Sydafrikas præsident Moeletsi Mbeki udtalte til det kinesiske dagblad China Daily, at Afrika "har et enormt behov for nære venner, troværdige partnere og brodernationer."
Hermed lod han forstå, at med Kina har de afrikanske lande netop fundet en sådan. Og målt i økonomiske nøgletal fortsætter Kina da også med at udbygge venskabet til den noget brogede samling af afrikanske stater. Alene første halvår af 2007 har Kina øget samhandlen med Afrika med 25 procent i forhold til året før, ligesom de kinesiske investeringer i Afrika sætter nye rekorder. Samtidig er niveauet for nordamerikanske og europæiske investeringer og handel med Afrika stagneret.
Med årlige vækstrater siden 1979 på mellem otte og 10 procent, har Kina også et udtalt behov for at sikre råvarer til landets industri. På det område udviser Kina samme interesser for Afrika, som den vestlige verden har gjort det siden kolonitiden. Alligevel anser Vesten den kinesiske tilstedeværelse i Afrika som særlig problematisk, og medierne har ved flere lejligheder betegnet den kinesiske fremgangsmåde i Afrika som 'neo-kolonialistisk'. Seniorforsker ved Dansk Institut For Internationale Studier, Peter Kragelund, er ikke enig i kritikken:
"Ser man på formålet med de kinesiske investeringer, så skiller de sig ikke ud. Vesten har hovedsageligt haft til formål at investere for at hente naturressourcer ud af Afrika. Det samme gør sig gældende for Kina," siger Peter Kragelund.
Andre spilleregler
Derimod peger Peter Kragelund på, at den store forskel skal ses i, hvad Kina har at tilbyde de afrikanske stater, hvoraf mange har svært ved at leve op til både de vestlige landes krav om demokrati, menneskerettigheder og korruption. Men også krav og lånebetingesler fra IMF og Verdensbanken. Her udgør Kina et alternativ - en ny vej.
"Den kinesiske model med en åben, men politisk stramt styret økonomi står i skarp kontrast til Vestens doktrin om demokrati som forudsætning for vækst. Derfor bliver det set som en mulighed af mange afrikanske regeringer, at de nu kan vælge side. De afhænger ikke at doktriner fra Washington eller krav fra EU-landene om refomer, god regeringsførelse eller andre betingelser," siger Peter Kragelund.
Kinas princip om ikke at blande sig i andre staters interne anliggender betyder samtidig, at de kinesiske firmaer kan spille efter regelsæt, der på grund af offentlighedens stadigt større bevågning ikke længere er mulige for mange vestlige firmaer.
"Vestens nye nul-tolerance politik over for korruption betyder, at de kinesiske firmaer vinder stort set alle koncessioner. De har mulighed for at smøre det enkelte styre. Den mulighed eksisterer ikke længere for de fleste vestlige firmaer," siger Peter Kragelund.
Dr. Maxi Schoeman, der er leder af institut for statskundskab ved Pretorias Universitet i Sydafrika, er enig. Hun forklarer, at Kinas afgørende fordel er, at de ser igennem fingre med forhold, som andre lande ikke længere kan tillade sig.
"Kinesiske lån er - som vi kender det fra Vesten - bundet op på køb i donorlandet. Men derudover er der ingen betingelser, hvilket er en stor forskel fra de lån som IMF, Verdensbanken og vestlige regeringer yder. Det giver Kina den fordel, at de kan give en økonomisk støtte til stater og regimer, som andre lande ikke kan tillade sig," siger Maxi Schoeman.
Samtdig peger Maxi Schoeman på, at Kina i øjeblikket investerer voldsomt i infrastruktrur på det afrikanske kontinent. Og selv om der er paralleller til kolonitiden, så er de kinesiske investeringer i langt højere grad rettet mod en egentlig udvikling af de enkelte lande.
"Det er veje, damme, elforsyning - typisk projekter som er langsigtede investeringer med et ret beskedent afkast," siger Maxi Schoeman, der pointerer, at der naturligvis ikke er tale om ren altruisme:
"Der er altid langsigtede mål. For et andet aspekt af det kinesiske engagement handler om politisk støtte," siger Maxi Schoeman.
Syd-koalitionens leder
For Kina er samtidig det eneste permanente medlem af FN's Sikkerhedsråd, som med nogen troværdighed kan siges, at repræsentere den uformelle syd-koalition af udviklingslande, der også tæller nationer som Brasilien, Indien og Mexico.
Og den position udnytter Kina til at beskytte landets afrikanske partnere, hvor de bedst kendte eksempler er Beijngs nære forhold til problematiske regimer som Sudan og Zimbabwe.
"Kina politik over for lande som Libyen, Zimbabwe og Sudan giver naturligvis anledning til kritik. For hvem gavner det kinesiske engagement i disse lande? " spørger Maxi Schoeman.
Men der er en klar pointe i Kinas upopulære politiske kurs. Den anskueliggør Peter Kragelund med et simpelt regnskab: "Afrika udgør samlet en femtedel af FN's nationer. Med de stemmer sætter Kina sig på en betydelig magt i FN-systemet."
Samtidig besidder Kina en ofte undervurderet fordel i forhold til Afrika. Det forklarer Maxi Schoeman.
"Et af Kinas vigtigste trumfkort er, at de ikke har en historie som kolonimagt. Tværtimod kan de spille på, at de som udviklingsland ingår i en alliance med Afrika. For de afrikanske befolkninger er historien af meget stor betydning. Det tror jeg, at man fra Vestens side klart undervurderer," siger Maxi Schoeman.
Staten styrer
Samtidig skilder den kinesiske økonomiske strategi sig ud ved at være stærkt centralstyret. Ifølge Peter Kragelund er den statslige indblanding i de kinesiske investeringer er det helt afgørende forskel fra de vestlige private investeringer. For ligegyldigt om der er tale om rent statslige, semi-statslige eller private kinesiske firmaer, så er det den kinesiske stat inde over.
"Det giver den fordel, at den kinesiske stat har hånd i hanke med deres samlede Afrika-eventyr. Og omvendt betyder det for de kinesiske firmaer, at de ikke er underlagt krav om hurtige investeringsafkast, men kan operere med meget langsigtede investeringsstrategier," siger Peter Kragelund, der samtidig pointerer, at de afrikanske markeder i sig selv udgør en fordel for de kinesiske produkter, der teknologisk ofte halter efter de vestlige firmaer.
"På de afrikanske markeder kan de agere stort set uden konkurrence fra vestlige frmaer, der oftest finder de afrikanske markeder for små og risikofyldte," siger Peter Kragelund.
Den tese afvises dog fra den kinesiske styre. I en kommentar til nyhedsbureauet Reuters siger direktøren for Kinas statslige oliefirma, CNOOC, Fu Chengyu:
"Der er mange internationale medier, der påpeger, at vi tager større risici og betaler højere priser for vores investeringer i Afrika. Men det er noget være sludder."
Det samme påpeger en af den kinesiske stats ledende finansielle rådgivere, Yang Hua. Han siger, at eneste kriterium for Kinas investeringer er vækst - præcis som det gælder for andre lande.
"Hvis der ingen værdi er, så er der ingen handel," siger Yang Hua.
