Læsetid: 4 min.

Englands superrige deler landet i to

Storbritannien er rigere end for 10 år siden, men kløften mellem rig og fattig er den største i 40 år. Nu buldrer skattedebatten
6. september 2007

De briter, som tjener mest, er blevet døbt 'de nye victorianere', og de tager en stadigt voksende del af velfærdskagen, mens almindelige lønmodtagere deler krummerne.

Regeringsstatistikker viser, at de rigeste 10 procent af befolkningen kontrollerer over halvdelen af Storbritanniens rigdomme, mens jet set-eliten, der kun udgør en procent, ejer hele 21 procent.

Sociale skel, forårsaget af hastigt stigende huspriser har allerede ekskluderet millioner af mennesker i de fattigere nordlige områder fra velstandsudviklingen, mens de, der kom med på ejendomsvognen i syd, er blevet millionærer flere gange. I Londons finansverden er de store bonuser til topcheferne, der i forvejen tjener op til 100 gange mere end deres ansatte, blot det tydeligste eksempel på den nye ubalance. Ifølge en af topfolkene tjener kongerne af Storbritanniens uigennemskuelige investeringsselskaber og hedgefonde i dag betydeligt mere, men betaler "mindre skat end en rengøringsassistent". Og nu bliver de rige rigere, hurtige end nogensinde før.

De rige er lidt flove

I USA viser en rapport fra The Institute for Policy Studies, at en administrerende direktør for et Fortune 500-firma nu tjener 364 gange mere end en typisk amerikansk arbejder, mens fire chefer fra private hedgefonde og investeringsselskaber sidste år tjente over en mia. dollar.

På begge sider af Atlanten er de øverste lag i forretningsverdenen, som ikke ønsker at fremstå som alt for griske, begyndt at føle sig pinlig berørt over den grænseløse rigdom, de har akkumuleret. Warren Buffet, investeringsguru, og den tredjerigeste mand i verden, har kritiseret det amerikanske skattesystem, der tillader, at han betaler mindre i skat end sin sekretær. I Storbritannien har den administrerende direktør for Duke Street Capital, Peter Taylor indrømmet, at den skat investeringsfonde betaler, er "unødvendigt lav".

Skrigende uretfærdigheder af denne størrelsesorden får næppe lang levetid, hvis de generer tilstrækkelig politisk modstand. De foreløbige anbefalinger til finansloven, der ventes snarest, vil sandsynligvis berøre den lave skat på de private investeringsselskabers kapitalindtægters, der kan vente en stigning på mellem 10 og 20 procent.

Det forudses også, at oppositionspartierne vil slå ned på de megarige, der registrerer sig i udlandet og derved undgår at betale britisk skat.

"Gordon Brown skulle skamme sig over, at Labour har stået i spidsen for denne rigdomseksplosion i forretningsverdenens top, når de er for nærige til at betale en ordentlig statspension," siger Liberaldemokraterne finansordfører, Lord Oakershott.

Fortsat polarisering

Udviklingen på boligmarkedet Storbritannien har betydet, at forskellen i formuer er næsten dobbelt så stor som forskellen i indkomst. Fra 2004 til 2006 steg værdien af beboelsesbyggeri med 400 mia. pund, og er i dag på 3.800 mia. pund. Da 70 procent af Storbritanniens indbyggere er boligejere, er der opstået en dyb kløft mellem dem, der er inde på ejendomsmarkedet og dem, der står udenfor. På lignende måde er der kommet et stadigt tydeligere skel mellem nord og syd, hvor boligejere i Kensington og Chelsea bliver flerdobbelt millionærer, mens huspriser i dele af Nordengland er stagneret. Ifølge den socialpolitiske researchorganisation, The Joseph Rowntree Foundation polariseres det britiske samfund i stigende grad. I dag er kløften mellem rig og fattig større, end den har været de seneste 40 år.

"Velhavende familier i allerede velhavende kvarterer bliver 'uforholdsmæssigt' rigere, sammenlignet med samfundet som helhed," kan man læse i deres seneste rapport.

Dertil kommer, at indkomstforskelle betyder, at den gennemsnitlige, årlige nettoløn pr. indbygger i England ligger på omkring 13.486 pund, mens den i Nordengland ligger på 11.407 pund. Den sociale mobilitet i Storbritannien; det tempo, i hvilket den næste generation kan forventes at indtage en højere position end deres forældre, er en af de dårligste i den udviklede del af verden.

Snak ikke handling

Premierministeren og oppositionen har hidtil undgået at tale om radikale tiltag, der vil betyde højere skatter for de rigeste.

Oppositionsleder David Cameron sagde tidligere på ugen: "Det, som det virkelig drejer sig om, er kløften mellem de fattigste og dem i midten, ikke de rigeste."

Men trods den politiske snak, og til trods for en stor forøgelse af understøttelsen til dem, der ligger i bunden af indkomstskalaen, stiger uligheden stadig. Antallet af milliardærer, som er født i, bosiddende i eller som tjener deres penge i Storbritannien, er tredoblet i løbet af de seneste fire år, og antallet af millionærer forventes at firedoble til 1,7 millioner i 2020.

Sir Ronald Cohen, en af landets rigeste mænd og grundlægger af den private investeringsgruppe Apax, frygter, at kløften vil kunne føre til gadeoptøjer. Det vil dog næppe blive de fattigste, der går på gaden, men nærmere den middelklasse, som betaler deres skat, men kun får få velfærdsgoder igen. De kæmper nu for at købe et hjem i de områder, hvor de selv voksede op, eller betale for deres børns uddannelse, og kan se frem til en lav pension, når de endelig trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Gordon Browns tætte forbindelser til Londons finansverden gør 'lighedspolitikken' til et stadigt vanskeligere problem for ham at tackle. Men, som Erasmus siger, opgaven med at genoprette balancen er hans.

© The Independent & InformationOversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu