Læsetid: 3 min.

Demonstranter provokerer soldaterne i Yangon

Øjenvidner melder om spændt stemning i Yangon, hvor demonstranter råber forbandelser efter militærjuntaens soldater. Samtidig nægter dele af hæren at skyde efter demonstranter. Styret svarer igen ved at lukke ned for kommunikationen ud af landet
I nabolandet Thailand demonstrerede aktivister i går foran Myanmars ambassade mod militær-juntaen.

I nabolandet Thailand demonstrerede aktivister i går foran Myanmars ambassade mod militær-juntaen.

Sakchai Lalit

Udland
29. september 2007

Soldater og politi afspærrede i går den centrale del af Myanmars hovedby, Yangon, i et forsøg på at forhindre flere af de massedemonstrationer, der i de seneste dage og uger har været daglig kost for militærdiktaturet i det sydøst-asiatiske land.

Ifølge øjenvidner var der i går kun få munke at se blandt demonstranterne, og i Yangon var der betydeligt færre demonstranter end de omkring 100.000 eller flere, der tidligere på ugen var at se i byen. Men nogle af dem, der mødte op fredag, var ikke blege for at tirre soldaterne.

"Rend mig i røven. Vi vil bare have demokrati," råbte flere demonstranter ifølge Reuters.

Når soldaterne rykkede frem imod demonstranterne, trak de sig tilbage blot for at dukke op igen i andre gader, indtil mørket faldt på, og udgangsforbuddet trådte i kraft.

"Må mennesker, der slår munke, blive ramt af lynet, lød det fra demonstranter," der fortsat er vrede over, at militæret torsdag gennemsøgte 10 klostre og kørte væk med hundredvis af munke.

Dagen igennem lød der adskillige skud i Yangon, men der var ingen oplysninger om dræbte eller sårede. Hæren gav flere gange demonstranterne 10 minutter til at forsvinde, men så samledes de igen andre steder. Det stats-lige tv i Myanmar sagde, at ni mennesker blev dræbt under torsdagens demonstrationer.

Fundamentet knager

Radiostationer fra Myanmar citerede i går munke for at sige, at de ikke agter at give op. Anonyme munke siger, at de har dannet en 'samlet front' af præster, studenter og aktivister, og at de vil fortsætte kampen for demokrati.

Redaktøren på tv- og radiostationen Burmas Demokratiske Stemme, som sender fra Oslo, meddelte i går, at dele af hæren har nægtet at adlyde styret og skyde på demonstranter.

"Vi har oplysninger om, at forskellige hærenheder har nægtet at skyde. I Mandalay, den næststørste by, undlod den 33. division at skyde mod munkene og demonstranterne," siger stationens redaktør, Khin Maung Win, der peger på, at det hurtigt kan blive et problem for landets militære ledere, hvis der opstår usikkerhed om soldaternes loyalitet.

Tirsdag forventes FN's Menneskerettighedsråd at samles for at drøfte den anspændte situation i Myanmar.

"Rådets præsident har meddelt, at han har modtaget en anmodning på vegne af 53 nationer, herunder 17 af rådets aktuelle 47 medlemmer," forklarede rådets talsmand, Rolando Gomez.

Mindst en trejdedel af medlemmerne skal samles, for at rådet kan være beslutningsdygtigt. Ifølge Rolando Gomez er målet at blive enige om teksten til en resolution, der fordømmer situationen i Myanmar.

Ydermere ankommer FN's specielle udsending for Myanmar, Ibrahim Gambari, til landet lørdag morgen, hvor han skal forsøge at komme i dialog med regimet.

Samtidig optrappes det politiske pres fra verdens magter. USA's præsident George W. Bush har meddelt, at landet vil stramme de økonomiske sanktioner mod Burma. Den samme melding lyder fra flere af EU-landenes ledere. Og ifølge den japanske premierminister, Yasuo Fukuda, har Kina accepteret at lægge yderligere pres på regimet.

"Jeg bad det kinesiske styre, der har tætte bånd til styret i Myanmar, om at bruge dets indflydelse til at løse den aktuelle krise," siger Yasuo Fukuda.

Regimet lukker ned

En betydelig forskel mellem massakren i 1988 - hvor 3.000 personer brutalt blev skudt ned - og det igangværende oprør er i høj grad omverdenens indsigt. Derfor forsøger regimet i Myanmar af al magt at stoppe strømmen af information ud af landet.

Sent torsdag rapporterede de internationale nyhedsbureauer om, at politiet stormede hoteller, hvor journalister opholder sig. I går lukkede styret for landets to internetservere, ligesom de få privatejede aviser i Myanmar blev bedt om at indstille deres produktion.

Derfor opfordrer Det Internationale Presseforbund (International Federation of Journalists) nu Myanmars styre til at respektere, "at alle har ret til at udtrykke sig frit, hvilket indebærer en ret til at sprede information igennem ethvert medie uafhængigt af landegrænser".

Men om den slags opfordringer skulle have nogen som helst effekt, er mere end tvivlsomt. Myanmar er placeret som nummer 164 ud af 168 lande målt på graden af pressefrihed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

live news feed fra burmanews.cbox.ws

Cbox

hosted by Cbox.ws

Michael Skaarup

Jeg synes det er skræmmende nyheder som kommer ind fra Burma. Jeg tænker at hvis det er sandheden som står skrevet i cbox'en, at Juntaen, er desperat for at overbevise omverden, om at der ikke findes nogen demonstrationer afsted... altså, at de forstår verden igennem deres underuddannet intelligenser, og tror at vi andre hopper på den... Lad ikke mr. gambari være så dum at tror på juntaens løgne....

power to people.....