og får et tak-vink tilbage. Vi føler os næsten som lokale.
Det er Pravets klokken 12.45, og vi finder godt nok Zhivkov, men kun som en sort granitstatue på en legeplads.
Her står han og spejder mod Sofia.
Er han alligevel i hovedstaden? Den lokale tankpasser ser ud til at være sikker i sin sag, han ryster i hvert fald på hovedet, da vi spørger, om Zhivkov ligger i Sofia.
Recht, links, recht, links
Kører ind i Sofia i silende regn. Den kedeligste hovedstad so far. Taxaer sprøjter de skidenbrune vandpytter fra de tusindvis af huller i vejene, der som asfalt-acnear pletter hele byen, i de paraplyklædte sofianeres retning. Bilhornene sidder løst på aftrykkeren hos de hårdtprøvede bilister i det totale trafikvirvar.
Det er på Tsentralni Sofiyski Grobishta han - muligvis - ligger: Centralkirkegården i Sofia. Vi har denne gang en avanceret tegning parat. Et makabert kors med navnet Zhivkov 'indgraveret'.
Vi finder kirkegården forholdsvis let. Den er heller ikke til at overse, da den er på størrelse med en mindre dansk provinsby. Men hvordan finder man en to gange en meter lille kiste på et bulgarsk areal, der i rumfang minder om Brovst?
Vi har heldigvis vores tegning. Der er mange opsynsmænd og -kvinder på kirkegården, men ingen af dem ser ud til at kunne tale andet end bulgarsk. Vi tror dog, de har forstået, at vi leder efter Thudor Zhivkov.
Regnen siler fortsat, da en gammel gulregnfrakkeklædt kirkegårdsfunktionær trasker op til vores bilvindue. Han spørger på gebrokkent tysk, om det er os, der leder efter Zhivkov? Vi ryster energisk på hovedet, og den gamle mand stiger med drypduggede briller ind i camperen for at føre os igennem den enorme kirkegård til den tidligere eneherskers grav. Den venlige gamling viser vej. Han hedder Theodor - Theodor viser vej til Thudor.
"Rechts, links, rechts, links, links, links, rechts," siger han stolt over sine haltende gloser.
Bulgarsk lørdagskylling
Efter en syv-otte minutters kørsel mellem de regnvejrsvåde gravsten er vi ved målet: Thudor Zhivkov. På den gråbrune familie-granitgrav mangler Zhivkovs bustehoved, kun hans kones er tilbage. Alle hans knogler skulle dog være der - i modsætning til Janos Kadars. Der står tre foliebakker med mad på gravstenen. Det ligner bulgarsk lørdagskylling.
"Det er, så de døde har noget at spise hinsides," forklarer Theodor.
Vi tager vores fotos, inden vi kører tilbage til udgangen. De fem euro, vi giver Theodor, modtages med et bredt nikotin-gult smil.
Vi skal videre, væk fra denne dystert deprimerende betonby. Forude venter sidste stop: Enhver Hoxha. Vi sætter vores ikke-eksisterende GPS til Makedonien, der er gennemkørselsland på vej mod det for os totalt ukendte og uopdagede land: Albanien.
Despot 1: DDR, mission fuldført.
Despot 2: Polen, mission fuldført.
Despot 3: Tjekkoslovakiet, mission fuldført.
Despot 4: Ungarn, mission fuldført.
Despot 5: Jugoslavien, mission fuldført.
Despot 6: Rumænien og Ceausescu, mission fuldført
Despot 7: Bulgarien og Zhivkov, mission fuldført.
Despot 8: Hoxha og Albanien.
