Mandag - Statsministeren og miljøministeren har indkaldt til indledende pressebriefing om FN's klimatopmøde i Danmarks FN-mission på et ukristeligt tidligt tidspunkt. Klokken 7.30. Fogh og Connnie møder selvfølgelig præcist. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han har nået at jogge i Central Park - ligesom Nicholas Sarkozy og Bernard Kouchner. Fogh og den franske præsident er på samme alder. Kouchner er betydeligt ældre - 68.
Men den franske udenrigsminister ser 15 år yngre ud. En af mine amerikanske venner har interviewet Kouchner søndag og spurgt ham, hvem der er i bedst form - han eller Sarkozy. Kouchners vittige svar lyder: "Jamen, det er da præsidenten!" Udenrigsministeren må holde et pænt trav bag sin præsident. Og det gælder ikke kun ved pressekonferencer i FN-bygningen tirsdag - også når parret jogger i Central Park.
Jeg tør ikke sige, om Per Stig Møller jogger. Det forekommer mig tvivlsomt. Men sikkert er det, at den danske udenrigsminister virkeligt står i skyggen af sin boss i denne uge. Han er i New York, men helt ude af syne. Fogh holder for, selv om vi i pressen havde stærkt brug for Per Stigs større indsigt, da Fogh tirsdag skulle snakke om Iran og FN-reformer. Det er ikke tilfredsstillende.
Under mødet bider jeg mærke i, at statsministeren er godt briefet. Han er også god til at afparere kritiske spørgsmål. Alle, der følger med i klimadebatten, ved, at topmødet arrangeret af USA torsdag og fredag i Washington primært har til hensigt at afværge bindende mål for CO2-udledning og et obligatorisk kvotesystem for handel med drivhusgasser. USA vil hjælpe Kina, Indien og andre store udledere i Den Tredje Verden med "teknologiske løsninger", og resultatet kan blive en splittelse mellem på den ene side EU-landene og de svage og fattige nationer i klodens tropebælte og på den anden side USA, Australien, Kina, Indien, etc.
Den slags overvejelser vil statsministeren ikke høre tale om. Han erklærer sig som optimist. "Topmødet i Washington er et positivt træk," siger han. "Det er et forsøg på at få sat skub i en proces for at få flest mulige lande med i en klimaaftale i 2009. Uden Kina og Indien vil aftalen ikke have nogen virkning."
FN's pressecenter ligger i kælderen. Det vrimler som sædvanligt med journalister fra overalt i verden. Foran os er opstillet en storskærm, hvor vi kan følge formiddagens begivenheder i topmødets fire arbejdsgrupper. Det slår mig, hvor ferm den danske delegation er til at få Fogh (og altså Danmark) højt profileret. Som ordfører lancerer han arbejdet i tilpasningsgruppen med en tale. Herefter fortsætter han til forebyggelsesgruppen og holder tale nummer to. Under en frokost arrangeret af Danmark, Indonesien, Kenya og Polen (fire værtslande for en kommende klimatraktat) er statsministeren blevet bænket omkring bordet således, at kun han ses på storskærmen. Her holder han sin tredje tale. Der er billeder af Foghs møde med FN's generalsekretær Ban Ki-moon.
Man efterlades ikke i tvivl om, at klimatopmødet i København i 2009 er regeringens højeste internationale prioritet. En embedsmand betror mig, at Miljøministeriet låner ekspertise til indoneserne og polakkerne, som skal være værter for topmøderne i november (Bali) og i 2008 (Poznan). Ingen af de to lande har nær samme erfarings- og vidensgrundlag om klima som Danmark. Men selvfølgelig - danskerne kunne ikke finde på at tage æren for de gode råd. Ingen er dog i tvivl om, at Connie Hedegaard spiller på mange, mange tangenter og på et højt niveau. Som vært og mægler skal man sætte sig ind i alle de store landes tankegang - ligesom dengang Fogh stod i spidsen for EU's østudvidelse i København.
Igen spørger jeg mig selv: Hvor er Per Stig? Jeg ser ham en enkelt gang på skærmen. Han møder Ban Ki-moon separat. De diskuterer formentlig Mellemøsten.
Jeg noterer mig også, at i den årle morgenstund er Fogh optimistisk. Under et "stake-out" foran Sikkerhedsrådet med de danske journalister kl. 12.30 virker han modløs. Han har lyttet til de andre regeringschefers taler og konkluderer: "Jeg ser et stærkt engagement, men ingen vilje til at forpligte sig. Så det bliver en stor udfordring at få en køreplan vedtaget i Bali med et præcist mandat." Fra mødet med Ban kan han melde, at de er enige om "det vigtige i at holde forhandlingerne i et FN-spor".
