For 14 dage siden kunne man her i bladet læse om de forhindringer, der i Portugal lægges i vejen for kvinder, der ønsker at benytte sig af den adgang til abort, som de fik ret til, da en ny lov trådte i kraft for en måneds tid siden.
Det er især lægerne, som skaber problemerne. 80 procent af lægerne i det offentlige sygehusvæsen nægter af samvittighedsgrunde at udføre indgrebet, men pudsigt nok er der ingen problemer med at få det udført, når lægerne praktiserer privat.
En gynækolog på en privatklinik, der har aftale med bl.a. et offentligt hospital i Lissabon, udtaler dog fortrøstningsfuldt: "Efter så mange års illegalitet har frygten for samfundets fordømmelse virkelig rodfæstet sig. Det vil nu ændre sig, langsomt men sikkert."
Og hvis man vil danne sig et indtryk af hvor langsomt og hvor sikkert, behøver man blot at kaste et blik over grænsen til den spanske storebror.
Spanien indførte 'delvis afkriminalisering af abort', som dagbladet El Pais kalder det, for 22 år siden. Delvis, men ikke fri abort. Faktisk svarer de spanske regler stort set til dem, vi indførte her i landet i 1937. Man kan nemlig kun få abort i tre situationer: alvorlig risiko for moderens fysiske eller psykiske helbred, voldtægt og misdannelse af fosteret. Og den katolske kirke har trods disse begrænsninger aldrig accepteret abort.
90.000 aborter årligt
Frygten for samfundets fordømmelse har ikke desto mindre ændret sig i stærkt stigende grad. Over de sidste 15 år er antallet af aborter fordoblet og er nu over 90.000 om året. Men kun tre procent af aborterne finder sted på offentlige hospitaler, og seks af de 17 'delstater' har slet ingen hospitaler, hvor abort kan finde sted. De fem klarer sig med aftaler med private klinikker, hvor abort foretages med hel eller delvis offentlig dækning. I én delstat, Navarra, findes hverken hospitaler eller klinikker, så gravide kvinder må rejse mellem 180 og 450 km væk fra Navarra for at få foretaget indgrebet, som dog betales af det offentlige.
Hvordan kan det her lade sig gøre?
Ja, delstaterne henviser til, at lægerne er samvittighedsnægtere og til, at de løser problemet ved at indgå aftaler med private klinikker. Hvor mange, der nægter, vides ikke, men som El Pais skriver, er det så mange og så udbredt geografisk, at "det bærer alle tegn på at dreje sig om en rent fagforeningsmæssig holdning". I hvert fald er det påfaldende, at 97 procent af aborterne finder sted uden for hospitalerne i et land, hvor halvdelen af befolkningen erklærer sig som kun lidt eller slet ikke praktiserende katolikker. Og hvor mange gynækologer lige som i andre lande arbejder i private klinikker samtidig med, at de er hospitalsansatte.
Læger er hidtil sluppet
Den spanske forfatning anerkender kun udtrykkeligt militærtjeneste som begrundelse for samvittighedsnægtelse, men hverken regeringen, delstaterne eller ombudsmanden (som på spansk hedder 'folkets forsvarer') har hidtil villet tage en konfrontation med lægerne om juraen. Nogle delstater har forsøgt at udarbejde lister over nægtere, men det er lægernes faglige organisation imod.
En anden grund til inertien er reel eller påstået uvidenhed. Mange kvinder kender ikke reglerne og ved ikke, at abort er lovlig og kan betales af sundhedsvæsenet. Nogle praktiserende læger (og katolske hjælpeorganisationer) fortæller dem, at abort er en synd, andre læger påstår, at de ikke kender reglerne. Hertil kommer, at procedurerne er lange og tunge. Blot et enkelt eksempel: På Kanarieøerne skal en kvinde, der ønsker abort, i kontakt med mindst fire professionelle instanser: først en praktiserende læge for at få en erklæring, så en gynækolog, så et rådgivningscenter og endelig hospitalet.
Kirke, stat, delstater, lægeorganisationer og ombudsmand. Det kan man godt kalde en stærk alliance af onde ånder at være oppe imod.
Som i så mange andre forhold har også abortproblemerne i øvrigt en social slagside, og illegale immigranter er naturligvis ud over pengemangel og manglende viden også ramt af frygt for at blive arresteret. Men gravide mindreårige har så at sige dobbelt så mange vanskeligheder som andre, for udover at have de samme problemer som andre kvinder er de også udsat for pres fra familie og fra personer, der fører tilsyn med dem.
Langsomt men sikkert
Alt i alt er vanskelighederne ved at få abort næsten lige så store som dengang, da det var ulovligt og strafbart. Ikke mindst efter pres fra kvindeorganisationer har den spanske ombudsmand dog nu omsider besluttet at tage problemet op - her 22 år efter legaliseringen.
Så den portugisiske gynækolog har da ret i, at det hele nok skal komme.
Måske vil portugiserne også kopiere en spansk lov fra 2005, som forpligter mænd til at deltage i husarbejde og pasning af børn og ældre. Og måske vil den også engang blive håndhævet i Spanien. Langsomt, men ikke nødvendigvis sikkert.
