Læsetid: 8 min.

Fremmedhadet farver Schweiz' valgkamp

Det Schweiziske Folkeparti, der er landets største, mener, det skal være muligt at deportere samtlige familiemedlemmer til kriminelle personer under 18. FN advarer mod en ny bølge af ekstremisme i Europa
I Schweiz, som resten af verden forbinder med alpeidyl, chokolade og sikre bankkonti, er en ny, foruroligende ekstremisme på fremmarch, advarer FN.

I Schweiz, som resten af verden forbinder med alpeidyl, chokolade og sikre bankkonti, er en ny, foruroligende ekstremisme på fremmarch, advarer FN.

Peter Klaunzer

8. september 2007

Ved første øjekast ligner plakaten en uskyldig børnetegning. Tre hvide får står ved siden af et sort får, og fårene synes at smile. Så er det, man får øje på, at de tre hvide får står på det schweiziske flag, og at en af de hvide får tilføjer det sorte et rask spark med sine bagben.

Plakaten er, ifølge FN, det skræmmende symbol på, at en ny bølge af racisme og fremmedhad er ved at skylle hen over en af verdens ældste, uafhængige demokratier.

I dette velordnede land, som resten af verden forbinder med kukure, chokolade og sikre bankkonti er en ny, foruroligende ekstremisme på fremmarch.

For plakaten, som har påtrykt mottoet 'For mere sikkerhed' er ikke et værk af en neonazistisk randgruppe. Den er derimod blevet undfanget og udbredt på billboards, i aviser og i foldere sendt per post til hvert et hjem af Det Schweiziske Folkeparti (SVP), som har den største antal mandater i det schweiziske parlament og er medlem af landets koalitionsregering.

FN kræver forklaring

Frem til næste måneds parlamentsvalg har partiet lanceret en kampagne, som har foranlediget FN's specielle rapportør om racisme til at kræve en officiel forklaring fra den schweiziske regering. SVP forsøger at skaffe de 100.000 underskrifter, som er nødvendige for at få afholdt folkeafstemning om genindførelse af en paragraf i straffeloven, der tillader retsmyndighederne at deportere udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet, når de har udstået deres fængselsstraf.

Langt mere dramatisk er det imidlertid, at partiet tillige har erklæret, at det vil fremsætte et lovforslag om, at det skal være muligt at deportere samtlige familiemedlemmer til kriminelle personer under 18, så såre disse bliver dømt ved en domstol.

Det vil i givet fald blive den første lov af denne art i Europa, siden Nazitysklands Sippenhaft-praksis, hvor slægtninge til kriminelle blev holdt ansvarlige for disses forbrydelser og straffet på samme vis.

Lovforslaget kan få principiel og skelsættende betydning. Ikke kun i Schweiz, men i hele Europa, hvor en afgrund mellem liberal multikulturalisme og konservativ isolationisme er ved at åbne sig i den politiske diskurs i mange lande.

De sorte får

Dr. Ulrich Schlüer hedder manden bag dette drakoniske forslag. Da schweiziske tog er indbegrebet af punktlighed, ankommer jeg rettidigt til min aftale med ham. På min vej gennem menneskemyldret i den skinnende rene banegårdshal, spekulerer jeg over, hvad Schlüer ville sige til den smilende somaliske pige, der sælger sandwiches, til den afrikanske mand, der fejer gulvet, eller til den sorte barnepige, der taler gebrokkent engelsk til sin unge schweiziske klient. Det Schweiziske Folkepartis holdning til udlændinge er mildest talt temmelig broget.

En fjerdedel af den schweiziske arbejdsstyrke er, som det sorte får på plakaten, udenlandske indvandrere i denne fredelige, stabile og velstående markedsøkonomi med lav ledighed og et BNP, der er højere end næsten alle andre vestlige økonomiers. Zürich er i de seneste to år i træk blevet udpeget som den by i hele verden, der har den højeste livskvalitet.

Dr. Schlüer er en lille affabel mand. Men lige så blidt hans tonefald er, lige så hårdtslående falder hans replikker.

"De officielle statistikker er utvetydige," siger han. "Udlændinge har en overkriminalitet, der er fire gange højere end schweizernes. I en Zürich-forstad blev en 13-årig pige for nylig voldtaget af en gruppe 14-18-årige unge," siger han.

"Det viste sig, at de alle havde tidligere kriminelle forhold bag sig, og alle var de udlændinge fra Balkan eller Tyrkiet. Forældrene siger, at deres drenge er ude af kontrol. Vi siger: Dette er uacceptabelt. Det er jeres opgave at holde dem under kontrol, og kan I ikke det, må I alle forlade Schweiz. Det er en straf, som alle kan forstå."

'Racistisk dynamik'

Dette er langt fra partiets eneste kontroversielle idé. Dr. Schlüer har tidligere ført kampagne for en folkeafstemning om at forbyde opførelse af muslimske minareter. I 2004 førte partiet en succesfuld kampagne for strammere immigrationslove, bl. a. med brug af et billede, der viste sorte hænder, som rakte ud efter schweiziske pas. Og partiets ledende skikkelse, justitsminister Cristoph Blocher, har gentagne gange sagt, at han vil bløde op for Schweiz' antiracismelove, fordi de indskrænker ytringsfriheden.

Så stor bekymring vækker denne udvikling, at FN's særlige rapportør om racisme, Doudou Diène, tidligere i år advarede imod, at en "racistisk og xenofobisk dynamik", som førhen var forbeholdt det yderste højre, nu hastigt er ved at blive fast bestanddel af det demokratiske system i Schweiz.

Dr. Schlüer trækker på skuldrene. "Manden er fra Senegal, hvor de har nok af egne problemer at løse. Jeg kan ikke se, hvorfor han skal komme her i stedet for at tage fat på det."

Sådanne bemærkninger bekræfter kun hans politiske modstanderes mening om Schlüer. Mario Fehr er socialdemokratisk parlamentsmedlem fra Zürich.

"At deportere mennesker, som ingen forbrydelse har begået, er ikke bare retsstridigt og inhumant. Det er direkte dumt. Tre fjerdedele af schweizerne har den opfattelse, at de udlændinge, der arbejder i vores land, bidrager til økonomien. Og vi har mange højt kvalificerede iblandt, it-specialister, læger, tandlæger osv," siger Mario Fehr.

At udrense udlændinge fra landet, som SVP's modstandere anser for partiets egentlige agenda, vil ifølge Fehr medføre "en økonomisk katastrofe".

Dr. Schlüer insisterer derimod på, at SVP absolut ikke er imod udlændinge som sådan.

"Indtil Balkankrigene brød ud, havde vi flere udmærkede arbejdere, som kom hertil fra Jugoslavien. Men efter krigene fik en enorm tilstrømning af mennesker, som vi har haft store problemer med. Misbrug af den sociale bistandssystem er hovedproblemet. Det vurderes at koste os to mia. schweizerfrancs (ni mia. kr., red.) om året, og over 50 procent af misbrugerne er udlændinge."

Schlüer lægger ikke skjul på, at han ser på islam med den største mistro. Han har foruroliget mange af Schweiz' muslimer (4,3 procent ud af en befolkning på 7,5 mio.) med sin kampagne for at forbyde minareter. "Vi er ikke imod moskeer, men minareter nævnes ingen steder i Koranen eller andre vigtige islamiske tekster. Men den er et symbol på et sted, hvor islamisk lov gælder. Og islamisk lov," siger han, "er uforeneligt med det schweiziske retssystem."

Endnu er der i Schweiz kun to moskeer med minareter, men byplanlæggerne afviser ansøgninger om flere, efter at meningsmålinger har vist, at næsten halvdelen af befolkningen er tilhængere af et forbud.

Europas identitetskrise

Hvad der her står på spil i Schweiz, er ikke blot en modvilje imod udlændinge eller en mistro over for islam, men noget langt mere fundamentalt, nemlig en strid, som går direkte ind i hjertekulen af en identitetskrise, som har ramt Europa og USA.

Det handler om, hvordan vi skal finde os til rette i en verden, der har forandret sig uigenkaldeligt siden afslutningen på Den Kolde Krig, om fremvæksten af en globaliseret økonomi, om islams fremmarch som en international magtfaktor og om terrorismen efter 11. september. I Schweiz er denne strid blot trukket tydeligere op end i de fleste andre lande.

Schlüer er uhyre stolt af sin nations uafhængighed, som går helt tilbage til de enkelte kantoners forsvarsalliance fra 1291. Han er glødende fortaler for landets tradition for væbnet neutralitet, ifølge hvilken Schweiz ikke har nogen stående hær, men en borgerbevæbningsorden, som alle unge mænd uddannes til at være del af. Hertil kommer et system med direkte demokrati, hvor mange afgørende spørgsmål om skat, uddannelse, sundhed og andre væsentlige områder bliver truffet på det lokale niveau.

Schweiz har Europas skrappeste regler for at opnå statsborgerskab. For at blive schweizisk statsborger skal man have boet lovligt i landet i mindst 12 år, betale skat og have en ren straffeattest. Og selv, hvis man opfylder disse kriterier, kan ens ansøgning blive afvist af de lokale myndigheder, hvis man ikke besvarer deres spørgsmål tilfredsstillende.

Myndighederne kan f. eks. spørge, som de spurgte den 23-årige Fatma Karademir, som er født i Schweiz, men ifølge schweizisk lov er tyrkisk som sine forældre, om hun kender stroferne i den schweiziske nationalsang, om hun kunne tænke sig at gifte sig med en schweizisk mand og om hun vil heppe på det schweiziske fodboldhold, hvis det spillede landskamp mod Tyrkiet".

Forbundsregeringen i Bern ønsker at fratage de lokale kantoner, hvoraf en først gav kvinder stemmeret så sent som i 1990, retten til at tildele statsborgerskab, men to gange har en folkeafstemning resulteret i et nej hertil.

Blodets bånd

Realiteten er, at Schweizisk Folkepartis nationale vision er funderet på en forestilling om blodets og jordens bånd, som for liberale gemytter strider totalt imod den gængse visdom i det meste af den vestlige verden.

Samme vision ligger også bag SVP's frygt for selv en moderat islam. Partiet har åbent advaret imod, at muslimer i kraft af deres højere fødselstal efterhånden vil komme til at udgøre et folkeflertal, hvis reglerne for statsborgerskab lempes. Den ligger også bag partiets glødende støtte til militssystemet. Til dem, som siger, at Tyskland, Frankrig, Italien og Østrig aldrig i vor tid kunne finde på at invadere Schweiz, svarer Schlüer: "Krige skifter karakter. Det kan komme til optøjer eller kampe i en hvilken som helst by i Schweiz. Et af vores finanscentre kan blive ramt af terrorisme."

Og den ligger bag partiets, for en gangs skyld forgæves, modstand imod det FN-medlemskab, som Schweiz tilsluttede sig med smallest tænkelige margin ved en folkeafstemning i 2002. "Vi er nu tvunget til at adlyde afgørelser fra sikkerhedsrådet, hvori Schweiz ingen stemmer har. Det er ikke demokrati. Desuden har det altid været en schweizisk tradition ikke at tage parti for nogen side."

Men FN, indvender Schlüer, kan vel ikke siges at repræsentere en bestemt side: "Det er en international organisation, som bilder sig ind, at det kan afgøre, hvad der er 'retfærdig krig'. Men 'retfærdige krige' findes ikke, der findes kun krige."

Men hvad så med krigen imod nazismen. Det vil de fleste da mene, var en 'retfærdig krig'. "Nogle schweizere imod Hitler, andre var for," svarer Schlüer gådefuldt. "Schweiz kan kun tage ansvar for sig selv."

Selvmodsigelser har aldrig plaget Schlüer, siger hans politiske modstandere. "Han ved, at hans lovforslag om at deportere kriminelles familier ikke har en chance for at gå igennem," siger Mario Fehr. "Det er kun valgkampssnak."

Og dominere valgkampen har det allerede gjort. Men spørgsmålet stikker dybere end til indenrigspolitik i et lille land. "Jeg er meget optimistisk. Jeg tror, tiderne er ved at skifte i vores retning, både her i og andre lande i Europa. Jeg fornemmer, at vi får mere støtte end kritik udefra."

Det drama, der udspiller sig i så politisk ukorrekt sprogbrug i Schweiz, kan få følgevirkninger i hele Europa og resten af verden.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Skik følge eller land fly - så simpelt kan det siges. I den vestlige verden, er vi blevet så utrolig bange for at sige vores mening og stå fast ved at fremmede skal indordne sig.

Se vores kontinent som dit eget hjem - du invitere gerne fremmede ind, men følger de ikke dine regler og retningslinier - har du så et problem med at sige farvel ? Nej vel !! Og de må gerne tage hele familien med.....det samme gør sig gældende for fremmede der ikke forstår at opføre sig ordentligt på vores kontinent !!

Det er næppe

"For plakaten, som har påtrykt mottoet 'For mere sikkerhed' er ikke et værk af en neonazistisk randgruppe. Den er derimod blevet undfanget og udbredt på billboards, i aviser og i foldere sendt per post til hvert et hjem af Det Schweiziske Folkeparti (SVP), som har den største antal mandater i det schweiziske parlament og er medlem af landets koalitionsregering."

Det er på høje tid at det går op for de danske journalister, at der ikke er nogen kvalitativ forskel på de nationale folkepartier, og på de partier vi kender fra den nyere historie i Tyskland.

Paul Vallely fra "The Independent" har åbenbart forstået det. Lad os håbe at der også på et tidspunkt vil være danske journalister, der begynder at smide skyklapperne