Bushs topmøde hænger altså som en skygge over topmødet. Alle frygter, at præsidenten vil prøve at køre sit eget løb.
Til aftenbriefingen har statsministeren genvundet det gode humør. Michael Ulveman, Bo Lidegaard og de andre ledsagere må have holdt storråd. Topmødet har været en "positiv oplevelse". Arbejdsgrupperne har fremlagt nogle "udbytterige konklusioner", og der synes at være "politisk tilslutning" til en afløser for Kyoto-protokollen. Frokosten har været "overordentlig værdifuld". Siger Fogh.
Connie lyder næsten euforisk. "Det er fantastisk, at dette møde blev holdt," siger hun. "Jeg har før i tiden syntes, at det gik lidt for langsomt. Nu har vi Stern-rapporten og rapporterne fra FN's klimapanel, og det er tydeligt, at det nu går hurtigere," siger miljøministeren.
Det kan man altid håbe!
Men hvis man følger med i amerikansk presse, er mandagens hovedhistorie Mahmoud Ahmadinejads møde med studerende og lektorer på Columbia University. Irans præsident og universitetet gør planeten en kæmpe bjørnetjeneste ved at overskygge FN-topmødet i USA's medier. Vi ved jo alle, at medmindre den amerikanske opinion bearbejdes, kan man godt skyde en hvid pind efter en klimatraktat i København.
Tirsdag - Jeg har set frem til at træffe Gro Harlem Brundtland. Interviewet falder på plads aftenen før, da jeg midt under en privat middag får en opringning fra en assistent til Norges statsminister, Jens Stoltenberg. Brundtland blev tidligere i år udnævnt til generalsekretærens særlige udsending i klimaspørgsmål (sammen med Chiles Ricardo Lagos og Sydkoreas Han Seung-soo), og valget kan næppe undre. Gro - som hun kaldes i Norge - var sammen med Al Gore en af de første storpolitikere til at engagere sig i klimaforandringer. Brundtland-kommissionens rapport "Our Common Future" tjente som idegrundlag for FN's første klimatraktat i 1992 i Rio.
Det må ikke være let at være en eksstatsminister uden følge. Sådan er livet for Gro og hendes mand, Arne Olav Brundtland. De bor året rundt i Nice. Jeg møder dem et par stenkast fra FN-bygningen i deres værelse i Hotel Beekman Tower. Samtalen foregår på dansk/norsk. Gro tager imod med en smilende mine, rank ryg og sætter sig ved glasbordet med foldede hænder. Bag hende sidder den noget ældre Brundtland henslængt i en lænestol og kigger i de næste 45 minutter op i loftet, af og til med lukkede øjne.
Gro er venligheden selv, sikker på sine meninger, myndig. Hun bekræfter, hvad Fogh hævdede på det sidste pressemøde aftenen før. Når en regeringschef siger ja til deltagelse i et topmøde om klimaændringer, giver hun sine rådgivere besked om at forfatte en tale, men det tvinger samtidig regeringen til at formulere sin holdning, måske endda sin linie, og ord binder. Den hjemlige oppositionen kan holde statsministeren til ilden. Det kan andre lande også. Som Gro påpeger, erklærede kun én leder på gårsdagens møde sig uenig i klimaforskernes konklusioner. Tjekkiets præsident Vaclav Klaus. Det var skræmmende at lytte til denne økonomiske fundamentalist. Den anden Vaclav kan ikke tie. To dage senere får Havel optaget en kronik i The New York Times, hvori han uden at nævne sin efterfølger modsiger ham punkt for punkt. Jeg mener - selv Bush og Lomborg har accepteret klimaforskernes dom!
Gro viser format, da jeg spørger til hendes syn på Lomborg. Hun mener, det er godt for debatten at få andre synspunkter frem. Det skærper modstandernes argumentation.
Det er i dag, FN's generalforsamling åbner. Jeg har prøvet det før. Første gang i 1984. Normalt en kedelig affære. Sidste år stjal Hugo Chavez billedet ved at sammenligne Bush med en djævel. Ahmadinejad kom ind på en andenplads i mediernes opmærksomhed. Dennegang er det åbenlyst, at iraneren stjal rampelyset mandag. Chavez har aflyst sin rejse til New York. Så hvem kan samle mest opmærksomhed? Kort efter min ankomst i pressecentret dukker den altid febrilske Sarkozy op på skærmen og dominerer begivenhederne resten af dagen med en lang pressekonference og senere ledelsen af Sikkerhedsrådets møde om situationen i Tchad (hvor soldater fra den franske fremmedlegion støtter styret).
Det er let at gennemskue amerikanernes strategi. Bush holder en lavere profil og bruger mindre fjendtlig retorik overfor Iran end sædvanligt. Hans nye allierede, Sarkozy, skal have plads i rampelyset til at stramme skruestikkerne om Ahmadinejad. USA's præsident er mildest talt upopulær i Generalforsamlingen. Få lytter til ham. Alle åbner ørerne, når Frankrigs nye og unge præsident taler - og tale kan han. Sarkozy vil noget. Jeg kan endnu ikke blive klog på hans strategi. Vi får se, hvad det ender med.
Kl. 19 skal Bernard Kouchner tale i det prestigefyldte Council on Foreign Relations for et særligt indbudt publikum. En ven har skaffet mig adgang. Jeg interviewede Kouchner for fire år siden - to uger før invasionen af Irak - og jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for manden. Der er hans baggrund i det franske kommunistparti i 1950'erne, intellektuel leder af Frankrigs 'nye venstre' i 60'erne og 70'erne, grundlæggelsen af Læger Uden Grænser, eksponent for humanitære interventioner i 80'erne, osv. En formidabel (og charmerende) personlighed.
Men under mødet bliver det hurtigt tydeligt, at Kouchner endnu ikke har fuldbyrdet forvandlingen fra intellektuel 'enfant terrible' til Frankrigs nye udenrigsminister. Okay, ingen siger, at han skal være så glatpoleret og konsensussøgende som hans gamle ven og leder af det tyske 'nye venstre' Joschka Fischer. Men alligevel. Clintons tidligere Paris-ambassadør Felix Rohatyn er ordstyrer. I forreste række sidder Richard Holbrooke, en mulig udenrigsminister under en præsident Hillary Clinton. Kouchner og Holbrooke kender hinanden fra Balkan. Begge har et kæmpe ego - Holbrookes er størst. Da han under seancen hvisker noget i øret på tv-værten Christine Ockrent (Kouchners hustru), vender Kouchner sig og stikker tungen ud af munden i retning af Holbrooke med en grimasse, der skal passe.
De udenrigsministerielle klæder sidder stadig lidt uordentligt på Kouchners atletiske krop. Men det er også i orden. Visionerne er grandiose - for sådan er franskmænds selvopfattelse - men når det kommer til konkret udmøntning af politik, rejser tvivlen sig. Åbenhjertigheden er forfriskende, som da han i en implicit kritik af Bush siger: "Undskyld, men ElBaradei havde ret i Irak. Han fik Nobels fredspris. Man kan ikke bare afvise sådan en personlighed." Bush og Rice beskylder ElBaradei for at give Iran for meget tid.
Onsdag - I dag skal jeg interviewe den amerikanske intellektuelle Paul Berman om hans bog Terror og Liberalisme og den seneste, Power and The Idealists, om de europæiske venstreintellektuelle, som foretog den lange rejse fra barrikaderne til ministerposter - altså Fischer og Kouchner og i mindre grad Daniel Cohen-Bendit. Men også om muslimske intellektuelle som irakeren Kanan Makiya, min gamle ven fra Boston.
Forinden lægger jeg vejen forbi ekspræsident Bill Clintons årlige tre-dages megabegivenhed på Sheraton-hotellet, der går under navnet Clinton Global Initiative. Gruppens formål er at bringe gode ideer og private donorer sammen, ud af hvilket formes konkrete projekter. I år er emnerne uddannelse, energi, klima, fattigdomsbekæmpelse og sundhed. Til stede er utallige statsoverhoveder, regeringschefer og ministre (inklusiv Kouchner) samt tusinder af erhvervsfolk. Clinton fortæller, at programmer startet sidste år har berørt 10 mio. mennesker i 100 lande. Udledning af CO2 er reduceret med 20 mio. ton. Tre mio. mennesker har fået lån fra mikrobanker til at starte egen virksomhed. Blandt dette års initiativer hører den geniale idé at sælge læsebriller billigt til de 700 mio. mennesker i verden, som ikke har råd til dette essentielle overlevelsesinstrument. Hvorfor har ingen tænkt på det før? Mange fattige kan ikke læse skriften på pilledåser.
I det indledende panel sidder Hamid Karzai, Gloria Macapagal-Arroyo (Filippinerne), Desmond Tutu, Robert Zoellick (Verdensbanken) og Lee Scott (Wal-Mart). Overraskelsen er Al Gore. Han stod ikke på listen tirsdag. Det siges, at Bill og Al sjældent har talt sammen, siden Gore afviste at lade Clinton føre kampagne for ham under valget i 2000. Nu roser de hinanden her i Sheraton-hotellet, hvilket får mig til at gisne om, at Gore bliver USA's klimaforhandler under en præsident Hillary Clinton. Hvordan kan en Demokratisk præsident ignorere Gores indsats?
